Bedst som man var ved at falde i staver, blændede The Cure op for en formidabel finale i Forum

Bedst som man var ved at falde i staver, blændede The Cure op for en formidabel finale i Forum
4 6
The Cure

Koncert, Forum

Sætliste

'Plainsong'
'Pictures of You'
'Closedown'
'High'
'The Walk'
'Push'
'In Between Days'
'Sinking'
'All I Want'
'The End of the World'
'Lovesong'
'The Last Day of Summer'
'Charlotte Sometimes'
'Just Like Heaven'
'From the Edge of the Deep Green Sea'
'Prayers for Rain'
'Disintegration'
'Step Into the Light'
'Want'
'Burn'
'A Forest'
'Dressing Up'
'Shake Dog Shake'
'Fascination Street'
'Never Enough'
'Wrong Number'
'Lullaby'
'Friday I'm In Love'
'Doing the Unstruck'
'Boys Don't Cry'
'Close To Me'
'Why Can't I Be With You?'

Da de brede keyboardflader og atmosfæriske windchimes i ‘Plainsong’ satte koncerten i gang, måtte en kvinde øjeblikkeligt overgive sig, og tårerne fik frit løb. The Cure appellerer til de stærke følelser og har, 40 år og 13 album inde i karrieren, stadig en enorm værdi for mange musikelskere. Således også fredag aften, da 10.000 havde indfundet sig i Forum, hvor lyden var overraskende god og afbalanceret.

Traditionen tro havde Robert Smith & co. lagt i kakkelovnen til en maratonseance, men den knap tre timer lange koncert udstillede både bandets styrker og svagheder og skabte en vis rastløshed blandt publikum.

Man kan aldrig klandre The Cure for at lire den af på rutinen, for bandet varierer sætlisten til hver koncert. I aftes pendulerede de mellem stjernestunder som ‘The Last Day of Summer’, ‘Just Like Heaven’ og ‘Shake Dog Shake’ og forglemmeligheder som ‘The End of the World’, ‘High’ og ‘The Walk’.

Smith var dog i det imødekommende hjørne og pludrede jovialt om, at han snart burde lære nogle danske gloser. Årene er gået ubemærket hen over ikke alene garderoben og frisuren, men også hans vokal, og han sang overbevisende koncerten igennem, omend ‘In Between Days’ blev leveret en anelse forpustet.

Smiths tro væbner, bassist Simon Gallup var koncertens energiske indpisker og udgjorde et fint modspil til den ikoniske frontmands statiske positur. Med rockabilly-pomadehår og rød halsklud var han også en visuel kontrast, men musikalsk gik de to gamle bandfæller i ét, når Gallups fremragende baslinjer gjaldede i ‘From the Edge of the Deep Green Sea’ og ‘A Forest’, sidstnævnte med en lækker jammet afslutning.

Men vi undgik ikke passager af dødvande i løbet af koncertens 32 sange, og det blev anelse langtrukkent mod slutningen, hvor ‘Never Enough’ og ‘Wrong Number’ ikke fremkaldte meget andet end høflig respons. Måske er tiden moden til, at veteranerne afprøver et mere kompakt koncertformat?

Bedst som man var ved at falde i staver til den sortrandede weltschmerz, blændede bandet så op for en formidabel finale, hvor ‘Lullaby’, ‘Friday I’m In Love’, ‘Boys Don’t Cry’ og ‘Close To Me’ effektivt fik vækket den efterhånden rastløse sal til kollektiv ekstase. Her satte de trumf på det faktum, at den kåde popmelodi altid har danset side om side med den melankolske postpunk.

Læs også: Her er The Cures ti vigtigste sange