Lillebror Kalkbrenner kører halvhjertet techno-tour
Efternavnet Kalkbrenner klinger rent som en velsmurt wah-pedal, når man bruger det i samme sætning som technomusik og Berlin. Som yngre bror til den ikoniske technoproducer og filmkomponist Paul, har Fritz Kalkbrenner etableret sig stort set lige så hjemmevant på den stadigt mere tætpakkede dj- og producerscene. Nu er Fritz igen albumaktuel, og som mange andre forskellige typer artister gennem tiden, har han inspirationsmæssigt ladet sig gribe af det sportslige kultfænomen Tour de France.
Måske har Sydfrankrigs jazzede torvestemning haft større indflydelse på denne efterårsudgivelse end det socialt belastede betonkompleks, hvor brødrene er vokset op og tidligere har hentet inspiration til deres pumpede liveapparater. Fra albummets egen grand départ, ’Don’t You Say’, er det i hvert fald de blødeste og mest organiske, lydmæssige fedtmarmoreringer, der flyder ind over hinanden i forventningsfuld gisnen om kommende, storslåede oplevelser – ganske som en prolog til sommerens store cykelbegivenhed.
Men derfra kan det diskuteres, om albummets bevægelse væk fra sin airconditionagtige kølighed er helt hensigtsmæssig. Selv om bassen straks følger efter den mælkede start på ’Center to Center’, er der ingen tvivl om, at lillebror stadig befinder sig i den poppede ende af Kalkbrenner-skalaen. Subwooferen virker kluntet op ad trækbasunen, der i bedste fald er et harmløst, blankt similismykke i firefjerdedelssuppedasen.
Forudsigelige drops og monotone clap, der giver et påfaldende ekko af ligegyldighed, præger også resten af den sustain-gjaldende, nærmest maratonlange plade, hvor man savner indflydelse fra minimaltechnoens stramme, letbenede elegance. Alligevel formår beatet at være ganske medrivende i perioder, og enhver uprætentiøs natklub vil uden tvivl sætte pris på flere, trivielle dansegulvs-bangers at føje til playlisten.
Det er enkelte, mere pirrende rytmesekvenser, som på ’Again’ og den percussionfyldte ’Hearts & Hands’, der løfter albummet fra at være en omgang smeltet plastikbestik op i at levere sin momentvise nyskabelse. Men kompositionerne savner en større originalitet, og i kombination med den dybt naivistiske trommemaskine får croonervokalens intetsigende fraseringer for meget plads at brede sig på.
Kort sagt:
Fritz Kalkbrenners nye album går fra sit pikante anslag over i at være direkte kedeligt, selv om glimtvist synthede houseindspil som ‘Rouleur’ beviser, at der er håb for, at de obligatorisk følgende radio-edits bliver spillet til ukendelighed i radioen.