‘Parade’: Rachel Cusks betragtninger om køn og kunst er mere forviklede end fortryllende

ROMAN. Det er herligt at være i selskab med en person, der er klogere end én selv, og den britiske forfatter Rachel Cusk, som fik sit internationale gennembrud med trilogien om den fraskilte forfatter Faye, er klogere end de fleste.

Men når tale- og tankestrømme flyver langt hen over hovedet på én, kan man godt blive ramt af en fornemmelse af, at man bare nikker med som en anden nyttig idiot. Sådan havde jeg det lidt for ofte under læsningen af Cusks nye roman ‘Parade’, som til tider er fabelagtig, begavet og radikal, men desværre også bliver ukarakteristisk upræcis og knudret.

Romanen er inddelt i fire nogenlunde lige lange afsnit med titlerne ’Stuntmanden’, ’Jordemoren’, ’Dykkeren’ og ’Spionen’ – lidt aparte beskæftigelser, der på hver sin måde symboliserer den måske mest aparte beskæftigelse: Den som kunstner. Og hvordan opsummerer man ellers en såkaldt antiroman, altså en roman uden de genkendelige byggesten som karakterudvikling og et godt gammeldags plot?

Gennem ‘Parade’ stifter vi bekendtskab med en række kunstnere, der alle går under betegnelsen G: En mandlig maler, en kvindelig skulptør, en afdød kvindelig maler, en sort kunstner, en kvindelig maler med mand og barn og en filminstruktør. Deres værker bliver beskrevet i en tilpas detaljeret grad til, at man ved hjælp af en hurtig Google-søgning (eller tilstrækkelig viden om moderne kunsthistorie) kan finde frem til de virkelige kunstnere, der har fungeret som inspiration.

I mellemtiden er der en navnløs kvindelig førstepersonsfortæller, der i løbet af romanen udvikler sig til et kollektivt ‘vi’.

Der udspiller sig et fragmenteret forløb, som sjældent kan placeres i tid eller sted. Karaktererne bryder lige så meget med formatet som forfatteren. Førstepersonsfortælleren bliver slået ned af en fremmed kvinde på gaden, og et museum må evakueres, da en person begår selvmord efter at have set en af G’ernes udstilling. Vi møder aldrig denne G, som virker inspireret af fransk-amerikanske Louise Bourgeois, men udstillingen bliver ligeledes omdrejningspunkt for romanens tredje og mest tilgængelige del, hvor de museumsansatte samles til middag for at diskutere dagens hændelse.

Forholdet mellem mænd og kvinder bliver omhyggeligt vendt og drejet gennem romanen. Der er den arketypiske mandlige kunstner, som begynder at male alting på hovedet og ikke mener, at kvinder kan være kunstnere. Denne G er tydeligvis inspireret af den tyske maler, grafiker og billedhugger Georg Baselitz berygtet for at udtale, at »kvinder ikke maler særligt godt.«

»Så hun tænkte, at det, han i virkeligheden sagde, var, at kvinder ikke kunne være kunstnere, hvis mænd skulle være det«, skriver Cusk med henvisning til hustruen, der klarer omsorgsarbejdet og som sølle tak bliver fremstillet utiltalende, når hendes mand maler hende nøgen.

Af alle G’erne oplever jeg, at der bruges mest tid på den kvindelige maler, der ender med at få en mand og et barn. Eller også er det bare hende, som jeg er mest optaget af. Hendes kunst beskrives som munter og pornografisk, og det er først, når hun begynder at sælge sin kunst, at hun begynder at føle sig som en kvinde.

»Denne bog er et stort spring ud i ukendt territorium, selv for mig«, har Cusk selv sagt om ‘Parade’. Det afspejler sig i læseoplevelsen, som sommetider bliver en jagt på en nøgle eller et kort, der kan bruges til at navigere i observationerne om kunst, moderskab og vold. Andre gange nyder man at fare vild og lade sig henføre af Cusks sprog.

Overvej lige, når en af G’erne står ved sin mors dødsleje, og Cusk skriver: »Så han syntes at bære skylden for denne indtørrede krop på sengen, så hvid og let som de skrøbelige frøkapsler, der hvirvlede ned fra morbærfigentræet uden for vinduet.« Det er den slags glasklare, brutale beskrivelser, som har gjort Cusk til en litterær (is)dronning.

Derfor er det også frustrerende, når hun spilder tiden på ligegyldige afstikkere eller åbenlyse observationer, som at marginaliserede kunstnere ofte udstilles i tematiserede gruppeudstillinger frem for at stå i egen ret på en prestigefuld soloudstilling.

Når en forfatter vælger at sprænge rammerne for en roman i luften, så forventer man som læser også et ordentligt brag. I stedet bliver det til tider en smule kedeligt. Ikke fordi det er besværligt, men fordi det, der hos Cusk plejer at være mesterligt implicit, bliver unødvendigt kryptisk.

»Folk var ofte forvirrende eller ligefrem vrede over hans film. De forventede, at en storyteller ville demonstrere sin evne til at beherske og kontrollere ved at opløse virkelighedens forvirring og tvetydighed, ikke gøre den dybere«, skriver Cusk på et tidspunkt.

Indsæt ‘hendes bøger’ i stedet, og så må jeg give til Cusk, at hun trods alt foregriber lige netop denne kritik. Virkeligheden er uden tvivl kompleks og mudret, men nogle gange er sætninger også bare for snørklede.

Med ‘Parade’ leder Rachel Cusk lidt for ofte læseren på afveje, som ender i blindgyder.

---

Kort sagt:
Rachel Cusk har skrevet en fragmenteret og begavet fortælling om kunst og køn, men lader lidt for ofte læseren i stikken.