The Flaming Lips er fabelagtigt legesyge på deres 14. album

The Flaming Lips er fabelagtigt legesyge på deres 14. album
The Flaming Lips er fabelagtigt legesyge på deres 14. album - Oczy Mlody
4 6
The Flaming Lips
'Oczy Mlody'

Album, Warner

Det virker næsten profetisk, at The Flaming Lips valgte at kalde deres album ’Oczy Mlody’, før de vidste, hvad det betød. Oversat fra polsk betyder det ’de unges øjne’. Og hvis der er én ting, man ikke kan klandre det efterhånden aldrende rockband for, så er det at lyde gamle. Tværtimod. På rundtur nummer 14 i albummanegen er deres udtryk sprudlende som aldrig før, legesygt som et barns sind, der stadig får lov.

Sangene opstår i elektroniske katedraler, hvor rumklange åbner sig om dybe basgange, der fører lytteren rundt på labyrintiske stier og udi fjerne galakser. Der er en særlig kosmisk intimitet på færde, som undertiden overrumples af grandiose synthflader og klubtunge drops – lidt inspireret af tidens toner velsagtens. Wayne Coynes honningsøde melodier leveres med infantil indføling og velkendt skrøbelighed, der formår at gøre grimt smukt – at være naiv så man fascineres.

Rundt omkring i teksterne støder man på enhjørninge, troldmænd og feer, men også i lyduniverset løber der en fabelagtig understrøm af frøers kvækken og fugles kvidren, som indgår helt naturligt i klangenes habitat. Sangstrukturer fremstår som kollager, der klippes op, afbrydes og smeltes sammen med den næste. Men pladens bedste numre er de uafbrudte og dvælende – som for eksempel den længselsfulde ’How’, der forener det lette og det tunge med Coyne i en sublim hitmelodisk førertrøje.

Parallelle drømmeverdener opsluger tid og sted på den æterisk tikkende ’There Should Be Unicorns’, og det nynnende groove på ’Almost Home’ kan man vende tilbage til igen og igen. Dog får man af og til fornemmelsen af, at eksperimenterne er for ubehændige – usnedige og skurrende – når for eksempel den symfoniske vellyd fra horn og strygere lider en kafkask dekonstruktion på ’Galaxy I sink’, og man dumper ned på en surrealistisk Radiohead’sk b-side, som aldrig kom med på ’Kid A’, fordi den ganske enkelt var for underlig.

Coynes liberale forhold til tonalitet tager momentvis også en lidt voldsom og unødig konfrontation med den behagelige lytteroplevelse. For selv om målet helliger midlet nogen gange, så vil tilfældet det altså, at de fleste af os sætter pris på istemt harmoni.

Det rokker imidlertid ikke ved, at ’Oczy Mlody’ i sidste ende er et besnærende, unikt og ekstremt veludført album, der blotlægger The Flaming Lips’ uransagelige talent for at bygge universer. Turen derud er for evigt kalejdoskopisk og uren som en kunstmalers klattede kittel.


Kort sagt:
The Flaming Lips’ 14. album sprudler af kreativitet i elektroniske katedraler, hvor både tid og sted transcenderes. Selv om eksperimenterne momentvis skurrer, skygger det kun lidt for en uovertruffen og kalejdoskopisk helhed.

Sponsoreret indhold
Indrøm det. Du får ikke fikset din cykel.
Skift til et Swapfiets-abonnement og få en billig, lækker cykel, der er køreklar – hele tiden. Gå efter det blå forhjul, og læs mere her.
Swapfiets
Sponsoreret indhold