Lana Del Reys glamourøst-deprimerende ‘Lust for Life’ kløjes aldrig i klicheerne

Lana Del Reys glamourøst-deprimerende ‘Lust for Life’ kløjes aldrig i klicheerne
Foto: Neil Krug
Lana Del Reys glamourøst-deprimerende ‘Lust for Life’ kløjes aldrig i klicheerne - Lust for Life
4 6
Lana Del Rey
'Lust for Life'

Album, Universal

Lana Del Rey udtalte forleden i et interview til Pitchfork, at sangtitlerne på hendes nye album (det fjerde på bare fem år) med fuldt overlæg er komplet on the nose. De er skabt med det formål at vække så rendyrkede Lana-associationer hos lytteren, som tænkes kan: ’Cherry’, ’White Mustang’, ’Groupie Love’, ’Beautiful People, Beautiful Problems’, ’Summer Bummer’.

Man fristes til at spørge: Hvor Lana kan det egentlig blive?

Dykker man længere ned i tekstuniverset, venter en tilsvarende ophobning af umiskendelig Lana-lyrik. Det er stadig den feberhede stemning af Californien i 50’erne, 60’erne og 70’erne (som regel med adresse i Hollywood). Lyrikstumper, der refererer alt fra Simon & Garfunkel, Charles Manson, Bob Dylan, John og Yoko, Elton John og det ultimative pigegruppe-smash anno 1963, The Angels’ ’My Boyfriend’s Back’, udgør scenen for hendes mytespinderier.

Den forunderligt tidløse, for ikke at sige aldersløse (men for en god ordens skyld, 32-årige), stjerne mikser atter det henførende ved drømmen om filmbyens svundne magi samt attraktionen ved evig sol, sommer og flirt med en fornemmelse for en snigende fatalitet: berømmelsens giftige bagsider og den farlige tiltrækning, der resulterer i vold eller ligefrem død.

Det glamourøse og det depressive spejler konsekvent hinanden i dette univers. Del Rey viser os fortfarende, at et glamourøst liv kan være ganske overordentligt deprimerende, og at et deprimerende liv (med en deprimerende slutning) omvendt er besættende glamourøst.

Hvor hendes to første album, ’Born to Die’ og ’Ultraviolence’, titelmæssigt betonede det fatale aspekt, har hendes to seneste udspil,’ Honeymoon’ og, altså, ’Lust for Life’, lagt vægten på det livsbekræftende.

Det er i det hele taget som om Del Rey denne gang lader lyset brænde lidt længere end vanligt, hvilket kommer forbilledligt til udtryk på førstesinglen ’Love’, hvor kærlighedens omslag til mørke og jalousi aldrig rigtig indfinder sig. Kærligheden får (tilsyneladende) lov til at sejre (i hvert fald for en stund!). Rent sangskrivningsmæssigt bedømt er det en af hendes bedste nogensinde – en øm, sart og formfuldendt dagdrøm af en kærlighedssang, som et forsigtigt, men inderligt kys i skumringen af en perfekt sensommerdag.

Det er næppe tilfældigt, at Del Rey smiler på det vanligt retrodyrkende albumcover. Man aner konturerne af en modnet sangerinde, der er knapt så femme fatale som tidligere. Måske denne mere afslappede attitude har været en medvirkende årsag til, at hun har inviteret gæstevokalister som Sean Ono Lennon, Stevie Nicks (en proto-Lana Del Rey om nogen!), The Weeknd (på det skuffende forglemmelige titelnummer) samt rapperne ASAP Rocky og Playboi Carti med på vognen (en hvid Mustang, naturligvis).

Foto: Neil Krug

Del Rey serverer hele 16 sange på 72 minutter, hvilket er nærmest grotesk i overkanten af, hvad hendes fortsatte fokus på langsomme torch songs kan bære. Man skal virkelig være Lana-fil for ikke at dele ’Lust For Life’ op i mere overkommelige bidder. Men så er det faktisk også ganske imponerende i hvor høj grad hun formår at rendyrke sin egen fascination for en særlig stemning og et særligt miljø uden for alvor at kløjes i klicheerne. Man køber tværtom hendes uophørlige applikation af faste stilgreb som udtryk for en anderledes form for autenticitet.

Havde hun nu bare sløjfet tre-fire af de mest slæbende ballader, havde hun stået med et endnu stærkere slutprodukt. Fremhæves bør i hvert fald de tilsyneladende Trump-kommenterende (så meget for, at Del Rey udelukkende bevæger sig i nostalgiens tusmørkezone) ’When the World Was at War We Kept Dancing’ (med de gentagne linjer: »Is this the end of America?«) og ’God Bless America – And All the Beautiful Women In It’ (en slags anti-grab them by the pussy-manifest med ledsagende pistolskud og hele moletjavsen), ’In My Feelings’ (hvor hun strækker stemmen til bristepunktet over en tidstypisk trap-percussion-bund) og ’Coachella – Woodstock In My Mind’, et syret møde mellem nutidsvision og fortidsideal, der – hvilket er værd lige at gentage – har en sangtitel, som kun Lana Del Rey kunne have fundet på.

Stod det ikke allerede klart, så slår ’Lust for Life’ det fast med syvtommersøm: Lana Del Rey er en aquired taste som få andre nulevende popstjerner. Man kan måske indvende, at personaen Del Rey er væsentlig mere ’pop’ end kunstnertemperamentet, der gemmer sig bag. Er hendes konsekvente mytedannelse i virkeligheden mere pop art end pop? Måske.

Uanset hvad: Er du skeptiker, bliver du ikke omvendt af ’Lust For Life’. Er du allerede omvendt, kan du roligt dykke ned i denne stemningsfuldt bedøve(n)de drøm af en lys- og skyggemættet svømmepøl.


Kort sagt:
’Lust For Life’ er det måske hidtil mest rendyrkede Lana-udspil med sin gennemførte æstetik og tematikker, de selvparodiske sangtitler og den langstrakte spilletid. Er man i forvejen til Del Reys glamourøst-deprimerende americana-vintage er der meget at hente, men er man Lana-skeptiker, vil man kun få bekræftet sine fordomme.

Læs også: Poppens melankolske dronning Lana Del Rey: »Jeg er ikke et produkt eller nogens konstruktion«