Hun ligner den arketypiske amerikanske brunette med sine store, troskyldige øjne og svulmende læber: En kølig men selvsikker prom queen på vej til sit high school-afslutningsbal.
Sandheden er, som vi ved, mere forplumret. En af sangene på debutalbummet fra 2012, ‘Born to Die’, hedder ‘Dark Paradise’, en titel som understreger den vekselvirkning, der gør Lana Del Rey til en af tidens mest analyserede – og måske mest misforståede – popstjerner.
Den billedskønne perfektion og glatte overflade blandes med en mørk understrøm af depraveret farlighed og tristesse i hendes musik. Den har fået etiketten Hollywood sadcore og hun selv the gangsta Nancy Sinatra. Titlen på hendes nye album, ‘Ultraviolence’, er hentet fra Anthony Burgess’ romanforlæg til Stanley Kubricks ‘A Clockwork Orange’ og flere af hendes sange flirter med temaer og motiver fra Vladimir Nabokovs uopslidelige ‘Lolita’.
Hun leger med andre ord med impulser hentet fra mere end et halvt århundredes amerikansk og britisk populærkultur. Elementer fra film-, mode-, musik- og litteraturhistorien finder sammen i et sælsomt blandingsforhold, hvor den perfekte overflade perforeres af inderlighed og nostalgi, melankoli og en urovækkende desperation ved forførelseskunstens fremmedgørende effekter: Tomheden i at efterstræbe det kunstigt perfekte.
I Lana Del Reys tvetydige persona mødes det vampede og det seksuelt underkuede, som for eksempel i videoen til ‘Ride’, hvor hun ‘går på omgang’ blandt en gruppe bikere og i teksten til ‘Ultraviolence’, titelsangen på hendes imødesete andet album, hvor hun synger de provokerende linjer: »He hit me and it felt like a kiss«, der med Del Reys typiske fornemmelse for populærkulturelle referencer rimer på Phil Spector-pigegruppen The Crystals’ hit fra 1962.
Den amerikanske drøm truer med at forvandle sig til et mareridt i hendes univers. Alt efter øjnene der ser, indkapsler hun og hendes sange en drømmeverden eller en helvedesvision, hvor det endeløse fremskridt og tørsten efter selvrealisering står over for den afgrund eller perversion, som dyrkelsen af den amerikanske drøm kan udarte sig til. På en måde er hun et opdateret billede på Leonard Cohens ofte citerede ord om Amerika som »the cradle of the best and of the worst«.
‘Do you like it?!’
Forud for interviewet har jeg efter en del tovtrækkeri fået lov til at lytte til fem af sangene fra ‘Ultraviolence’. Det bliver til tre gange fem aflytninger, inden adgangen til filerne spærres.
Om det er det samme kontrolbehov, der får sangerinden til adskillige gange undervejs i vores samtale på venlig, men lettere inkvisitorisk vis at udfritte mig en holdning til hendes nye numre, videoer, samarbejdspartnere eller generelle image, skal jeg lade være usagt. Måske er der bare tale om en ukompliceret ligefremhed og nysgerrighed, et indlejret amerikansk høflighedskodeks eller måske den indgroede usikkerhed, hun til stadighed udstråler?
Hvad synes jeg for eksempel om, at hun benytter sig af en høj sopranstemme i omkvædet til ‘Shades of Cool’, den anden single fra det nye album?
Og hvad med øjeblikket, da hendes primære samarbejdspartner på albummet, Black Keys-frontmanden Dan Auerbach, flår selvsamme sang åben med en forløsende guitarsolo?
Det ville indlysende nok være en taktisk brøler i netop denne kontekst at kritisere de nye sange, men Lana lyder uforbeholdent taknemlig for mine anerkendende ord: »Det gør mig så glad at høre dig sige det«, udbryder hun flere gange.
Hun er selv særlig begejstret for sin vokalpræstation på netop ‘Shades of Cool’. Da jeg bifalder, synger hun omkvædet til sangen i sin fulde længde, og selv om den transatlantiske mobilforbindelse ikke udgør den optimale transmission af de på samme tid blide og skingre toner, er jeg forundret over hendes frygtløshed.
»Nå, jeg gjorde det foran 10.000 mennesker i går aftes«, siger hun og griner med en varemærket sødme, som var hun opflasket på Marilyn Monroe-film fra den lidt lettere skuffe – hvad hun, hendes filmfascination taget i betragtning, sikkert også er. Der er noget indladende, næsten kælent ved hendes stemme, dog understøttet af kokette indfald, der falder som små, frydefulde chok, som kan give samtalen en elektrisk spænding, lige som man tror, den er ved at sukre til.
Med de 10.000 mennesker henviser hun til en festivalkoncert i Denver, Colorado, en både »frydefuld og nervepirrende« oplevelse, fortæller hun. »Jeg er ikke så vant til store publikumsskarer endnu, men jeg kan mærke, at det kun skærper min evne til at forsvinde ind i musikken«, uddyber hun og fortæller begejstret om sit nye sceneshow.
Det er en spændende tid for Lana Del Rey. Forude ligger måneders promotionaktiviteter og koncerter og ikke mindst et betydeligt pres for at leve op til den hype, der med næsten orkanstyrke ramte hende i 2011 ved udgivelsen af debutsinglen, det virale monsterhit ‘Video Games’, hvis blanding af polaroidæstetik og Old Hollywood-vibes ramte en nerve i tiden. Debutalbummet ‘Born to Die’ har efterfølgende solgt i omegnen af syv millioner eksemplarer på verdensplan.
Berømmelsens bagsider
Men det er ikke altid lige sjovt at være Lana Del Rey. I medierne og internettets afkroge er hun blevet skoset for sin mangel på autenticitet og integritet. Før hun slog igennem som Lana Del Rey udgav hun et album som Lizzy Grant og mange følte sig snydt, da de fandt ud af, at videoen til ‘Video Games’ ikke var helt så do-it-yourself, som den gav sig ud for at være. Der har været skrevet om hendes romantiske forhold til en pladeselskabsboss, spekuleret i ægtheden af hendes læber, og hun har måttet høre for sin fars millionærstatus. Det er blevet mere end antydet, at hendes nuværende popstjernestatus udelukkende er farmands penges værk, selv om sandheden om hans penge og involvering i datterens liv ifølge hende er stærkt overdrevne.
Efter at have talt med Lana Del Rey – født Elizabeth Woolridge Grant for 28 år siden – i 20-25 minutter virker det oplagt at gribe fat om nældens rødder. Hendes rislende latter og charmerende triller med stemmen er tillidsvækkende i en grad, så spørgsmålet virker helt ufarligt, ja næsten naturligt.
Vi lavede et interview med dig for næsten tre år siden op til udgivelsen af ‘Born to Die’, hvor du virkede oprigtigt ked af al den medievirak, der rasede om dit image, din fortid og spørgsmålet om din integritet i forhold til Lana Del Rey-personaen. Du sagde blandt andet, at hvis det var prisen for at være popstjerne, ville du hellere opgive det hele. Hvordan har du det nu? Føler du, at du har lært at håndtere al opmærksomheden og de mindre pæne sider af livet som berømthed?
Der går et par lange sekunder, før hun svarer – som om hun overvejer, om det er nu, hun skal være på vagt. Men da hun først siger noget, lyder hun præcis så afklaret og inviterende som ellers.
»Der er et brud eller en afstand mellem mit personlige liv og det, der bliver skrevet om mig. Og det er der stadig. Jeg vil ikke sige, at jeg har fundet mig til rette med det. Det er måske heller ikke meningen? Jo mindre jeg siger, jo mere spekulerer folk og udlægger mig på kryds og tværs, og netop fordi jeg forsøger at beskytte mig selv, gør jeg mig sårbar, fordi alt så bliver analyseret og ligger åbent for fortolkning. Jeg føler mig på afstand af al den snagen og mistænkeliggørelse, men alligevel påvirker det mig til en vis grad. Men det er det hele værd. I hvert fald føles det sådan lige nu. Jeg har den her følelse af, ‘Yes! Tak, Gud. Jeg fik lavet den plade, jeg gerne ville lave. Fedt’«.
Anser du dig selv for en atypisk popstjerne?
»Ja, det synes jeg, jeg er. Jeg flyttede tilbage til New York, da jeg var 17. Jeg prøvede mig selv af som sangerinde, og først var der ingen reaktion. Jeg var ikke spor populær, og jeg tænkte, at det måske aldrig ville blive bedre. Og hvis det blev bedre, så ville jeg ende som sådan en evigt turnerende folk- og jazz-sanger, der rejser USA tyndt«, siger hun og griner.
»Min musik er drevet af historier, og det synes jeg ikke, man kan sige om den typiske popstjerne. Jeg føler heller ikke, at jeg opfører mig som en popstjerne. Jeg hænger ikke ud med andre popstjerner. Jeg opsøger slet ikke de cirkler«.
Og som for at understrege det absurde i en popstjernes gebet inddrager hun den situation, hun er plantet i netop nu, som et villigt interviewoffer.
»Sådan noget som at lave interviews… For mig er det underligt og atypisk at blive interviewet. At du sidder omme på den anden side af jorden og har en holdning til mig og har en interesse i det, jeg siger, og det, at det skal kommunikeres videre til et større publikum. Det er da mærkeligt, ikke?« Hun lader spørgsmålstegnet hænge i luften.
Hvordan ser du selv forholdet mellem popstjernen Lana Del Rey og privatmennesket Elizabeth Grant?
»Lana er et navn, jeg fandt på, ja, men det er 100 procent mig. På en måde er det den person, jeg drømte om at være, da jeg som lille pige fantaserede om, hvordan jeg ville være, når jeg blev voksen«, siger hun grinende og får det til at lyde komplet uprætentiøst.
»Jeg bliver spurgt meget om det, og det forvirrer åbenbart folk. Men det er naturligt for mig at udtrykke mig på den måde. Jeg kan ikke se det mystiske i det, for at være ærlig. I 60’erne var der ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at en kunstner kaldte sig noget andet på omslaget til et album – bare tænk på Bob Dylan eller David Bowie – og lige siden har utallige popstjerner klædt sig fjollet ud i musikvideoer. Lana Del Rey er mig, det er ægte, det er kernen i mig, det er det, jeg gerne vil. Jeg gør det, fordi det føles rigtigt. Jeg er ikke et produkt eller nogens konstruktion«, fastslår hun og tilføjer: »Måske vil folk indse det med tiden: Måske vil det give bedre mening, når jeg udgiver mit tiende album?« Hun holder en kunstpause og griner igen sit sødmefulde grin.
Så Lana Del Ray er Liz Grant?
»Ja, bestemt. Hun er mig. Helt bogstaveligt. Det er ikke sådan, at jeg oplever en transformation, når jeg går på scenen: At jeg bliver til Lana. Og omvendt bliver jeg ikke til Liz igen, når jeg træder ned fra scenen eller ud af fotografens spotlight. Man kan ikke stille det sådan op, for der er ikke nogen konflikt«, siger hun.
I næste øjeblik glider en mørk skygge ind over hendes lyse stemme, munterheden afløses af en træt, men skarp tone. Hun gentager, at konflikten befinder sig et andet sted, dér hvor virkeligheden forvrænges, fordi alle mulige mennesker og medier har aktier i hendes berømmelse.
»Det er, når jeg som offentlig person skal forholde mig til, at jeg vækker interesse eller anstød eller endda afsky, at jeg oplever en form for splittelse eller et behov for at tage afstand. Men det er vigtigt at understrege, at den følelse intet har at gøre med selve den kunstneriske proces, eller hvordan jeg opfatter mig selv som menneske. Den har at gøre med alt det uden for mig selv, som jeg ikke kan kontrollere«, siger hun.
14 dage i Nashville
På det nye album har Lana Del Rey teamet op med Dan Auerbach, der i de senere år har manifesteret sig som en travl producer ved siden af tilværelsen som frontfigur i et af USA’s mest populære rockbands, The Black Keys. Han har blandt andet produceret et meget rost comebackalbum for den gamle New Orleans-heksedoktor Dr. John og et album med blues-soul-sangerinden Valerie June. Og nu kan han tilføje Lana Del Reys cinematiske pop noir på sit cv.
Auerbachs fingeraftryk er diskret, men tydeligt på ‘Ultraviolence’: Ud over guitarsoloen, der lukker ned for ‘Shades of Cool’, løber hans akustiske guitar som et ildspor gennem ‘Sad Girl’, mens hans elektriske guitar ligger og skvulper døsigt som lunt havvand mod et klipperev på ‘Money Power Glory’. Sangens ekkorytme og distante støj – som et ensomt åndedrag eller et hvileløst spøgelse – vidner om Auerbachs tilstedeværelse bag Del Reys grådigt-begærlige ord: »I’m going to take them for all that they’ve got«.
Det er ikke underligt, hvis samarbejdet mellem bejleren til Amerikas rocktrone og popprinsessen for depraverede (og dopede) drømmere lyder besnærende, for koblingen er ikke umiddelbart den mest oplagte. Så hvordan kom det dog i stand?
»Jeg mødte Dan i New York City. Jeg havde brugt et par måneder i studiet på at indspille sangene med de samme folk som på ‘Born to Die’. Tilfældigvis løb jeg ind i Dan på en natklub. Jeg vidste faktisk ikke så meget om ham, men vi snakkede musik, og det klikkede imellem os. Kemien var der bare. På et tidspunkt spurgte han mig, om jeg ikke ville tage ned til ham i Nashville og bruge 14 dage på at indspille mit album sammen med ham, altså lave nye udgaver af de sange jeg allerede havde indspillet. Vi havde en virkelig sjov aften, og der var noget ved ham, der fik mig til at stole på ham. Så jeg sagde ja og tillod mig selv at være spontan«, siger hun med et grin og fortæller, at det ellers ikke ligger til hendes natur at lade tilfældighederne råde.
Hun er normalt meget afhængig af inspiration for at kunne skrive, og den dukker sjældent op i længere tid af gangen, »hvilket er frustrerende både for mig selv og de folk, jeg omgiver mig med«, som hun indskyder.
Men med Auerbach var det anderledes. Der skulle indspilles hurtigt og uden så mange dikkedarer – »jeg kunne jo ikke blive i Nashville i en evighed«. Her viste det sig at være en stor hjælp, at sangene var skrevet på forhånd, og at albummets tematikker lå fast.
»Jeg skal have en større fortælling, en ramme eller et mønster, jeg kan arbejde ud fra og støtte mig op ad. Jeg elsker koncepter eller temaer. De fleste af mine favoritalbum er konceptalbum, så jeg tilstræber altid selv en form for rød tråd. Mit første album var meget New York City. Det var der, jeg var, og det var energien fra byen og mine oplevelser i og drømme om den, jeg brugte. Det nye album har derimod en vestkyststemning over sig: L.A., drømmenes by, du ved, men også dekadencen, facaden og dens bagside. Der er både sol og skygger og sådan en jazzet vibe«, forklarer hun og namedropper Eagles, The Byrds og The Beach Boys som musikalske referencer.
»Jeg føler, at det er en naturlig opfølger, men heldigvis også et album, der rykker mig videre til et nyt sted. Jeg havde brug for at finde den rette person, der kunne forløse de ting i mig. Da jeg mødte Dan, og da vi arbejdede sammen i Nashville, vidste jeg, at det var det helt rigtige. Jeg tog en chance, og det gav pote«.
Hvordan vil du karakterisere Dans indflydelse på det færdige resultat?
»Han var en stor inspiration og en stor støtte. Det er på mange måder også hans plade. Han tog mange initiativer, men fik mig også til at fokusere på det, jeg gerne ville opnå. Der var en meget spontan atmosfære. Jeg tror faktisk, det var en fordel for os, at vi er næsten jævnaldrende. Jeg følte, at han forstod mig, og det gav mig friheden til at slippe alt løs. Det hjalp mig virkelig til at finde ny energi og gav mig modet til at ændre sangene. Han lyttede meget til mig og forstod mine grunde til at gøre tingene på min måde. Det var virkelig lærerigt og udbytterigt«.
Havde luftforandringen – det at indspille i Nashville i hans omgivelser frem for i dine egne – en indvirkning på albummet?
»Bestemt. Jeg har arbejdet med de samme mennesker i fire år nu, og pludselig møder jeg en fremmed mand og hopper ud i noget nyt på et meget vigtigt tidspunkt i min karriere. Men han skabte en nem og behagelig atmosfære. For eksempel hentede han sine bedste venner ind i studiet, og på den måde udgjorde vi et syvmandsband, hvor jeg sang live i studiet sammen med dem. Ofte var det i ét take, nogle gange tre eller fire. Men ikke mere. Det skete bare, og det var meget befriende«.
En sang er et univers
Sangtitlerne på ‘Ultraviolence’ udgør deres helt eget kapitel. De fortæller på en måde historien om Lana Del Rey i få, men velvalgte ord. Da de blev offentliggjort kunne man læse kommentarer på alverdens websites, der gik på i hvor stor grad, de udgjorde en selvbevidst popstjernes måde at lege med sit publikums forventninger på. For kan man forestille sig noget mere Lana Del Rey-agtigt end sange som ‘Sad Girl’, ‘Pretty When You Cry’, ‘Cruel World’ og ‘Old Money’? Eller en sangtitel, der tager mere tykt pis på kritikken af hende end ‘Fucked My Way Up to the Top’? Jeg spørger hende om sangtitlerne udgør et bevidst forsøg på at ægge fans og iagttagere?
»Ha ha. Sangtitlerne er en meget vigtig del af albummet som en samlet fortælling. De er lige så vigtige som selve sangteksterne. Flere af sangene, for eksempel ‘Cruel World’ og ‘Old Money’, har titler, der ikke direkte har med de pågældende tekster at gøre, men de repræsenterer en følelse eller et tema. Man opbygger et univers med en sang, og titlen skal gerne indfange det univers og være med til at sælge det«, forklarer hun og peger på selve albumtitlen ‘Ultraviolence’.
»Jeg havde titlen lang tid før, jeg var færdig med albummet, faktisk før jeg overhovedet skrev titelsangen. Så nogle gange kommer titlen først, fordi den får mig til at fokusere på, hvad det er, jeg forsøger at nærme mig. ‘Ultraviolence’ er et fedt ord. Jeg elsker fornemmelsen af at sige det højt. Og det indfanger kaosset, energien og det destruktive, der ligger på lur, når du slipper din kreativitet løs«.
Lana Del Rey er meget bevidst om at udnytte den spænding, der opstår, når man blander det kaotiske og destruktive med det pæne, polerede og perfekte. Det kan man høre i hendes sange og se i hendes videoer, men det er overordnet en vigtig del af fascinationskraften ved hendes popstjernepersona.
For Lana Del Rey er fantasi og virkelighed. Det er egentlig ikke så mystisk eller grænseoverskridende. Som hun selv gør opmærksom på, er der intet nyt i det, hun gør. Hun gør det måske bare ekstra overbevisende? Sensuel og urovækkende, drømmende og dopet. Hendes musik ville udgøre et lige passende soundtrack til en rom-com, en high school-komedie eller en zombie-b-film. Alt afhænger af beskuerens blik. Hendes univers er både genkendeligt og uhyggeligt, fordi det fordrejer virkelighedens og filmens ikoner, så man næsten ikke kan se forskel.
En gådefuld aura svæver omkring hende som cigaretrøgen fra en kæderygende femme fatale i en film noir fra 40’erne. Hun ved bedre end nogen, at der er mange, der gladelig lader sig indhylle i den.