Hennedub jagter drømmen i Los Angeles: »Det kræver hårdt arbejde at kravle op ad stigen atter en gang«

Hennedub jagter drømmen i Los Angeles: »Det kræver hårdt arbejde at kravle op ad stigen atter en gang«
Hennedub.
Foto: Samy Khabthani
Efter en endeløs række af hits for blandt andre Gilli og Kesi er den danske producer rykket til Englenes By for at arbejde. Men det er et helt andet game, han er trådt ind i.

Kursen på navnet Hennedub har været støt stigende den seneste tid. Som beatsnedkeren bag spandevis af radiohits for blandt andre Gilli (’Orale’, ’Tidligt op’, ’Rica’), Kesi (’God dag’, ’Mamacita’, ’Følelsen’) og Noah Carter (’Do You’), har den 23-årige Nørrebro-producer Henrik Wolsing over de seneste par år haft hitlisterne i sin hule hånd. Og en stor andel af afrobeat-bølgens udbredelse her til lands må uomtvisteligt tilskrives ham.

Så hvad sigter man efter, når man allerede i en tidlig alder erobrer urbanscenen herhjemme, nærmest bliver go-to-producer for flere B.O.C.-medlemmer og i øvrigt har producer-credits for navne som Christopher, Lukas Graham og Brandon Beal?

Spørger man manden selv, findes svaret på den anden side af Atlanten, hvor Hennedub nu søger nye græsgange i håbet om at holde producerkedlen i kog og samtidig udfordre sig selv. Han har nemlig skiftet Danmarks efterårsvåde blomkålsskyer ud med sol, sommer og astronomiske muligheder i Los Angeles.

L.A.’s gyldne vejr er lige så sikkert som amen i kirken, men det er udfaldet af Hennedubs eksil til USA’s vestkyst alt andet end. Sikkert er det dog, at talentet og ambitionerne så småt er ved at lægge ham i selen til et udfordrende producer- og sangskrivertogt, der kan ende med at tage ham vel ud over de danske grænser. Men hvad er det præcis for et game, beatkometen er trådt ind i? Vi fangede Hennedub over Skype til en snak om livet som producer, O1-visummer, musikbranchen i Englenes By og at starte fra scratch.

Lad os tage det fra bunden. Hvordan kom du ind i hele producergamet?
»Vi skal tilbage til dengang, jeg vel var 11-12 år og hørte rigtig meget hiphop. Når jeg siger hiphop, mener jeg egentlig mest sydstaternes Atlanta-crunk-trap-dirty south-musik. Jeg fik lyst til selv at prøve kræfter med det, så jeg rodede mig ud i noget rap, som jeg faktisk blev træt af efter et stykke tid. Jeg tænkte, der måtte være noget andet i samme boldgade, så jeg hoppede ud i at lave mine egne beats. Det syntes jeg egentlig var mere interessant end hele rappertingen, også fordi der ikke var så meget at rappe om dengang – det var jo bare noget med at gentage alle emnerne fra de sange, man selv hørte.

Jeg endte med at bruge ufattelige mængder tid på at lære at producere. Det var sådan noget med, at jeg hver dag efter folkeskolen kom hjem og bare så nye videoer på Youtube om, hvordan man gjorde det ene og det andet og det tredje. Det var det, der fangede mig helt vildt. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at det ikke lød helt godt til at starte med.

Nogle år efter i MySpace-tiden, hvor jeg må have været 14-15 år, førte det til nogle samarbejder med Joey Moe og Skinz, som min partner og jeg producerede debut-ep’en for. Pludselig begyndte der for alvor at ske ting og sager, så jeg endte i studiet med Medina og fik lavet musik med Johnson og U$O, hvilket var en fed oplevelse, som gav mig en masse kontakter og åbnede nye døre. Hele grime-bølgen kom også omkring denne periode, hvor jeg stødte ind i TopGunn, Kidd, Kesi og Gilli. Det var i den her tid, jeg fik lavet Kidds ’Uhh det er så svært at være så god’, som var mit første rigtige hit«.

Hennedub. (Foto: Samy Khabthani)

Hvordan føltes gennembruddet?
»Det var fucking nice. Jeg gik i gymnasiet dengang, hvor vildt mange var trætte af, at jeg hele tiden gik rundt og spillede »den der lortesang«, når vi havde pause. »Kan du ikke lade være med det, sluk det der«, og så kom den ud et par måneder efter, hvor det pludselig var dem selv, der hørte den hele tiden. Det var meget sjovt«.

Afrobeat har i længere tid siddet tungt på de danske hitlister, ikke mindst takket være dig. Hvordan blev du go-to-guy i den sammenhæng?
»Det er jo den gode Gillis skyld, må jeg nok indrømme. Han introducerede mig for hele den lyd allerede for omkring fire år siden. Dengang havde vi studier på samme gang lige over for hinanden i Glostrup. Vi fløj hele tiden ind og ud af hinandens lokaler, og allerede dengang viste han mig afrobeat-stilen, altså fransk rap med guitarer og nogle anderledes rytmer. Vi kastede os hovedkulds ud i det, dog uden den vilde succes. Men han var altid meget opsat på, at det var dét, han gerne ville lave, så han trumfede den bare igennem.

På et eller andet tidspunkt ramte vi så bare den helt rigtige formular. Det handlede om at få hul på bylden, og så var det straks nemmere at se visionen for mig. Jeg kom jo fra et helt andet sted musikalsk. Dengang hørte jeg navne som Lil Jon og Ludacris i overflod, så spansk guitar og fransk rap var en ukendt verden for mig. Vi snakker helt andre trommer, plugins, akkorder og melodier.

‘Tidligt op’ var det første rigtige afrobeat-nummer, jeg lavede. Men jeg synes også, vi fik flippet vores eget twist på det, så det blev lidt mere melankolsk, men stadig opløftende med den der nynnen, da det jo er seriøse ting, der snakkes om i den. Efterfølgende har vi så prøvet at udfordre lytterne derhjemme med tracks som blandt andet Gillis ’Rica’ og Kesis ’Følelsen’, hvor vi går lidt væk fra den rene afrobeat uden at give køb på det rytmiske, som man ikke finder i hård 808-hiphop. Det var for eksempel en superfed kombination at tage akkorderne fra afrobeat-numre og blande dem med hiphoptrommer for til sidst at ende med Kesis ’Mamacita’«.

Du er jo flyttet til L.A. Er der tale om den amerikanske drøm eller et midlertidigt inspirationsophold?
»Det er ikke rigtig nogen inspirationstur – det er en arbejdstur. Mit arbejdsvisum fik jeg for et par måneder siden, som er et såkaldt O1-visum. Det betyder, at jeg er en »alien of extraordinary ability« inden for mit felt, som giver mig en treårig opholds- og arbejdstilladelse herovre. Jeg var af sted herovre to gange sidste år, som man godt kan kalde for inspirationsture eller nærmere introduktionsture, hvor jeg ligesom skulle over og se temperaturen an og se, hvordan det hele foregår herovre«.

Hvordan ser din hverdag ud derovre?
»Ud over lidt IKEA-stress her i starten plejer det at forløbe sådan, at jeg mødes med en sangskriver ved totiden, men ikke nødvendigvis hver dag. Til at starte med var der ikke vildt mange sessions, men pludselig fik jeg rigtig travlt. Det er dog ikke sådan, at jeg nødvendigvis har sessions fem dage i ugen, for jeg bruger også meget tid på at nørkle rundt med produktionerne og finpudse dem på egen hånd. Ellers får man simpelthen for meget at se til, og så er der 16 forskellige mennesker, der river i dig fra begge sider: Hey, hvad så, hvad med den der sang fra forrige uge, har du arbejdet videre på den?«.

Annonce

Jeg vil jo også gerne have et liv herovre ud over studietiden. Men ellers mødes man bare i studiet med en ny person, som man typisk lige bruger en halv time på at lære at kende, og så går man ellers bare i gang med at støbe noget sammen. Nogle gange klikker man, andre gange gør man ikke. Nogle gange er den der bare, og andre gange er den ikke, så man veksler mellem nederen sessions og rigtig fede sessions. Har man fede sessions, ses man igen, og på den måde finder man ligesom sit netværk af go-to-writers, man kan bruge fremad. En person kan sagtens have et flot cv, men kemien i studiet er altafgørende«.

Hennedub i studiet. (Foto: Samy Khabthani)

Kan du afsløre, hvem du har været i studiet med?
»
Jeg har lige været inde med Nico & Vinz og en pigegruppe herovre, der hedder Good Girl. Derudover en masse sangskrivere, som for det meste er undercover, og som holder sig i baggrunden. Jeg kan også afsløre, at den gode Oliver Kesi faktisk kommer herover senere i dag (3. oktober, red.). Så de næste to uger skal vi også lave lidt dansk musik«.

Hvad er det for et producergame, du er trådt ind i nu?
»Det er klart anderledes end i Danmark. Det der med at skulle møde en ny person hver dag, i hvert fald her i starten, er sgu ret anderledes end at ramme studiet med for eksempel Kesi, Gilli, Xander eller TopGunn eller en hvilken som helst anden, jeg er vant til at arbejde sammen med derhjemme. Det med at skulle gøre det her hver dag gør jo, at man rimelig hurtigt skal blive god til at tage den her introduktionssnak: »Hvad er du for en type, og hvad kan du godt lide at lave?«. For man skal jo også få lavet noget, så det er meget svært.

En anden ting er også, at man langt fra altid sidder og laver musik til personen, du sidder i studiet med, som når jeg sidder med Gilli eller Kesi. Er man inde med writers og ikke en artist, sidder man jo og laver en sang til en helt tredje person, som ikke er i rummet, og som vi ofte slet ikke ved, hvem bliver. Det er svært ikke at vide, hvilken retning, man er på vej ud i. Det kan være en Rihanna eller en Justin Bieber eller en anden artist, som senere hen skal have nummeret. Når man har skrevet det, kan man dog godt nogenlunde forestille sig, hvem sangen kunne passe til. Nogle gange finder man også ud af det halvvejs: Hey, det her kunne egentlig godt lyde som noget for Beyoncé.

Men man bliver bare nødt til ligesom at få det kørt i en eller anden retning, for ellers kan det godt være ligesom at famle i blinde. Jeg ved jo allerede, hvad Gilli og Kesi godt kan lide, når jeg sidder derhjemme, men her er det noget helt andet. Man sidder jo og arbejder på noget, man ikke kender udfaldet af. Det skal man lige vænne sig til, men det er en meget cool måde at arbejde på. Jeg elsker en god udfordring.

Hele delen med at gå ind med en masse writers er et super vigtigt skridt imod at opnå succes herovre. Man får virkelig udviklet sine skills, idet de er pisse dygtige. Men det er også igennem disse writers, at man pludselig bliver inkluderet i sessions med de større artister, og via dem man får lavet en masse fede sange, som lidt er ens visitkort over for labels og forlag i forhold til, at de har én i tankerne, næste gang deres artister skal i studiet med nye producere og sangskrivere«.

Signalerer L.A. et stilskifte for dig produktionsmæssigt? Hvad for en type beats er vi ude i?
»Umiddelbart vil jeg sige, at det er mere poppet lige her til at starte med. Vi kommer også til at tage en periode, hvor jeg måske tager til Atlanta. Eller også tager jeg bare noget tid her i L.A., der er dedikeret til mere urbanmusik. Det er et svært område at komme ind på herovre, hvis man ikke lige kender de rigtige. Så lige til at starte med sidder jeg bare og arbejder med sangskrivere, da det er nemmest. Hvis man virkelig nailer den og får skrevet en popsmasker, så får man fandeme også hurtigt hul igennem.

Jeg vil dog helt klart også lave nogle mere urbanagtige ting, hvor jeg får lov til at lave lige, hvad der passer mig. Tit med de her popsange gør jeg dem ret hiphoppede i udtrykket på grund af de musikalske rødder, jeg har. Men det er sådan mere amerikanerpop, end det er hjemme i Danmark. Lyden er typisk mere fyldig og ’dyr’, tror jeg. Det er som om, der er lidt højere krav herovre. Eller også kan det bare være, at vi skal lære dem, hvad afrobeat er for noget«.

Hennedub. (Foto: Samy Khabthani)

Lægger USA-eksilet en dæmper på samarbejdet med dine danske drenge?
»Overhovedet ikke. Nu kommer Oliver Kesi jo snart, han lander om et par timer, og så har vi de næste to uger sammen, hvor vi har planlagt en masse ting med henblik på fremtiden derhjemme. Og jeg sender stadig mange ting til Gilli og Molo og resten af holdet, så der er stadig masser af gang i maskineriet hjemme i Danmark. Men det er også klart, at det bliver sværere at lave tingene på samme måde, når vi ikke kan mødes i studiet som ellers. Jeg har det tit med at være ret involveret i indspilningsprocessen og lige støde til med melodier og ideer. Så det kan være, vi også lige må hoppe på Skype, hvis det skal fungere helt optimalt«.

Er der bestemte producere, du spejler dig i?
»Jeg kan rigtig godt lide hele Drake-hoffet. Boi-1da, Vinylz, Noah ’40’ Shebib, Allen Ritter og så videre. Frank Dukes er også en superdygtig producer, som nærmere er en komponist end en producer. Jeg elsker producere, der laver ting til den melodiske side«.

Hvad tænker du egentlig om hele afrobeat-eksplosionen derhjemme?
»Hver fredag kommer der jo efterhånden nye afrobeat-sange på Spotify. Folk elsker det, så det er jo helt cool, at alle laver det. Det er jo heller ikke noget, jeg på nogen måde kan tage ejerskab over, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi har fået det fra blandt andet Frankrig.

Personligt blev jeg dog lidt træt af, at der var meget af det. Det var netop derfor, vi endte med at lave ting som ’Rica’ med Gilli, hvor vi tog inspiration fra et andet kontinent. Men det er jo stadig superrytmisk og noget, folk kan have en fest til. Og med ’Følelsen’ med Kesi har vi taget udgangspunkt i hans afrikanske rødder. Jeg synes, at afrobeat føltes lidt som den samme sang igen og igen, så derfor havde jeg selv brug for at prøve noget andet.

Men selvfølgelig er det helt cool, at folk bliver ved med det. Det er en god ting for hiphop, da det får rapperne ud i nogle mere melodiske områder, som jeg synes er fedt«.

Hvad håber du i sidste ende at opnå?
»Først og fremmest at fortsætte den gode stime. Jeg starter jo fra scratch herovre i et nyt land, nyt miljø, nyt netværk. Jeg har selvfølgelig en masse gode kontakter allerede, men jeg skal bevise mit værd herovre på samme måde, som jeg gjorde det hjemme i Danmark. Det kræver hårdt arbejde at kravle op ad stigen atter en gang. Så må jeg jo se, om jeg kan blive lige så succesfuld her, som det ser ud lige nu i Danmark. Drømmen er at klare sig så godt, at jeg kan leve af det. Jeg tror gerne, jeg vil bo herovre. Men det kan også være, at jeg på et eller andet tidspunkt tænker: »Nå, det var da meget sjovt. Nu tager vi hjem til Nørrebro igen«.

Men der er i hvert fald hårdt arbejde forude det næste lange stykke tid. Jeg har ikke tænkt mig at holde pause lige foreløbig. L.A. er ligesom næste skridt op ad trappen og en ny udfordring, og det er jo altid vildt spændende«.

Hør interview med Hennedub i Standard – Soundvenues hiphop-podcast HER.