Her er fem sommerfestivaler i Europa til dig, der elsker hiphop

Her er fem sommerfestivaler i Europa til dig, der elsker hiphop
ASAP Rocky.
Foto: Frazer Harrison/Getty Images
Elsker du hiphop? Elsker du at rejse? Så bør du måske tage på en hiphopferie. Londons Wireless Festival er desværre allerede udsolgt, men her er fem andre eurpæiske festivaler, der kan give dig hiphopweekender, du sent vil glemme.

1. Lovebox
– London, England

London-festivalen har udviklet sig meget gennem årene. For ti år siden prydede 80’er-popnavne som The B-52’s, Duran Duran, Blondie og The Human League toppen af plakaten, men de seneste år har fokus i stigende grad været på hiphop og r’n’b. I år har de et af de lineups i Europa, som man lettest kan begynde at savle over.

I toppen af plakaten finder vi Childish Gambino, Skepta, SZA, Wu-Tang Clan og N.E.R.D. Jovist, sidstnævnte gæster også danske NorthSide, men det her er nu også en ganske lækker pakkeløsning. På plakaten finder vi også superproduceren Cashmere Cat, OutKast-rapperen Big Boi, østkyst-rapperen Action Bronson samt de Roskilde-aktuelle stjerner Anderson .Paak, Vince Staples og MHD.

Lovebox foregår den 13.-14. juli i Gunnersbury Park i London. Se det fulde program HER.


2. Nass Festival
– Bristol, England

Hvis du ikke allerede har købt din Roskilde-billet, er der måske grund til at overveje en lille tur til England i starten af juli. Her bliver festivalen Nass afholdt, og plakatens top ser rigtig køn ud med navne som grime-pioneren Dizzee Rascal, 80’er-giganterne Run-DMC og outsider-hiphoppens gudfædre De La Soul.

Der er et spraglet program, der byder på lidt af hvert. Reggae-rapperen Stefflon Don står side om side med Chicago-rapperen Vic Mensa, og lidt længere nede prydes plakaten af afro-trapperen Yxng Bane, den charmerende grime-rapper Lady Leshurr og den lidt mere hardcore AJ Tracey – og endnu mere helt ukendt fra den britiske undergrund.

Nass Festival foregår den 5.-8. juli på Royal Bath & West Showground nær Bristol. Se det fulde program HER.

Sponsoreret indhold
Til den lyse sommeraften – og dagen derpå
Skål for solskinnet, livet og de lune, lyse nætter. Royal har skabt en ny øl med halvt så meget alkohol, samme gode smag og masser af økologi.
Royal Beer

3. May Weekender
– Birkenhead, England

Ja, England er der, man tager til for gode hiphopfestivaler, og allerede i slutningen af maj står det på endnu et stærkt tilbud. Med Tory Lanez, JME, Metro Boomin og ASAP Ferg i toppen af plakaten er der lagt an til en bragende weekend, og i tilgift er kun ganske få af navnene på programmet at finde i det danske festivallandskab til sommer.

Kigger vi lidt længere nede på plakaten er der stadig godt med guf. BlocBoy JB, Denzel Curry, Famous Dex, Lil Skies, Lotto Boyzzz, Suspect, Yungen, Yxng Bane…

May Weekender er den festival på denne liste, der har færrest navne, men de har godt nok sørget for at plukke et udvalg, der repræsenterer den nye bølge af rappere på bedste vis, både lokalt og internationalt.

May Weekender foregår den 25.-27. maj i Prenton Park i Birkenhead. Se det fulde program HER.


4. Woo Hah!
– Tilburg, Holland

Okay, okay, det hele foregår altså ikke i England. Hollandske Woo Hah! byder især på stærke, relevante amerikanske navne som ASAP Rocky, Migos, J. Cole, Joey Bada$$ og Action Bronson.

Lidt længere nede på plakaten finder vi dog for alvor festivalens identitet, der ikke er ulig den udsolgte London-festival Wireless. De har skaffet helt unge internetfænomener som Lil Pump, Ski Mask the Slump God, Rich Brian, Lil Xan, Trippie Redd og Smokepurpp, som de danske festivaler øjensynligt ikke er vanvittigt interesserede i (Lil Xan kommer dog på Nibe Festival og Trippie Redd til Hafnia Zoo).

Af andre nævneværdige kunstnere kan man finde UK-rapperen Giggs, Junglepussy og Cashmere Cat.

Woo Hah! foregår i Poppodium i Tilburg den 13.-15. juli. Se det fulde program HER.


5. Hip Hop Kemp
– Hradec Králové, Tjekkiet

Hvis du venter til august, ser alle turnéplanerne ret anderledes ud, og derfor har tjekkiske Hip Hop Kemp et lineup ulig det meste af konkurrencen. Ind til videre tæller årets lineup $uicideboy$, Joyner Lucas og Chief Keef i toppen, og resten af programmet er lige så farverigt.

Dilated Peoples-medlemmet Evidence giver koncert, og forbliver vi retro, er Houston-rapperen Devin the Dude også på plakaten. Hvis man vil have det helt nye trap, har de booket Bill $aber, og der er stadig flere navne på vej.

Tidligere har festivalen været meget orienteret omkring nostalgi-acts, men de seneste par år har de booket højaktuelle kunstnere som Anderson .Paak, Kendrick Lamar og The Underachievers. Tænk på det som en lidt mere moderne udgave af den hedengange Vanguard Festival i København.

Hip Hop Kemp foregår i festivalparken i Hradec Králové den 23.-25. august. Se det fulde program HER.

Læs også: Fem oplagte hiphop-afløsere til Cardi B’s aflyste Roskilde-koncert

Læs også: Roskilde Festival: Fem tanker om det endelige program – på godt og ondt