‘Indigo’ er en musikalsk scrapbog med Wild Nothings åbenlyse 80’er-indflydelser
De to første album, Jack Tatum udgav i starten af årtiet under navnet Wild Nothing, er fortsat betagende – han har stort talent for at skabe skønne klangflader, mens han stadig holder igen med de store armbevægelser. Tatum formåede endda at give dreampop-genren noget tiltrængt løssluppenhed.
Tatum har foruden den tydelige dreampop-indflydelse altid draget inspiration fra 80’er-pop, hvilket var tydeligt på hans tredje album, ‘Life of Pause’, hvor næsten alle sange var en pastiche af hver sin 80’er-stilart. Det samme gør sig gældende på ‘Indigo’, hvor hans inspirationskilder er tydeligere end nogensinde før.
Der er Joy Division på ‘Shallow Water’, The Police på ‘Partners in Motion’, Tears for Fears på ‘The Closest Thing to Living’, Pet Shop Boys på ‘Flawed Translation’ – det er en hel lille scrapbog af Tatums indflydelser, som er sjov at dykke ned i, hvis man deler Tatums forkærlighed for new wave og synthpop.
Nogle af sangene har næsten ingen spor af den dreampop, der gjorde Tatum så populær til at starte med. Hans kompositioner er stadig tit charmerende og catchy, men når han skriver en sang som ‘Letting Go’, der ville være velegnet til en fyldig vokalpersonlighed som Robert Smith fra The Cure, kommer Tatums spinkle stemme til kort.
Tatums lydbilleder er blevet mere fyldige, men samtidig er de blevet langt mindre fokuserede. Hvor næsten alle lyde på hans tidlige album tjente klare formål, er der masser af lir på ‘Indigo’, der ikke tilføjer noget. Halvdelen af instrumenterne på ‘Through Windows’ er cheesy glasur, der højst kan roses for at fjerne fokus fra, at sangen har en af Tatums hidtil fladeste melodier.
‘Indigo’ løber ind i det samme overordnede problem som sin forgænger: Albummet føles retningsløst. Tatum har selv sagt, at han har søgt at skabe et album, der lyder tidløst, eller i hvert fald som noget, der findes et sted uden for tiden. Det eneste track, der egentlig formår dette, er ‘Wheel of Misfortune’, hvor han for en gangs skyld ikke hænger sig i 80’erne – i stedet får han skabt en blød, drømmende rocksang fra en række velsammensatte, catchy byggeklodser.
Blot fordi albummet mangler retning og ikker er nær så tidsløst, som Tatum håbede på, betyder det ikke, at sangskrivningen er dårlig. De fleste af sangene har ekspressive, mindeværdige melodier, og han har været god til at vælge stilarter, der passer godt til disse numre.
Desværre formår Tatum ikke på noget tidspunkt at overgå sine inspirationskilder, og når albummet ikke er mere helstøbt, ender det med at lyde som en opsamling af b-sider fra en række assorterede britiske new wave-grupper. Som regel er det ganske fine b-sider, men det er sjældent noget, der får øjnene til at spile op.
Kort sagt:
Wild Nothings fjerde album er en samling ganske nydelige 80’er-nostalgiske poptracks, men til trods for generelt charmerende sangskrivning er albummet fattigt i forhold til både højdepunkter og målrettethed. Det er en gennemlytning værdigt, men det er ikke det tidløse album, Jack Tatum havde håbet på.