2005 var Houstons år.
Byens indtil da oversete scene eksploderede med sangen ‘Still Tippin” af lokalstjernen Slim Thug, den hvide grillz-entusiast Paul Wall og en vis karismatisk opportunist ved navn Mike Jones. Lyden var tung, laidback og frem for alt langsom.
Houstons hiphopscene havde længe været domineret af den såkaldte chopped’n’screwed-stil, der var opfundet af den legendariske DJ Screw. Den går i sin kerne ud på, at stemmer og nogle gange hele sange pitches helt ned, så de kører ekstremt langsomt og forvrænget. Det er slowmotion-rap, der skulle lyde endnu bedre, hvis man var på lean.
Den narkotiske hostesaft var nemlig en indgroet del af byens kultur, og med Houstons succes blev den hele USA’s nye favoritdrug. Udbredelsen af lean har senere haft fatale følger, blandt andet for selveste chopped’n’screwed-opfinderen DJ Screw, der døde af en overdosis.
Men i 2005 var det fascinationen, der herskede. De her rappere havde en original stil, deres helt egen lyd og en særlig fascination af farverige biler, skinnende diamant-grillz og lilla hostesaft. Hele hiphopscenen blev forelsket i Houston. Og ingen var bedre til at indkapsle byens joviale, henkastede vibe end Mike Jones, der med sin uskyldige karisma, sit øre for catchy one-liners og talent for skamløs selvpromovering blev Houstons – og USA’s – store nye stjerne i 2005 med albummet ‘Who Is Mike Jones?’.
Hvordan blev det til?
Houston-scenen var et af hiphoppens sidste ægte lokalmiljøer. I dag flyder alle regionale lyde sammen takket være internettet, men i 2005 var Houston stadig isoleret nok til at være sit helt eget lille univers med sin egen lyd og sit eget sprog.
Den sløve, næsten bedøvende chopped’n’screwed-musik dominerede byen, og pladeselskabet Swishahouse sad tungt på markedet. Selskabet husede de lokale stjerner Mike Jones, Slim Thug, Paul Wall og Chamillionaire (ham med ‘Ridin’ Dirty’!), og intet tydede på, at det her lukkede univers nogensinde ville åbne sig op for omverdenen.
Men så kom den catchy single ‘Still Tippin” og katapulterede pludselig Mike Jones, Paul Wall og Slim Thug til stjernestatus. Mike Jones var den første, der skulle udgive et album, så banen var fri til, at han kunne tage rollen som Houston-stilens definernede stemme.
Og der har sjældent været en kunstner, der så ivrigt greb sin chance. For Mike Jones var genial til at skabe gimmicks, der fangede folk og skabte nysgerrighed.
Allerede på ‘Still Tippin” sluttede han sit vers med at gentage catchphrasen »back then hoes didn’t want me, now I’m hot, hoes all on me« hele fire gange i træk. Så sad den ligesom fast, og da ‘Who Is Mike Jones?’ skulle promoveres, genbrugte rapperen linjen som omkvædet til endnu et hit. Det var repetition som kunstform.
Houston-rapperen fandt konstant på nye catchphrases, som han gentog, indtil man ikke kunne glemme dem. Hans eget navn blev en gimmick: »I’m Mike Jones / Who? / Mike Jones!«.
Derudover rappede Mike Jones også sit eget rigtige telefonnummer på en sang og printede det op på t-shirts. Sit rigtige nummer! I en tid før internettets direkte adgang til artister, var det ret så banebrydende. Det endte med, at selveste New York Times skrev Mike Jones’ telefonnummer i en artikel.
På den måde er historien om ‘Who Is Mike Jones?’ både historien om Houstons øjeblik midt på toppen af hiphophimmelen. Men det er også historien om rapperen og marketing-geniet Mike Jones, der formåede at tage sin chance og få mere ud af den, end nogen havde troet muligt.
Hvordan lyder det?
Selv om mange mente, at Paul Wall og Slim Thug var de stærkeste rappere i Houston, havde Mike Jones en af de evner, der tit undervurderes: Han kunne få en enkelt linje til lyde så perfekt, at den sidder fast, bare den gentages et par gange.
Det viste han selvfølgelig på ‘Still Tippin” og hittet ‘Back Then’ (der sampler førstnævnte sang), men også på sange som ‘Flossin’, hvor han får linjen »My album! ‘Who Is Mike Jones?’ coming soon!« til at lyde fucking catchy, selv om albummet jo åbenlyst er landet, siden man sidder og lytter til det.
Han har en energisk stemmebrug, der kunne minde lidt om Gucci Mane. Det skiller ham ud i Houston, hvor de fleste stemmer lød langsomme og tunge. Mike Jones lyder derimod lige så ophidset som en grønthandler på et torv, når han slynger sine one-liners afsted.
Produktionerne er samtidig et perfekt eksempel på Houston-lyden. Trommerne er langsomme og tunge, omkvædene er pitchet helt ned, og stemningen er exceptionelt afslappet. Der er enkelte overraskelser, som g-funk-synths på ‘Flossin’ eller samples af folk, der jodler (ja, seriøst) på ‘Cuttin (Remix)’, men det hele er godt og grundigt druknet i Texas’ hostesaftslyd.
Det er feelgood-musik. Hvis du altså har det bedst efter en gevaldig slurk lean.
En sang som ‘Screw Dat’ er måske det mest typiske eksempel på klassisk screw-musik, mens ‘What Ya Know About…’ er en intro til Houstons kultur: Omkvædet er chopped’n’screwed, og Jones deler mikrofonen med Paul Wall og Killa Kyleon, der alle rapper om lokale slangord, lilla hostesaft og biler så farverige som syntetisk slik.
Helt Houston-agtigt bliver det i øvrigt, hvis du lytter til versionen, hvor hele albummet er chopped’n’screwed fra start til slut. Dengang udkom alle Houston-udgivelser nemlig også i en version, der var helt hostesafts-inficeret. Det siger måske alt om kulturen.
Hvad har det betydet?
2005 var Houstons år, men tiden efter blev aldrig til Houstons æra. Efter en række udgivelser fra Mike Jones, Paul Wall, Slim Thug og Chamillionaire mistede resten af verden interessen i artisterne. Houston-flokken begyndte desuden at beefe indbyrdes, hvilket gjorde, at det hele faldt lidt fra hinanden.
Men selv om musikindustrien spyttede artisterne ud efter en kort succesfase, forsvandt indflydelserne fra byen i Texas ikke. Folk som Drake har hyppigt dyppet sine tær i Houstons hostesaftsmusik og ofte erklæret byen sin kærlighed. Travis Scott er en anden artist, der hylder sine Houston-rødder hyppigt, især på det seneste album ‘Astroworld’.
ASAP Rocky er også i stor gæld til Houston. Især tidlige sange som ‘Peso’ og ‘Purple Swag’ leger med chopped’n’screwed-lyden. Det skyldes nok, at ASAP-kollektivets kreative hjerne, afdøde ASAP Yams, elskede både Houston-musik og byens populære lean.
Og ja, man kan nok ikke komme udenom, at med populariseringen af Houston-rap, kom populariseringen af hostesaft. Det blev hele USA’s favoritdrug – med fatale følger for netop Yams, der døde af en overdosis af blandede stoffer, og (som nævnt indledningsvis) selveste DJ Screw.
Mike Jones blev dog aldrig ramt af dén hårde skæbne. Han har i stedet et mellemstort byggefirma, der blandt andet laver huse, der ligner miniversioner af eventyrslotte. Hvilket på en måde passer meget godt til den her fantasifulde rapper, der fik det mest mulige ud af sin ene store chance på musikscenen.
For Mike Jones vil nok primært blive husket for, at han greb chancen, da Houston slog igennem, og udnyttede den til fulde. Hans vanvittige selvpromovering svarede til at lave memes, før der fandtes memes. Han pluggede sit telefonnummer, for der eksisterede jo ikke noget Instagram.
Senere har folk som Soulja Boy og 6ix9ine taget den her opmærksomheds-trolling til nye niveauer, men der er nok ingen, der har gjort det så uskyldigt, charmerende og effektivt som Mike Jones.
Læs også: Oversete hiphopklassikere #1: Three 6 Mafias crunk-eksplosion på ‘When the Smoke Clears’ (2000)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #2: Cormega satte punktum for New Yorks guldalder på ‘The Realness’ (2001)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #3: Cam’ron introducerer verden for DipSet på ‘Diplomats Volume 1’ (2002)
Læs også: Oversete hiphopklassikere #4: T.I. grundlægger og navngiver trap-genren (2003)