Det er en fornøjelse at forsvinde ind i These New Puritans’ kyniske, men fortryllende underverden
These New Puritans er enhver genrefascists mareridt. For hvad er det præcis den britiske gruppe, der for tiden er en tvillingeduo bestående af Jack og George Barnett, har gang i, når de laver musik? Det er på ingen måde en overdrivelse at påstå, at bandets formskiftende og avantgardistiske musik er ekstrem svær at karakterisere på en fyldestgørende facon. Men én ting er sikker, og det er, at bandets auditive udtryk løsriver sig fra gængse sangstrukturer og udfordrer de normative genrer.
Deres fjerde udspil, ’Inside the Rose’, er heller ingen undtagelse, når det kommer til at eksperimentere inden for deres mærkværdige art af postpop. Det er lyden af en kynisk, men fortryllende underverden, der er en fornøjelse at forsvinde ind i, hvis man giver sig den tid og fokus, som albummet kræver. For det er en krævende omgang. ’Inside the Rose’ lader sig ikke indfange og tæmme af de vante beskrivelser. Alene af den grund er albummet en præstation i sig selv.
For at give en fattig overflyvning hen over de musikalske elementer, som albummet inddrager, så er der alt fra electropop a la Depeche Mode samt munkekor (’Infinity Vibraphones’) til industrialrock a la Nine Inch Nails og opera (’Beyond Black Suns’). Men trods det umulige i at forene disse og mange andre musikalske referencer, så lykkes det These New Puritans at skabe et sammenhængende, dvælende og fascinerende album, der adskiller sig fra bandets tidligere udgivelser.
Åbningsnummeret ’Infinity Vibraphones’ starter med en strøm af hvirvlende og faretruende klange, der får følge af en ondskabsfuld basfigur og George Barnetts energiske marchrytmer. Oven på den ulmende musikalske underverden ligger Jack Barnetts sørgmodige vokal og drysser en vidunderlig smuk melodilinje ned over det skumle lydlandskab, hvilket smukt afbalancerer interaktionen mellem det dystre og det æstetiske.
Selv på et af de mere kaotiske numre som ‘Into the Fire’ formår These New Puritans at præsentere deres kaos på en subtil og kontrolleret facon, således at den kyniske grundstemning, musikken fremaner, bliver dramatiseret via følelser frem for fortællinger. Forstået på den måde, at nummeret afrapporterer sit ærinde gennem indlevelse og hjerte frem for performance og hjerne.
Et af albummets smukkeste skæringer – og måske også albummets mest tilgængelige nummer – er ’Where the Trees Are on Fire’. Her får melankolien og dystopien fuldt afløb, og nummerets cirkulære struktur skaber en trancelignede hinde omkring lytteren. Nummeret er en tonal glasklokke, som er svær at bryde ud af, og mens man forsvinder væk, stiller man sig selv spørgsmålet: Har jeg overhovedet lyst til at undslippe nummerets hypnotiske dvale?
Albummets eneste svaghed er det klassiske instrumentalnummer ’Lost Angel’, som ganske vist er meget smukt, men kunne være undladt. Eller sagt på en anden måde, så gør nummeret ikke skade, men det gør heller ikke den store gavn.
Når det er sagt, og man trækker sig væk fra de snørklede forsøg på at beskrive albummets bestanddele, så er ’Inside the Rose’ et album, der lyder fantastisk. Hele grundæstetikken er placeret et sted i kontrasternes vold, hvor disse får lov til at interagere med hinanden og skabe noget nyt, der ikke lader sig indkapsle gennem det skrevne sprog. Og det er vel essensen af musikkens formål; at starte der, hvor ordet slutter.
Kort sagt:
These New Puritans fremmaner en kynisk, men fortryllende underverden på deres fjerde udspil. Ud over albummets mangfoldige lydbillede, der trækker på alt fra elektrorock til opera, har bandet skabt et helstøbt, udfordrende og eksperimenterende postpop-album til den kræsne og nysgerrige lytter.