Kim Larsens svanesang rummer både skønhedsfejl og nærvær
»Ræk mig lige koppen med den skårede hank og Politiken fra i går. Nok er den ikke særligt aktuel, men det er jeg heller ikke selv«, synger Kim Larsen på ’Koppen med den skårede hank’.
Larsen nærede ingen intention om at føje tidens toneklang og luner, og tilbage i karrierens begyndelse bedyrede han sin glæde ved gårdsangerviser, salmer og Højskolesangbogen på linje med kærligheden til rock og pop. Hvilket muligvis blev udslagsgivende for, at hans bedste sange er tidløse klassikere, som vil leve for evigt.
Larsens død 30. september 2018 sendte massiv landesorg gennem Danmark i dagevis. Kampen mod prostatakræft var kendt, men han havde givet koncerter helt frem til måneden før sin død. At Kim Larsen netop var spillemand til det sidste, vidner ‘Sange fra første sal’ ligeledes om.
Albummet er indspillet i løbet af foråret og sommeren 2018 i lejligheden i Odense, hvor Larsen kun var flankeret af manageren Jørn Jeppesen og sønnike Hjalmer, som assisterer på ekstra guitar, tangenter, kor og rytmeboks. Dette nedbarberede akustiske setup minder om Larsens første soloalbum ‘Værsgo’ fra 1973, uden dog at ramme den magiske aura fra denne klassiker i dansk musikhistorie.
Larsen havde på sine ældre dage antaget en rolle som tilbagelænet historiefortæller, og hans motto ‘Hold stilen’ præger også denne svanesang – hans 29. studiealbum, hvis vi medregner udgivelserne med Gasolin’, Bellami og Kjukken. Vi får med andre ord serveret spektret af Larsens musikalitet og fortællelyst i en tryg og genkendelig atmosfære, og der er nostalgiske tilbageblik og medrivende vitalitet i ‘Den store dag’, ‘En brøkdel af et sekund’ og ‘Brønshøj-Husum Ungdomsklub’.
At ophavsmanden godt vidste, at timeglasset var ved at rinde ud, høres i førnævnte ‘Koppen med den skårede hank’, som sammen med det enormt gribende afslutningsnummer ‘Nu dufter tjørnen’ står som albummets stærkeste sange. Det er svært at holde tårerne tilbage, når den dødsmærkede nationalskjald synger »Hør nattergalen / hør hvordan den synger, som var tiden knap / som hastede det / det samme, du / er jeg begyndt at føle nu«.
Alt er naturligvis ikke det rene guld, for Larsen pissede også ved siden af potten – hans sidste album er ingen undtagelse. ‘Charlie’ og ‘Fætter Fritz’ lyder som b-sider fra 80’erne, og i den gumpetunge ‘Dagens mand’ har man svært ved at finde en passende grimasse, når Larsen strøer om sig med bøvede og bedagede gloser om kvindefrigørelse.
Fræk som en slagterhund, men den gamle hankat var også en sensitiv romantiker, som forstod at hylde det modsatte køn. Selv om den (selvfølgelig) ikke kommer i nærheden af ‘Kvinde min’ eller ‘Hjerter dame’, er ‘Miss måneskin’ således en fin og ærlig kærlighedserklæring, der følges til dørs med det gadefløjteri, som også karakteriserede gavflaben.
Kim Larsens svanesang rummer både de skønhedsfejl og det relaterbare nærvær, der gjorde ham til et nationalt klenodie.
Kort sagt:
På sin svanesang giver Danmarks nationalskjald den som magelig og varm fortæller med nostalgiske tilbageblik og melodier, man føler øjeblikkelig genkendelse ved.
Læs også: Kim Larsen var et åndeligt lejrbål, vi allesammen kunne samles omkring