Jamila Woods’ soulede konceptalbum taler til samtiden gennem dialog med fortiden

Jamila Woods’ soulede konceptalbum taler til samtiden gennem dialog med fortiden
Jamila Woods.
Jamila Woods’ soulede konceptalbum taler til samtiden gennem dialog med fortiden - Legacy! Legacy!
4 6
Jamila Woods
'Legacy! Legacy!'

Album, Jagjaguwar/Playground

Det lader til, at neo soulen, der ellers er blevet erklæret død flere gange, har fået en renæssance i de senere år. Særligt i Storbritannien har en række artister kastet deres kærlighed på genren, men også i dens ophavsland er flere kunstnere begyndt at genopdyrke den ellers detroniserede stil. Det gælder ikke mindst The Social Experiment, Donnie Trumpet og hele Chicago-crewet omkring Chance the Rapper, hvor også Jamila Woods hører til og hænger ud. Selv om hun nu laver sin helt egen og mere klassiske ting uden nogen som helst bismag af hiphop.

Hvor den nu 29-årige kunstners kritikerroste debutalbum ’Heavn’ handlede om egne og andre racialiserede amerikaneres erfaringer i et racistisk USA, er der imidlertid hele tiden ’en anden’ til stede på efterfølgeren ’Legacy! Legacy!’.

Ikke blot fordi teksterne adresserer diverse hvide og maskuline majoritetspositioner, men også fordi alle numrene er opkaldt efter afroamerikanske kulturikoner – fra Eartha Kitt og Miles Davis til Muddy Waters og Basquiat – hvis værker refereres og parafraseres i de enkelte sange. En tilgang, som Woods selv har kaldt for ’lyrisk sampling’, og som går ud på at skabe en direkte dialog med de afdøde kunstnere. Tonen slås allerede an fra den selvbemægtigende åbner ’Betty’, der hylder den afdøde sangerinde Betty Davis, som ikke lod sig begrænse af dominerende mænd.

’Legacy! Legacy!’ skal over alt andet kendes på sine poetiske kvaliteter. Den tidligere poetry-slammer har ikke historiens mest voluminøse soulvokal, men det gør sådan set ikke det store, da hendes afvæbnende stemme tjener til at formidle og formilde de til tider hårdtslående budskaber. Hvilket hun også selv adresserer på den stærke førstesingle ’Zora’: »I may be small, I may speak soft / but you can see the change in the water«.

Produktionerne kommer godt omkring i mange forskellige grene af soulmusikkens virke med både lyspunkter og steder, hvor Woods ikke kommer helt i mål. ’Sonia’ lyder lidt for meget som en hjemmestudiepastiche på 00’ernes Neptunes-produktioner, og den dissonante ’Muddy’ fremstår lettere doven. Men så er der i tilgift et flot nummer som ’Eartha’, der emmer af samme varme rhodes, som forbilledet Erykah Badus debut ’Baduizm’ var så fuld af, mens der smittende og veleksekveret går fuld Chicago House i den på ’Betty (For Boogie)’.

Hertil er der ’Baldwin’, der markerer albummets musikalske højdepunkt. Dels fordi signaturtrompetisten Nico Segal leverer et af de få organiske bidrag med sit blæs, men også fordi sangen bliver sindbillede på albummet og det amerikanske samfund med sin opsang til den hvide middelklasses gentrificering af sorte nabolag.

Hvor mange konceptalbum ender med at lide under deres egen ramme, har Jamila Woods formået at skabe en på én gang lyrisk og lærerig samling sange, der taler til samtiden gennem dialog med fortiden.


Kort sagt:
Jamila Woods har skabt en på én gang lyrisk og lærerig samling soulsange, der taler til samtiden gennem dialog med fortiden.

HUSK: Du kan opleve Jamila Woods live til en Soundvenue Session på Hotel Cecil 31. oktober.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold