Bisses Hotel Cecil-optræden startede som et halbal – men udviklede sig til et vidunderligt følelseskaos

Bisses Hotel Cecil-optræden startede som et halbal – men udviklede sig til et vidunderligt følelseskaos
Bisse på Hotel Cecil.
Foto: Nikolaj Bransholm
Bisses Hotel Cecil-optræden startede som et halbal – men udviklede sig til et vidunderligt følelseskaos
6 6
Bisse

Koncert, Hotel Cecil

Bisses koncert på Hotel Cecil var markedsført som et halbal, og selv før koncerten gik i gang, var det åbenlyst, at der var gjort meget ud af æstetikken. Man fik udleveret en cowboyhat i døren, højtalerne spillede gamle dansksprogede countrysange med Daimi, bartenderne sagde »howdy«, og i højre side af salen var der en galge. I galgen var en blond dukke iklædt et fiskenet. En lidt makaber måde at sige »Ud med den gamle Bisse, ind med den nye«.

Bisse startede allerbagest i salen alene med en akustisk guitar. Lidt senere fik han assistance af en saxofon, og til sidst i åbningsnummeret bevægede de sig endelig gennem publikum og op på scenen. Herfra fik vi en række sange, hovedsageligt fra ‘Tanzmaus’ der blev leveret på gennemført country-manér.

Jovist, sangene lød ikke rent faktisk som country, hvad de jo egentlig heller ikke gør på albummet. Men hele scenografien, samt bandets tendens til at være helt nede på jorden, gjorde, at man følte, at man overværede et latterligt velspillende saloonband – komplet med alle de små uperfektheder, som den kunstart associeres med. Bandet berettede om monitor-problemer og vådt scenegulv, og det føltes således ikke den mindste smule iscenesat. Jeg er faktisk oprigtigt i tvivl om, hvorvidt der rent faktisk var tekniske problemer, eller om det hele var skuespil, for som koncerten skred fremad virkede problemerne flot til at skabe kontrast over for koncertens senere segmenter.

For inden meget længe eskalerede musikken. Selv om Bisse sad stille på taburetten, blev følelsesuniverset større og større, og musikken går fra blide guitarkvad til mere groovy, dansevenlige lydflader, der tilmed involverede elementer af jazz, når de nåede klimakset. ‘Jagtsangen’ endte med at være umulig at stå stille til, og ‘Sanjay Shah’ kulminerede i en spændende ragtime-lyd, der blev så hektisk, at Bisse langt om længe rejste sig fra sin taburet, gav sig til at spæne rundt, growlede, og slutteligt bevægede sig væk fra scenen. Derfra udviklede koncerten sig til et vildt uregerligt kaos, hvor kitsch, humor og store følelser gik eminent i spænd.

Pludselig gav en danser (en »dansemus«, for at citere Bisse selv) publikum et kursus i linedance, og senere blev dette opfulgt med et kursus i salsa. Under ‘Levemanden’ blev Bisse erstattet af en danser, som mimede til hans lyrik. Bisse sang over technobeats, mens der blev delt glowsticks ud blandt publikum. Bisse selv skiftede outfit et par gange, og således gjorde han det både som pastelfarvet Nashville-entertainer, som rave-dansende hippie og som Iggy Pop-tangerende klimaprotestsanger – sidstnævnte under en potent udgave af ‘Klagesangen’, der da også her blev opført i en udgave, som lød af tidlig The Stooges.

Kaosset blev ualmindeligt godt eksekveret – der var altid noget nyt, og til trods for dette, formåede det at lege med tilskuernes forventninger. Tit blev det virkelig storladent, i skarp kontrast til den hyggelige stemning i starten. Og alligevel føltes det aldrig som en spændetrøje, at dette store genrehoppende show skulle afvikles. For i centrum af det hele stod en Bisse, der havde følelserne helt uden på tøjet. ‘Modstandsmanden’ balancerede elegant mellem sarkasme og hudløs inderlighed, og ‘Hula’ eskalerede til et klimaks, hvor arrigskab og tristesse stod side om side.

Det var et show, der balancerede underholdning med patos – et show, der startede med et simpelt akustisk setup og kulminerede i et hektisk elektronisk rave, der ledte tankerne hen mod hvordan eksempelvis Thom Yorke har brugt elektroniske beats til at kanalisere sine dybe følelser på sine soloalbum. Efter dette spændingsfyldte klimaks fik vi et ensomt ekstranummer: en forkortet udgave af ‘Seks hjerter’, der fint fik os tilbage på et jordisk og optimistisk plan. Det var en perfekt måde at afslutte en fænomenal koncert, der fik mig til at opleve et kalejdoskopisk følelsesspektrum. Seks stjerner (eller hjerter) for at skabe en så berigende, multifacetteret optræden.


Kort sagt:
Bisses halbal startede med at være helt nede på jorden og omgivet af country-æstetik, men med tiden udviklede den sig til et storslået genrekrydsende, emotionelt værk. Det var underholdende, og det var medrivende, men det var også tankevækkende og provokerende. Det var et mesterværk af en optræden.

Læs også: Kan Carmon lægge gaden bag sig én gang for alle?

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold