»Jeg har brugt hele livet på de gader her. Så længe jeg kan huske tilbage«, siger Carmon, mens vi hopper ud af hans managers BMW, der netop er parkeret ved Langelunden-kvarteret i Nivå. »Skal vi gå en lille tur?«
Det vil jeg og Soundvenus fotograf gerne, og vores lille tur rundt gennem Nivå i Nordsjælland viser sig faktisk at være en form for biografisk sightseeing af Carmons univers. For Langelunden, og nabokvartererne Islandshøjparken og Nivåhøj, er kulisserne for hele rapperens liv, både som artist og menneske.
Det er foran de her blokke, at videoerne til ’Jailhouse’, ’Lige nu’ og ’Stadig original’ er blevet skudt, og det er lige her, gennembrudshittet ’Jer’ med fætteren Danni og vennen Jamaika er filmet. Men det er også her, de virkelige begivenheder, som sangene drejer sig om, er foregået.
»Jeg er blevet jagtet af politiet gennem hele byen her«, siger rapperen, som mange bare kalder C, mens vi går gennem kvarteret. »Jeg har talt flere hundrede tusinder med mine kammerater her. Lavet min første tusindkroneseddel her«.
Hvordan lavede du din første tusindkroneseddel?
»Jeg kan huske, der var en person, der skulle købe noget kokain«, fortæller Carmon. »Så tog jeg hjem og knækkede nogle Panodiler og gav dem til ham. Og så skyndte jeg mig ned under den her bro, og så løb jeg helt over i den anden ende af Nivå«.
Men der er også sket helt, ja, normale ting. »Jeg fik mit første kys i den opgang her«, siger rapperen og peger mod en bygning tæt på. »Det var en pige udefra. Dengang da man var lille satte man sig jo bare et sted og røg nogle smøger. Købte en klam vodka. Dengang var der ikke råd til andet. Jeg er i tvivl, om vi overhovedet købte flasken dengang«.
Det er nærmest som om ethvert hjørne, enhver lille mur og enhver krog i de her kvarterer gemmer på en historie for Carmon. De her gader er virkelig hele hans univers. »Jeg har brugt minimum ti år af mit liv på bare at sidde her«, siger C henkastet, mens vi går forbi en specifik mur i nærheden af hans lejlighed.
Og da vi går forbi et forsamlingshus fortæller han en anekdote om, da han og nogle andre unge prøvede at bryde ind i det, fordi de ville fejre en ven, der havde fødselsdag. Det endte med, at skruetrækkeren knækkede og røg op i ansigtet på fødselaren, så han måtte på hospitalet. »Det var den værste fødselsdag nogensinde«.
Da jeg på et tidspunkt spørger, hvorfor han har skudt næsten alle sine musikvideoer netop her, på stort set samme spot, trækker han bare på skuldrene og siger: »Det her er mig, jo«.
Og det er netop fordi Carmon er uløselig viklet ind i de her gader og de her kvarterer, at vi besøger ham i Nivå. For rapperens styrke er netop, at hans musik føles som om, den giver et ufiltreret indblik i ét specifikt liv fra ét specifikt kvarter. Men samtidig har Carmon også som få andre haft problemer med at have et ben i gadelivet og et ben i muskken.
Rapperen er røget ind og ud af fængsel, selv mens karrieren er eksploderet. Senest kom han ud i slutningen af sidste år efter halvandet år bag tremmer. Rapperen selv insisterer på, at det var sidste gang nogensinde. Ifølge ham har han lagt det bag sig og peger på det friske debutalbum, ’Tålmodighed’, som et tegn på, at noget har ændret sig. »Jeg er blevet voksen«, siger han på et tidspunkt under interviewet.
Kan Carmon virkelig starte på en frisk, selv om han er så tæt bundet sammen med gadelivet? Han har boet hele sit liv i Nivå og gør det stadig. Kan det så overhovedet lade sig gøre at slippe helt fri fra de kriminelle aspekter af byens kvarterer? Det er også det, vi er taget til Nivå for at finde ud af.
Filippinske karaokefester og hiphopcrews fra Nivå
Carmon har familie både i Danmark og Filippinerne. Og på en måde kan man godt se hans specifikke musik som blandingen af filippinske sangtraditioner og et meget specifikt lokalmiljø i Nivå. Lad os starte med sidstnævnte.
»Det åbnede øjnene op for mig, da nogle af de ældre drenge her også lavede musik. De lavede en Nivå-sang… den hed bare ’Nivå’«, fortæller Carmon, mens vi går forbi Nivåskolen, hvor han gik i folkeskole. Det viser sig nemlig, at Nivå har haft en særdeles sprudlende hiphopscene i mange år – det er bare først med Carmon, at den har fået national bevågenhed. Inden da var det en lokal ting, og det var især det lokale crew Magazin, der vakte den unge C’s interesse.
Musikken og andre ikke-uddannelsesrelaterede aktiviteter begyndte at fylde mere og mere, og skolen begyndte at fylde mindre. Carmon siger selv, at hjemkundskab og sløjd var hans yndlingsfag, men at resten ikke sagde ham noget. Der var andre ting, der trak: »Jeg spildte mange år på at lave alle de ting, man ikke skulle lave. Hash, drikke, lave ballade og alle mulige ting. Så min hukommelse fra den tid er sgu ikke den skarpeste«.
Ét lokale på skolen havde dog den unge Carmons interesse: Salen, hvor man kunne indspille musik. Her tilbragte den unge rapper mere og mere tid og begyndte desuden at lære sig selv at lave beats.
»Det var bare mig, mig, mig, alene«, siger Carmon om de helt tidlige forsøg med musik. »Jeg var genert for at vise mine sange i starten. Tænk på, at på daværende tidspunkt var det ikke normalt at lave musik. Nu hænger rappers på træerne, ikk’? Men for ti år siden var det meget tabu-agtigt i miljøerne. Man bliver flov. Man tænker alle mulige scenarier igennem: Hvad nu, hvis jeg laver en sang, og folk griner af det? Hvad hvis jeg siger dit eller dat eller udtaler noget forkert? Der var mange ting, der spillede en rolle. Jeg var alene med min computer i starten. Jeg kan huske, jeg udgav en sang på et tidspunkt, men jeg skrev ’Ukendt artist’ som kunstnernavn«.
Hvad nu, hvis jeg laver en sang, og folk griner af det?
Man kan næsten forestille sig en helt ung Carmon begynde at pjække fra skolen og sidde alene i skolens musikrum for at prøve at lære sig at lave beats. Det må alligevel have krævet dedikation at lære det hele fra bunden. Og det må have krævet mod at overvinde de fordomme mod at lave musik, som rapperen nævner. Da jeg spørger ham, hvor han fik modet til at synge og rappe fra, har han til gengæld en ret simpel, men alligevel overraskende forklaring: Karaoke.
»Det er meget normalt for filippinere at synge«, forklarer Carmon. »Hele min familie elsker at synge karaoke. Det er lige før jeg ville kalde det en tradition. Du kan ikke tage ned til en filippiner uden at der ligger en karaokemaskine. Ellers er de ikke rigtige filippinere, i hvert fald!«
Den unge Carmon kommer altså fra en baggrund med filippinsk sangtradition, men bliver draget mod hiphop af lokale Nivå-navne som Magazin. Dén kombination gør rapperen unik. Og efter en periode, hvor han arbejder på musikken alene, begynder en række møder at åbne Carmons verden op. Han begynder nemlig at lave musik med fætteren Danni under navnet DC, den lokale Nivå-rapper Moon Afflick bliver en form for mentor – og så bliver han en del af miljøet omkring de tidligere forbilleder fra Magazin.
En af rapperne fra det miljø hedder Miran. Det er ham, der har lavet de sange, som den unge Carmon bliver fascineret af. I starten af 10’erne har han et studie i en container i Nivå-centeret, hvor C får lov til at komme, selv om han på det tidspunkt kun er omkring 12 år gammel. Og det er netop den lokale raplegende Miran, vi tager hen og besøger som det næste.
Fra Nivå til hele Danmark
I bilen på vej hjem til Miran hører vi de gamle Magazin-sange, som de unge drenge plejede at sende fra telefon til telefon, men som nu er blevet uploadet til Soundcloud. Carmon kan mange af dem udenad og rapper med. En af sangene, ’Fuck Jer All’, har et tungt, en smule Dr. Dre-agtigt beat, mens Mirans intense rap lyder som en hjemmelavet Nivå-version af Tupacs militante gangstarap.
Det er meget upoleret, men det har en energi, som man godt kan forstå, at en ung dreng som Carmon kunne blive vild med. Især fordi sangene handler så specifikt om det lokale kvarter: »I Nivå har vi guns der får alle til at skrige / i Nivå har vi gangbanget siden vi var ti!«.
Der er nu ikke helt så meget 2Pac-agtig gangbanger over den høflige og imødekommende mand, vi møder i et andet Nivå-kvarter. Miran taler mere end Carmon (der oftest er reserveret og ikke altid er så glad for lange, biografiske udredninger), og virker oprigtigt glad for den yngre rappers succes.
»Det tog fat lokalt for os«, forklarer han, da jeg spørger ham om historien bag Magazin. »Folk omkring os kendte os, og i nogle andre byer også. Men aldrig i mainstreamen. Det var svært at bryde igennem dengang. Ingen fra vores generation brød igennem«.
»Vi bumpede det dengang«, indskyder Carmon og virker som om, han vil understrege, hvor meget Magazin betød lokalt: »Det var poppin’ på MySpace dengang!«
Miran fortæller, at han også har talt en del med Icekiid og Fouli i gamle dage og også lavet en sang med Stepz fra MellemFingaMuzik – alt sammen før nogle af dem var i nærheden af den succes, de har i dag. Jeg føler, jeg kan mærke på Miran, at der måske er en lille snert af ærgrelse over, at det ikke lykkedes for Magazin at få det store gennembrud, som Carmons generation nu er i gang med.
»Hvis vi havde samlet os alle sammen og lavet et stort hold, så havde vi 100 procent brudt igennem, det er jeg sikker på«, siger han på et tidspunkt. Men han virker ikke bitter. Primært virker han egentlig bare stolt over at have lagt fundamentet for den næste generation af Nivå-rappere.
»Jeg bliver glad på deres vegne«, siger han. »Jeg lever det igennem ham på en eller anden måde. For jeg har set ham komme som lille dreng i vores studie, dengang vi havde det nede i Nivå-centeret. Jeg har set, hvordan han har udviklet sig. Han ved, jeg følger med og støtter ham 100 procent«.
Hvordan opstod studiet i Nivå-centeret?
»Det var igennem kommunen for at holde folk væk fra kriminalitet og gaden og sådan. Mig og nogle andre fik tre nøgler til det og skulle stå for det. Vi fik en container med alt betalt fra kommunen med musikudstyr og det hele. Det var der, jeg mødte ham (Carmon, red.) første gang. Han var 12 år, da han kom, og vi var 18 eller 19 år«.
Miran fortæller, hvordan Carmon blev den eneste af de unge drenge, der måtte komme ind i studiet. I begyndelsen imponerede han de ældre ved blandt andet at remixe Drake-sangen ’All Me’ samt lave en række grime-tracks. Og så kunne han også producere: »Jeg kunne mærke, han kunne blive til noget, og så lavede han også beats ved siden af, som jeg synes var vilde. Han er helt selvlært«, fortæller den ældre rapper.
Studiet i Nivå-centeret blev en slags skole for Carmon. Han tog musikken ud fra sit isolerede værelse og viste den frem for de andre i containeren. De ældre gav ham så input og kritik. Pudsigt nok fortæller Miran, at Carmon aldrig indspillede i studiet – han kom bare forbi for at vise sin nye musik og få feedback. Derefter tog han hjem igen og arbejdede videre på musikken.
»Jeg var ét stort spørgsmålstegn dengang«, siger C. »Jeg spurgte bare ind til alt: Hvad med det her, hvad med det her?«
Studiet var centrum for Nivås lokalscene i første halvdel af 10’erne, men så gik der lidt for meget kaos i den. »Det blev ustyrligt til sidst«, siger Miran. »Der kom lidt for mange af de forkerte typer ind, og så blev der røget for meget derinde, og det bemærkede kommunen på en eller anden måde«. Nøglerne blev også lånt lidt for meget ud og endte med at forsvinde. Til sidst blev kommunen træt af det hele og lukkede studiet.
Paradoksalt nok havde containerstudiet ellers tilsyneladende opfyldt sin effekt og holdt mange unge væk fra gaden og ført dem hen til musikken. Men efter, at det lukkede, sker der to ting for Carmon – én god og én mindre god.
For på den ene side hooker han op med produceren Tau Mau, der for alvor hjælper ham videre musikalsk. Men han begynder også at glide ud i netop den kriminelle løbebane, som musikken egentlig skulle have holdt ham væk fra. Carmons liv bliver en spagat mellem gaden og studiet.
Et ben i studiet og et ben på gaden
Det er svært at sige præcis, hvordan og hvorfor Carmon ender i kriminalitet, og han er ikke meget for at fortælle om det. I hvert fald ikke i detaljer. Det er ikke noget, man taler om, forstår man. Mit bedste bud er, at det simpelthen er sådan det kan ende, når man er ligeglad med skolen og i stedet hænger ud i de kvarterer, som den unge Carmon nu engang hang ud i.
Da jeg interviewede ham første gang, for tre et halvt år siden, prøvede jeg også at spørge ind til, hvordan det kunne ende med fængsel og kriminalitet, og dér svarede C, at fængsel var en del af kulturen: »Jeg har altid hørt så meget om fængsel. Da jeg var lille, glædede jeg mig nærmest til, at jeg skulle prøve det. Men når man er lille, er man jo helt kogt og tænker ikke klart. Da jeg så kom ind at sidde, prøvede jeg bare at få det bedste ud af det. Jeg har været inde fem gange«.
Det var i januar 2016, og han havde netop haft et gennembrud med gruppen DC, som han har sammen med sin fætter Danni. De havde lavet en række samarbejder med folk som Jamaika og Fouli, der allesammen var indspillet hos en høj, ranglet producer ved navn Tau Mau, der er noget af en legendarisk skikkelse i den danske hiphopundergrund.
»Tau skrev til os lige efter, at jeg havde haft min 14-års fødselsdag. Jeg havde lige udgivet en sang med Danni. Han sagde: ’Jeg har et godt studie herude, I er mere end velkomne til at kigge forbi’«, forklarer Carmon. »Så tog vi derud, og så studiet. Vi tabte næsten kæben. Det var helt… wow«.
Tau Mau har et topprofessionelt studie og er selv garvet producer, og det viste sig at være den perfekte grobund for Carmon, Danni, Jamaika, Fouli og de andre. For Tau Maus professionalitet og producerskills smittede af.
Han er en af mine bedste venner. Han har været der hele min karriere
»Vi tog det hele seriøst på en anden måde. Jeg blev meget klogere på livet«, siger rapperen. »Han bankede nogle andre ting ind i hovedet på mig. Tau er ikke en person, der ved første øjekast ville være min ven jo. Men vi har det perfekt sammen, og han er en af mine bedste venner. Han har været der hele min karriere«.
Det er hos Tau, at den unge artist skabte sangene, der cementerede, at han var et af dansk hiphops store nye talenter: DC-sangene ’Jer’ og ’Orale pt. 2’ med Jamaika, solonummeret ’Lige nu’ med OG Harry og Fouli-samarbejdet ’Vi tales’. Det var lyden af en ny hiphopgeneration, der fandt sammen på tværs af landet – fra Vejle, hvor Jamaika er fra, til Carmons hjemby Nivå og til Avedøre og Albertslund, hvor Danni og Fouli bor.
Det var til gengæld også sange, der viste gadelivet fra sin hårdeste side: Brutalt, konkret og ufiltreret. Det var det, der gjorde sangene stærke og næsten håndgribeligt virkelige. Men det, de viste, var jo netop også virkeligheden – både Jamaika og Carmon har siden konstant haft problemer i form af længere fængselsophold.
Men nu skal det være slut med den onde cirkel. Den her flakken mellem studiet og gaden er overstået, lader Carmon mig forstå. Og beviset for, at han har ændret sin vej, er det nye album ’Tålmodighed’.
Er det overhovedet muligt at starte på en frisk?
»Jeg føler, jeg prøver at fortælle noget andet nu«, forklarer C. »Jeg er et sted i mit liv, hvor jeg ikke har behov for at snakke om de ting mere. For det spiller ikke en væsentlig rolle i mit liv mere«.
Rapperen har fjernet den groveste video, han har lavet (’Lige nu’), fra Youtube og også poleret de mest hårdføre træk ved sin musik væk. »Jeg fjernede den (’Lige nu’, red.), mens jeg var inde og afsone for at have en ny start, da jeg kom ud. Den nye stil er slet ikke hård. Den er stadig mig, men ikke på samme måde som før«
Okay, der har stadig været pænt hårdtslående sange siden løsladelsen, som ’Jailhouse’ med Branco fra MellemFingaMuzik. Carmon har også fået lavet en kæde med en AK-47. Det er altså ikke sådan, at han er blevet helt frelst.
Men budskabet på ’Tålmodighed’ er netop heller ikke en total omvending af alt, vi tidligere har hørt fra Carmon. Han virker ikke som om, han er en helt anden. Det er mest af alt en løftet pegefinger om ikke at handle uovervejet, og om at være, ja, tålmodig, og tage den lange, svære vej til succes. Ikke den hurtige smutvej.
»Der er et koncept omkring hele albummet: Tålmodighed«, forklarer Carmon. »Det er noget, jeg er startet på helt fra den 23. juli 2017 – den dag, jeg røg ind at sidde. Jeg har arbejdet på det helt indtil nu«.
Her er sange om at se tilbage på de koldere dage (’Toto Riina’), numre om tidligere kriminelle udflugter (’Satset’ med makkeren Jamaika) og en sang om ikke at lade sig friste af gadelivet med DC-makkeren Danni (’Vend om’). En af albummets bedste sange, ’Ved ikke’, handler mest af alt om at være træt af alt ved gadelivet: »Jeg ved ikk’ helt, hva’ der sker for mig / for på det seneste har jeg følt mig mere træt end sædvanligt / har stresset lidt mere end jeg plejer«.
Sangene er blevet nuancerede og føles som om, de er skrevet af en mand, der har haft tid til at reflektere over tingene. Der er ikke den rå aggression og nærmest kriminalitetsforelskede energi fra de tidlige DC-dage.
Men okay: Vi er stadig inden for gaderappens klassiske univers. Har Carmon aldrig haft lyst til at lave musik med mere, ja, opbyggelige budskaber? Med råd til de yngre?
»Tanken har strejfet mig«, siger rapperen. »Men så har jeg det sådan, at hvis nogen vil have råd, så må de skrive til mig privat, for det har ikke noget med min musik at gøre«.
Det er en af de sidste ting, Carmon siger til mig, før jeg og fotografen tager afsked, og det er på en måde både et frustrerende og optimistisk svar. For nej, det føles ikke som om det her menneske er fundamentalt anderledes end før. Det er ikke en ny Carmon. Men måske er det en mere afmålt og velovervejet Carmon.
Da vi venter på toget på Nivå station kommer jeg til at tænke på noget, Miran sagde: »Det tog fat med ham, så det er godt. Han bærer byen for os!«
Det er jo på en måde både rigtigt og rammende sagt. For Carmon er jo netop rapperen, der tog lokalscenen til et helt nyt niveau. Hans succes er hele Nivås succes. Han bærer byen.
Men samtidig føles det også som om, Carmon ikke barer bærer Nivå på sine skuldre, men også har byen inde i sig. Han er Nivå helt ind i knoglerne, og det virker ikke som om, han har tænkt sig at ændre sig foreløbig. Han bor i Nivå, lever i Nivå og lyder som Nivå. »Det her er mig, jo«, som han sagde, da jeg spurgte, hvorfor alle videoerne var filmet her.
Så hvad er albummet ’Tålmodighed’, hvis det ikke er en forvandling til noget nyt? Måske er det helt enkelt et skridt i den rigtige retning. En Carmon, der tænker sig mere om og ikke lader sig friste til den forkerte handling helt lige så nemt.
Det her er altså ikke et album, der lover frelse, men et album, der langsomt forsøger at finde den rette vej. Succes er en langsom proces. Det handler – som Carmon rapper – om tålmodighed.