Waldo & Marsha – lille rum, stor lyd
Der er skrevet mangt og meget om wall-of-sound-begrebet, ikke mindst i forbindelse med de unge, aarhusianske shoegazere i Waldo & Marsha. Det smider vi over skulderen i denne anmeldelse, for sammen med en dreven lydmand formåede bandet i den grad at forvandle Plantagehusets sal – Alive Festivals indendørsscene – til et veritabelt room-of-sound.
Når den otte mand høje guitar-armé lod guitarerne om at tale som rumklangsringlende sværd, var det svært ikke at blive bjergtaget af deres massive, allestedsnærværende lyd, som fyldte det beskedne rum helt ud i hjørnerne. Koncerten udgjorde dermed også en behagelig antitese til The New Springs enmandskoncert tidligere på dagen, som desværre ofte blev snakket helt ihjel af et uopdragent festivalpublikum.
Læs anmeldelse: Waldo & Marsha ‘Smiling at the Ground’
Lige akkurat ‘It’s Sound’ fra ep’en spillede Waldo & Marsha dog ikke – selvom den kunne have været nok så passende i ovenstående kontekst. Den beskedne flok fremmødte kunne i stedet svømme hen i et par pluk fra bandets ep ‘Smiling at the Ground’ fra tidligere i år, begge sider af dobbeltsinglen ‘Melancholia’/’Love’ samt en håndfuld nye numre, som lover rigtigt godt for det debutalbum, bandet for tiden arbejder på. Aftenens gig i Thisted var angiveligt netop et afbræk fra studiearbejdet.
Af de nye, foreløbigt uindspillede numre imponerede især den søsygt sugende rutsjebanetur ‘Pretend’, hvor bandet klædeligt viste tænder mod koncertens slutning. Bandets fire guitarister supplerer oftere, end de går i vejen for hinanden, i bedste Brian Jonestown Massacre-stil, men netop på det nummer, virker det som om at de seksstrengede forenedes i en sortnende og åndenødsfremkaldende malstrøm af frydefuld støj.
Læs også: Hør Waldo & Marshas nye dobbeltsingle
Koncertens småskavanker var mere synlige end hørbare. To gange Victor deles om forsangertjansen i Waldo & Marsha, og den ene, med efternavnet Groth havde undertiden svært ved at høre sig selv, hvilket han flere gange forsøgte at gestikulere videre til lydmanden. Og så levnede den lillebitte scene ikke megen albuerum til de otte bandmedlemmer, som derfor måtte nøjes med et ret stillestående og absolut minimalt showmanship.
Taktisk burde festivalen måske have byttet om, placeret The New Spring indendøre og foræret den større open-air scene til Waldo & Marsha, som dermed måske også kunne have fået plads til et noget længere set end de ellers suveræne 35 minutter, vi fik. De virker efterhånden modne nok til at kunne blive ved længere end ni numre – og ikke mindst som et band, der fortjener det.