Cold Specks – ydmyg magtdemonstration
Al Spx trådte alene ind på scenen helt klædt i hvidt, og uden videre kastede den lille canadier sig ud i et imponerende acapella-nummer. Spx fyldte ikke meget på scenen, men hendes vokal fyldte hele salen og sendte en bølge af gåsehud udover det lydløse Store Vega-publikum. Ydmygheden strålede ud af den 24-årige canadiske sangerinde, der havde et af årets allerbedste albums med sig i tasken til Danmark.
Den første tone var slået an, og den første sten til en vaskeægte magtdemonstration var lagt. Spx’ respektindgydende vokal fremstod knivskarp, og de 11 sange fra debuten blev fremført med kæmpe intensitet og nærvær, alt imens Spx bandende som en havnearbejder og også fandt plads til en enkelt knock-knock-joke.
Hurtigt fik hun selskab saxofon og guitar på debutåbneren, ’The Mark’, og på ‘Blank Maps’, med sine spinkle guitar-figurer, blev bandet fuldendt med trommeslager, pianist og bassist. Besætningen var velvalgt, og særligt saxofonisten var med til at løfte Cold Specks’ sange. Den tunge, dybe blæserlyd passede intet mindre end fantastisk til Al Spx’ selvdøbte doom-soul.
Læs også: Interview: Cold Specks er analog i en digital tid
Efter den smukke klaverbårne ‘Winter Solstice’ tog Spx lidt af et genrehop, og spillede et soulet cover af titelsangen til ’Fresh Prince of Bel-Air’ efterfulgt af de sarkastisk undskyldende ord: »I tried to lift the mood. I know that we’re a fucking depressing band«. Cold Specks spillede efterfølgende et nyt nummer, ’All Flesh Is Grass’, der var langt mere udadvendt og storladent end numrene på debuten, men også her imponerede canadierne.
Inden Vega igen blev sendt ud i den kolde efterårsaften sluttede Spx med den gamle folkesang ’Goodbye Dear Old Stepstone’ i en acapella-udgave uden mikrofon, og slog endnu engang fast, at hendes vokal er uovertruffen.
