Det var kærlighed ved første blik, da dokumentaristen Louise Detlefsen mødte de tre veninder Sus, Marline og Susana under en casting til sin nye film.
Mødet førte til et års drypvise besøg, hvor Detlefsen fik lov at være fluen på væggen under både druk, diskussioner og natlige gåture på Dronning Louises Bro.
Resultatet blev dokumentaren ’Lovebirds’, der – som navnet antyder – handler om de tre unges frembrusende pigers kærlighedsliv, men også om deres venskab venskabet, intrigerne og op- og nedture.
Filmen giver et intimt indblik i de unges liv som et virkelighedsnært generationsportræt, der adskiller sig radikalt fra de gængse, overfladiske ungdomsskildringer, der præger sendefladerne i reality-programmernes tidsalder.
Vi mødte Louise Detlefsen til kaffe og en snak om ungdom, kærlighed og autentisk tv – helt i ’Lovebirds’ ånd.
Hvad ville du fortælle med ’Lovebirds’?
»Den handler om tre veninder, som deler deres tanker og oplevelser om kærlighed og dét, der skal ske i deres liv. Det er ligesom en lille rede, hvor de kan gå tilbage og ruge sammen. For mig handler det meget om, hvor meget man har brug for at have nogle allierede – nogle, man kan dele sine tanker med«.
Hvorfor ville du lave en dokumentar som ’Lovebirds’?
»Mit udgangspunkt var, at jeg havde lyst til at lave noget, der ikke var så problemorienteret, og som bare handlede om ungdom, kærlighed, seksualitet og livsglæde. Jeg synes, der mangler noget autenticitet til unge. Der er jo masser af blogs på Youtube, hvor man fortæller om sit liv og sit teenageværelse. Der er en kæmpe sult efter den slags, men det findes ikke på tv.
Jeg kunne godt tænke mig en ’Vil du se min smukke navle’ (Søren Kragh-Jacobsens film fra 1978, red.) anno 2014. Tv om følelser og kærlighed, som ikke behøver at være drevet af stor dramatik«.
Hvad betød det for filmen, at du fandt netop Sus, Marline og Susana?
»Jeg ville finde nogle unge kvinder, som ikke har en så passiv tilgang til kærlighed, og som mere tænkte: ’Jeg kan godt have en Mr. Vinter … altså en mand, jeg ikke behøver dele mit liv med, men som jeg kan knalde lidt om vinteren, og så kan jeg gå ud og blive forelsket i en ny én om foråret.
De er så emotionelle og impulsive som mennesker, og det var jeg virkelig overrasket over fra starten. Den første scene i filmen er første gang, jeg filmer hjemme hos dem. Susana åbnede i badekåbe, og med det samme følte jeg, at jeg var en del af deres selskab«.
I filmen følger vi primært Sus, der i løbet af optagelserne bliver forelsket i en pige. Ændrede det noget i den måde, du tænkte filmen på?
»Jeg anede ikke, at det ville komme til at handle om én, der blev forelsket i en pige. På en måde fylder det rigtig meget i filmen, men jeg tror alligevel, at man kan mærke, at jeg ikke har sat mig ned og besluttet mig for at lave en film om at være biseksuel eller homoseksuel.
Dokumentarer er ligesom at gå med hunden. Du går en tur, og du kender ruten, men så finder hunden et spor, og så må man spørge: Hvad snuser den til? Som dokumentarist tænder på, at man kan mærke, når noget særligt sker – når der er nogle ægte følelser på spil mellem de her mennesker. Det er det, man hele tiden jager«
På et tidspunkt ser vi, at pigerne sidder og ser ’Paradise Hotel’. Hvordan ser du på den slags tv, når nu du selv søger autenticiteten?
»Man kan jo lugte, når tingene er iscenesat. I et program som ’Mig og min mor’ (Kanal 4, red.) ved du, at de ikke er blevet væk fra hinanden i Magasin, og du ved, at moren ikke ville tage en sølvdragt på på datterens universitet. Det er skægt, men du kan lugte, at det er fake.
Der er alt for meget tv, hvor kvinder er alt for dumme og laver for meget trutmund. Det kan man godt få en lille smule spat af. Det er dejligt, at der er et spil mellem kønnene, men jeg kan simpelthen ikke forstå, at man skal spille ubegavet eller hjælpeløs for at være sexet.
Hvis folk skændes og græder i fjernsynet, så tror man, at man kommer tæt på nogen. Jeg synes ikke, man kommer rigtigt tæt på dem, der hvor de er sårbare. Jeg synes ikke, det er dumme mennesker, men de spiller op til mediet. Pigerne i min film skændes om 40 kr., men det er jo ikke, fordi de sparker hinanden og siger ’luder bitch’. De er mega kede af, at de har sagt fuck til hinanden«
Findes der noget tv til unge, du synes fungerer?
»Jeg synes ’Selvoptaget’ (DR3, red.) er et forsøg på at komme op under facaden. Det har været et virkelig godt projekt, selvom det har været kritiseret af mange, som mener, man udnytter reality-stjernerne igen. Men man viser, at de står over for en masse problematikker. Min datter på 15 år forstår jo ikke, hvorfor en eller anden vil stille op i Ekstra Bladet og vise sin røv for 500 kr. Hun kom om bag facaden, da hun så det«.
Hvad har inspireret dig i dit arbejde med ’Lovebirds’?
»Jeg synes, det er fantastisk, at både Sus og Marline bor på femte sal – for der er noget ved, at man kan sidde under taget og kigge ud over byen. Jørgen Leth lavede en film om Søren Ulrik Thomsen i sort-hvid, en slags ’København set oppefra’, og jeg tænkte, at der må være noget dér. Man sidder indenfor og betragter livet udenfor. Det var dejligt, at pigerne boede under taget, hvor man kan sidde og ryge cigaretter og tænke.
Det er vel også et portræt af nogle rimelig cool københavnere?
»De er rimelig selvbevidste, ja, men også røvforvirrede. Og der er jo ikke nogen, der er så cool, at de ikke er på skideren«.
’Lovebirds’ kan ses i aften på DR3 kl. 21.00.