The Brian Jonestown Massacre – solbeskinnet kinesisk mur af guitarer
Solen tilsmilede Anton Newcombes legendariske psychrock-outfit The Brian Jonestown Massacre, da de indtog Northside lørdag eftermiddag og åbnede med den ikoniske ‘Whoever You Are’, skarpt opfulgt af ‘Who?’, som fik sat gang i publikum med sit hujende omkvæd.
Henover de seneste fire plader har der været en kløft mellem The Brian Jonestown Massacre som albumprojekt og så den efterhånden klippestabile, otte mand høje live-konstellation, Newcombe turnerer verden tynd med, men dagens optræden demonstrerede, at hullet med det nylige album ‘Revelation’ er ved at lukke sig igen. I hvert fald følte Newcombe sig tryg nok til at servere flere smagsprøver, hvoraf især den krautrockende ‘Goodbye (Butterfly)’ skinnede midt i settet.
Matt Hollywood og Joel Gion piskede publikumsstemningen i vejret med flabede leveringer af ‘Got My Eye On You’ og drillesangen ‘Not If You Were the Last Dandy On Earth’, begge med Hollywood på vokal, men koncertens absolutte højdepunkter indtraf andetsteds.
Læs anmeldelse: Høj bas forplumrede Møs kroning på NorthSide
Newcombe måtte på sin vanligt, nærmest obligatorisk koleriske falcon afbryde ‘Prozac vs. Heroin’. »I can’t fucking sing when your guitar is that much out of tune!«, føg det tværs over scenen til krølhårede Ricky Maymi, der troligt måtte fikse miséren. Men noget måtte Newcombe have hørt, for nummeret vellød bagefter, så englene sang, og blev opfulgt smukt af en nærmest pastoral udgave af hans beske hilsen til sine svigtende forældre – ‘The Devil May Care (Mom and Dad Don’t)’.
Sammen med koncertens lukkere – de sublime klassikere ’Servo’ og ‘When Jokers Attack’ – satte Newcombes kinesiske guitarmur trumf på og signalerede egentlig mest af alt, at de kunne blive ved i mindst dobbelt så lang tid som den magre time, der var sat af til dem. Idet dagens anden psychrock-booking, britiske Temples, havde aflyst, kunne man fundere over, om ikke den rigtigste løsning på dét problem havde været at lade dem, fremfor at hive Mont Oliver ind fra sidelinjen.
Se hele vores dækning af NorthSide HER.