To fremmede – Rebecca (Zoe Kazan), en undertrykt high society-husmor i New Hampshire, og Dylan (Michael Stahl David), en eksfange, der forsøger at få livet på ret køl i New Mexico – finder ud af, at de har en særlig telepatisk forbindelse: De kan se, hvad den anden ser, føle hvad den anden føler, høre hvad den anden hører og dermed tale med hinanden. Forbindelsen udvikler sig til venskab og en spirende romance.
Hvis det lyder skørt, er det ikke så sært. Manden bag ’In Your Eyes’ er nørde-auteuren Joss Whedon, der står bag overnaturlige og kitschede koncepter som ’Buffy the Vampire Slayer’, ’Firefly’, ’The Avengers’ og ’Cabin in the Woods’. Whedon har skrevet manuskriptet og er executive producer på filmen, der er det andet udspil i instruktørens eget lavbudgetselskab Bellwether Pictures.
Selskabet stiftede han sidste år sammen med sin hustru, producer Kai Cole. Parret fejrede uafhængigheden af de store Hollywood-studier ved at filme en moderne version af Shakespeares ’Stort ståhej for ingenting’ i deres egen baghave.
Outsidernes mand
Med ’In Your Eyes’ Whedon overlod Joss Whedon instruktørtjansen til Brin Hill, manden bag realistiske teenagedrama ’Ball Don’t Lie’.
»De var interesserede i at tage min naturalistiske æstetik og Joss’ hyperrealistiske stemme og se, hvad der kom ud på den anden side«, fortæller Hill, da vi møder ham på Hotel Hilton i New Yorks Chelsea-kvarter. »Jeg tror, det er den kombination, der fik komikken til at fungere: At rodfæste det overnaturlige i en realistisk hverdag og behandle fænomenet, som om det var helt normalt«.
Hill var tiltrukket af manuskriptets Whedon-karakteristika som genremiks, skæv humor og antihelte, der finder styrke i hinanden. »Hvad enten det er ’Avengers’, ’Buffy’, ’Firefly’ eller ’Much Ado’, handler det om en gruppe outsidere, der slutter sig sammen og derigennem opdager deres egen skæbne. Det er ofte karakterer, der bor i en lille by, hvor det er umuligt at udvikle en individuel identitet, fordi alle holder øje med hinanden og slår hårdt ned på alle, der er anderledes«, siger Hill.
Ensomme sjæle
Det er også tilfældet i ’In Your Eyes’, som helt usædvanligt blev gjort tilgængelig på Vimeo, samtidig med festivalpremieren på New York Film Festival.
Mens Rebecca og Dylan blomstrer i deres nye venskab, bliver deres omgangskredse mere og mere foruroligede over, hvad der for udenforstående ligner skizofrene samtaler. Rebeccas snobbede ’veninder’ sladrer om hende, og hendes mand, en skurkagtig læge (Mark Feuerstein), pønser på at tvangsindlægge hende på et psykiatrisk hospital. Dylan bliver fyret fra sit job i en bilvask og droppet af sin date (Nikki Reed). Kan de to ensomme sjæle plaget af lavt selvværd hjælpe hinanden til at gå op imod omgivelserne?
»Filmen handler om at finde sandheden om sig selv ved hjælp af hinanden«, siger Hill og fortæller, at han ønskede at fokusere på hovedpersonernes relation – ikke det overnaturlige element.
»Vi bliver spurgt om det hele tiden i Q&A’s men hverken Joss eller jeg havde lyst til at forklare fænomenet i filmen. Det er ikke det, historien handler om. Den handler om karakterernes udvikling og den rejse, de tager sammen. De havde brug for en forbindelse, og det var sådan her, vi skabte den«.
Alvor tilsat sirup
At formidle den voksende intimitet mellem de to karakterer, der i stort set hele filmen ikke optræder sammen fysisk, var en udfordring, siger Hill. Holdet optog Kazans scener i New Hampshire og Stahl-Davids scener i Los Angeles. Men begge skuespillere var til stede under alle optagelserne.
»Det var vigtigt for Zoe og Michael, at de var der for hinanden hele tiden. Når den ene optog en scene, var den anden gemt et sted i rummet – under et skrivebord, i et køleskab, bag en bar – så det ikke blev en monolog. Vi havde brug for, at de kunne interagere for at få deres forhold til at udvikle sig på lærredet«.
’In Your Eyes’ er først og fremmest en kærlighedsfilm, og Whedon-fans skal ikke sætte næsen op efter hæsblæsende action, vampyrslagtninger eller mytiske mysterieopklaringer. Som Hill siger: »Der er ikke så mange spidninger af hoveder, som der plejer«. Kazan har rammende beskrevet filmen som ’Joss Whedon imiterer Nicholas Sparks’, og kærlighedsdramaet er tilsat mere sirup, end vi er vant til fra Whedons ironiske hånd.
Det følsomme har dog altid været til stede i Whedons værker, siger Hill. Tænk bare på det poetiske, men dødsdømte forhold mellem vampyrdræberen Buffy og den sjælfulde vampyr, Angel.
»Jeg har selv tendens til at være kynisk, og min humor er sarkastisk«, siger han. »Der var en alvor og oprigtighed ved det her manuskript, som jeg var tiltrukket af. Samtidig er det en sjov og let film, man bare kan læne sig tilbage og nyde«.
’In Your Eyes’ kan købes for fem dollars på Vimeo HER.
Læs også: Joss Whedon sender ny film direkte på nettet