James Holden – syntetisk sitrende bølgehav
På Apollo tog James Holden i selskab med en trommeslager publikum med på en musisk vandring fra svævende droner over eksperimenterende krautrock til fordrejede og skærende technobeats i et genremix, som man kender ham bedst.
I begyndelsen synes det som en oplagt idé at tilsætte live-trommer til de på én gang indadvendte og samtidig overstimulerende og uharmoniske synthesizere, men de taktfaste trommer blev i længden en let forstyrrende faktor i forhold til Holdens detaljerige og opmærksomhedskrævende toneregister, der let kunne have udgjort koncerten alene.
I en åbenlys usund arbejdsstilling nærmest hoppede Holden indesluttet over sine knapper i takt til et disillusionerende hav af syntetiske lyde. Han holdt et statisk, i korte perioder næsten stillestående, vibrerende tempo, der til trods skabte en følelse af en eskalerende rejse ud i rummet eller på den anden side helt ind i publikums ligeså vibrerende knogler.
Mod enden samledes de disharmoniske lyde i mere tilgængelige og eskalerende bølger, fulgt af en boblende bas i noget der kunne lyde som et underspillet, men ikke desto mindre effektfuldt klimaks.
Holdens hang til de eksperimenterende og genreblandende kompositioner fik frit spil, og netop det utilgængelige formåede at fiksere publikum i en form for hypnose med en underlæggende følelse af noget storladent. Grundet live-trommernes insisteren fik detaljerne dog aldrig helt lov til at udfolde sig, hvorfor stemningen forblev på jorden.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.
