‘Guardians of the Galaxy’

James Gunns ’Guardians of the Galaxy’ er en mærkværdig rumoperakomedie, hvis farverige eskapisme synes lysår væk fra de seriøse miner, Russo-brødrene tidligere på året etablerede med deres overraskende vellykkede superhelteudspil, ‘Captain America: The Winter Soldier’.

Chris Pratt fra ’Parks and Recreation’ spiller Peter Quill, en stivnakket, selvoptaget og skørtejagende flab fra Jorden, der mistede sin mor som dreng og nu, som tyvagtig pilot og efter eget udsagn legendarisk fredløs, synger og danser sig igennem rummet på må og få til fede 60’er- og 70’er-toner fra en retroawesome walkman.

Quill har ambitioner om at blive verdenskendt som ’Star-Lord’ og stjæler (for at kunne sælge den til højestbydende) en dyrebar kugle med så stærke magiske kræfter, at galaksen ville kunne bringes i knæ, hvis den ender i de forkerte hænder.

Snart bliver han og en broget flok forbrydere ført sammen, for Quill får nemlig to dusørjægere i hælene: et akavet makkerpar bestående af en pengegrisk og gnaven vaskebjørn, Rocket – der efter gentagne genetiske eksperimenter har udviklet intelligens og taleevner (stemmelagt af en sjov Bradley Cooper) – og dennes kammerat og bodyguard, den for det meste blide, men om nødvendigt frygtindgydende træorganisme Groot (med stemme og bevægelser af Vin Diesel).

De tre havner i fængslet Kyln, og under en flugt danner de et umage og ufrivilligt partnerskab med to menneskelignende væsner, som begge ønsker at hævne deres myrdede familier: grønhudede Gamora (Zoe Saldana) – en lejemorder med samvittighed – og den overpumpede Drax (wrestleren Dave Bautista), der ligeledes viser sig at være betydeligt mere mild, end hans øgenavn The Destroyer umiddelbart antyder.

Omgangstonen er charmerende tilbagelænet a la Joss Whedons kultserie ’Firefly’, og især Star-Lord og Rocket er mindeværdige i kraft af deres seje udstyr og skæve personligheder. Langt ringere indtryk gør det venskabelige vogterholds nemesis Ronan (Lee Pace), som er meget lidt faretruende i sin aparte dragt, der ligner noget fra et dårligt rollespil. Og man glemmer også helst alt om den blå Youndu (Michael Rooker), en slags Jabba-type til Quills Han Solo, der dirigerer en topdødelig pil med sin blotte fløjten.

Filmens mange komiske indslag er udpræget hit and miss, og især de popkulturelle referencer føles lovligt tilfældige. Andre jokes er ekstremt fjollede, men der er da noget forfriskende anderledes over, at den manisk-energiske action og dommedagsplottet (for sådan et skal man jo have) regelmæssigt bliver sat på pause til fordel for Pratts fint timede antihelt på slap line.

’Guardians of the Galaxy’ er hverken lige så konsekvent underholdende som ‘X-Men: Days of Future Past’ eller nær så engagerende som ‘Abernes Planet: Revolutionen’. Men James Gunns Marvel-underdogs er nu alligevel rigtig godt selskab.

---

Kort sagt:
James Gunns soundtrackvalg og herligt uærbødige instruktion giver selvsikker mojo til ’Guardians of the Galaxy’ – et spøjst alternativ/supplement til ’The Avengers’. Star-Lord Chris Pratt bryder igennem som leading man, men Bradley Cooper stjæler alligevel næsten filmen som den flot animerede Rocket Racoon.

Læs også: Syv film, du ikke må gå glip af i august

Læs også: Sommerfilmene, vi glæder os allermest til