Leonard Cohen

»I’m slowing down the tune / I never liked it fast / You wanna get there soon / I wanna get there last«, synger 80-års-fødselaren Leonard Cohen på ’Slow’, en orgelglidende blues, der åbner mesterens nye album og sætter standarden for, hvad Cohen kan og vil med sin musik: Dyrke langsomheden og eftertanken.

Hvor Cohen i de sidste små 30 år har anvendt en implicit ironiserende, muzakklingende keyboardæstetik, viser han på ’Popular Problems’ en fornyet vilje til at skabe en mere organisk ramme omkring sine – som altid – eminent velvalgte ord.

Bløde violinkurver går igen, hvilket understreger melodilinjerne og giver dem ekstra kulør, som på for eksempel ’Samson In New Orleans’ og ’You Got Me Singing’. Brugen af et rigtigt klaver på ’Almost Like the Blues’ har samme virkning.

Musikkens organiske fylde bliver helt tydelig på den (bevidst) banale kærlighedssang ’My Oh My’, hvor twangguitar og blæsere lyser op. Det samme gør den akustiske guitar på ’Did I Ever Love You’ og brugen af congas og arabisk bønnesang på ’Nevermind’.

I det hele taget sætter Cohen ikke en fod forkert på sit vel nok bedste album i 20 år. Ikke siden ’The Future’ har han formået at iscenesætte sin lyrik i en så levende musikalsk ramme. Her duver sangene med en diskret, men ikke temperamentsløs, puls – et betagende, letflydende og æggende groove. Eller som Cohen synger på ’Slow’: »Slow is in my blood«. Det tror man på.

Læs anmeldelse: Leonard Cohen ‘Old Ideas’