Anslag
»Det hele begyndte i skolen i slut-80’erne, hvor vi skulle interviewe en interessant person. Jeg var 15 og næsten lige kommet til Sverige fra Libanon. Jeg fik den idé at interviewe min historielærer, der havde overlevet holocaust og var helt utroligt god til at fortælle om det. Efter interviewet sagde hun, at hun var i gang med at lave et teaterstykke med en lille teatergruppe, men manglede en skuespiller med anden etnisk baggrund. Først var jeg skeptisk, men mine venner pressede mig, så jeg gik til casting. Og jeg blev simpelthen bidt af det«.
Udvikling
»Der går lang tid, før man tør sige til sig selv, ‘jeg er skuespiller’. Men det er en del af det at arbejde – det skal tage tid. Først da jeg var 19, var jeg helt sikker på mit kald. Så flyttede jeg til Gøteborg, startede på en skuespillerskole og fik et job på Gøteborgs Stadsteater. Da kunne jeg sige til mig selv: ‘Nu er du rent faktisk en rigtig skuespiller’. I dag har jeg ikke spillet teater i fire år, og for at være helt ærlig ved jeg ikke, om jeg kommer til det igen. Nu handler det kun om at lave film«.
Læs om succes med ‘Jalla! Jalla’ og en karrierekrise på næste side.
Point of no return
»Jeg lavede min første film, da jeg var 27, men der blev jeg klippet ud. Jeg tog det ikke så tungt, for sådan er filmbranchen. Samme år lavede jeg min første rigtige film, ‘Jalla! Jalla!’ (billedet, red.), der blev en kæmpe succes i Sverige. Jeg spillede hovedrollen, og i løbet af en uge vidste hele Sverige, hvem jeg var. Mere eller mindre i hvert fald. Jeg skrev faktisk filmen sammen med min medskuespiller, Torkel Petersson, og min bror, Josef, der instruerede. Min bror er lidt af et geni, og at arbejde sammen med ham var en stor chance for mig. Vi har altid hjulpet hinanden meget og lavet mange små og store projekter sammen«.
Konflikt
»Jeg tror, at de fleste mennesker når til et punkt i livet, hvor de spørger sig selv: Hvad skal der ske nu? For fem-seks år siden følte jeg, at hele filmbranchen var lidt træg, og at jeg var kørt fast. Jeg lavede ‘kun’ teater og fik ikke større filmroller. Som skuespiller er man afhængig af, at andre henvender sig til én med spændende projekter, og det kan være frustrerende. Men lige siden jeg var en lille dreng, har jeg haft en stærk selvtillid. Den har altid stået mig nær, altid holdt mig i hånden. Så jeg har aldrig tvivlet på mig selv, og pludselig begyndte det hele at rulle igen«.
Læs om Fares Fares’ Hollywood-eventyr på næste side.
Klimaks
»For at være komplet ærlig så føler jeg virkelig, at det hele klimakser nu. Jeg er ret heldig. De danske film ‘Kvinden i buret’ og ‘Fasandræberne’ betyder virkelig meget. Den nyeste er meget vellykket. Og den kemi, jeg har med Nikolaj (Lie Kaas, red.), er altså ikke noget, man har med alle skuespillere. Det er noget helt specielt. Vi hjælper hinanden meget og arbejder tæt sammen i udviklingen af vores karakterer, Carl og Assad. Og vi er dybt opslugte af manuskriptet og fortællingen. Det er det samme med Mikkel Nørgaard (filmenes instruktør, red.). Samarbejdet med de to er as good as it comes«.
Udtoning
»Det er svært og næsten skræmmende at tænke på en udtoning. Det er faktisk helt umuligt at forestille sig et tidspunkt, hvor jeg siger, ‘det var det’, for heldigvis befinder jeg mig midt i det hele lige nu. Eller forhåbentligt kun i begyndelsen af alt det gode. Jeg har lige indspillet ‘Child 44’ med Tom Hardy og Gary Oldman, instrueret af en anden svensker, Daniel Espinosa. Nikolaj medvirker i øvrigt også. Hollywood er faktisk ikke så forskellig fra Europa. Jo, der er flere folk bag kameraet og virkelig mange assistenter, men når optagelampen lyser, så er følelsen den samme, og alle er lige«.
Læs også: ‘Fasandræberne’-instruktør Mikkel Nørgaards overraskende inspirationskilder