’Krigerne fra nord’
At bruge fire år af sit liv på at skildre et enkelt emne, er i sig selv lidt af en bedrift. Og at dykke ned i et så spændende og væsentligt stofområde som al-Shabaab, kræver formentlig en pæn portion mod og stædighed oveni hatten.
Dokumentarinstruktøren Søren Steen Jespersen og den dansk-somaliske journalist Nasib Farah har møjsommeligt arbejdet sig ind i et for mange skjult og ukendt miljø. Det har de gjort gennem den somaliskbaserede, jihadiske gruppes medlemmer i aktiv kamp i Somalia og gennem det rekrutteringsnetværk, som samler unge, søgende dansk-somaliere op, når de har ramt bunden af samfundet og sig selv.
Så meget desto ærgerligere er det, når de store ambitioner ikke rigtigt indfries. Filmen kommer for lidt ind under huden på sine karakterer. Vi ser interviews fra Somalia med tørklædedækkede unge mænd med brændende blikke og en stålfast tro på en ren og retfærdig sag. Vi følger en ung, dansk-somalisk mand, ’Skyggen’, som anonymiseret og med manipuleret stemme fortæller om det miljø i Danmark, der var lige ved at gøre ham til en del af den væbnede og ofte dødbringende kamp. Og vi møder Abukar, hvis søn Mohammed rent faktisk drog afsted, og som Abukar desperat prøver at få kontakt med over en skrattende telefon, som sønnen aldrig tager.
På papiret lyder det spændende. Men filmen får ikke pustet liv i sit emne. Vi bliver ikke klogere på, hvad det er, organisationen al-Shabaab kan. Den udfylder et tomrum, forstår vi – men med hvad? Hvordan bliver brændende retfærdighedskamp til betændt brutalitet? Hvor er dens hjerte? Og hvad er det, der har tværet de aspirerende krigere ned på bunden af Danmarks samfund i første omgang?
’Skyggen’ har forståeligt valgt at være anonym. Men det betyder, at vi ikke kan følge ham rundt i hans miljø og det liv, han er træt af. Vi kan ikke se hans frustrationer eller høre hans tvivl. Vi kan ikke møde de venner, som var ved at lokke ham i radikaliseringsfælden. Og filmen evner desværre ikke at finde løsninger, der kan kompensere for denne naturlige udfordring.
Den er filmet i, hvad man måske kunne kalde klassisk tv-dokumentar-stil: Med et upersonligt kamera, fattige rekonstruktioner, som blot viser det, fortællerstemmen siger, og opsatte interviews, der ikke kommer bag om de overfladiske forklaringer.
Tv-formatet kan godt fungere, hvis man har en Guldbrandsen’sk faktarigdom eller en sans for mediets levende billeder. Men ’Krigerne fra nord’ henfalder til forudsigelig dyster underlægningsmusik og dramatiseringer, som ikke kan skjule dens grundlæggende neutrale tone. De fleste kræfter er nok gået til det logistiske helvede, det må være at infiltrere et sådant miljø. Undervejs har instruktørerne så tilsyneladende glemt, hvad de vil sige ud over at sætte billeder på en historie, som man mere eller mindre kendte i forvejen.
Filmen gør dog én ting mere end godt: Scenerne med Abukar er hjerteskærende nærværende. Faderens sorg, hans uforståenhed og vrede rettet mod organisationen, som har taget hans søn, og hans insisterende forsøg på alligevel at vinde sønnen tilbage er præcist og omsorgsfuldt skildret. Her bliver filmen skarp af rent faktisk at kunne skildre en historie, mens den udspiller sig, og trænge derind, hvor man fornemmer, hvad der er på spil.
Kort sagt:
’Krigerne fra nord’ tager modigt livtag med al-Shabaab og skildrer både det danske rekrutteringsnetværk og den væbnede kamp i Somalia. Desværre lykkes det kun i få af filmens scener at kanalisere det langvarige researchprojekt ud på en vedkommende og dybdegående facon.