Dean Blunt

Nej, Dean Blunt er ikke pludselig begyndt at lave metal, albumtitlen til trods. Hans andet soloalbum (han er også halvdelen af Hype Williams) er tværtimod et humoristisk potpourri af genreelementer, hvor sangtitlerne ikke skal tages alt for seriøst. Alt fra blues og elektronisk musik over lo-fi, hiphop og pop udfordres, og formaterne udforskes både med en sarkastisk distance og en indfølt, legende oprigtighed, der er klassisk Blunt.

Eksempelvis har ‘Punk’ intet med punk at gøre, men byder på et langsomt, catchy og loopet hiphop-beat med Blunts drevne form for tale-sang henover. Den efterfølgende ‘Country’ er på samme måde langt fra country, og er i en helt anden boldgade en støjende og eksperimenterende lydcollage med hvinende guitarstrenge og forvredne, ambiente synthesizere.

Albummets overordnede stemning er dog generelt i den følsomme og poppede ende, som ’50 Cent’ der i kontrasten mellem mande- og kvindevokaler og den elektriske guitar skaber en nærværende og sørgmodig intimitet. Intimiteten udbygges i den lange ‘Forever’, som fra et simpelt beat langsomt udvides med elektroniske distortion-effekter og sensuelle blæsere i forvandlingen til en Sade-klingende og meditativ lydcollage.

Overgangen mellem numrene er glidende, og den overordnede disharmoni sammensættes i en overraskende naturlig og ligefrem fængende harmonisk progression. Der her er et ægte Dean Blunt-album, der med en let provokerende og original form vækker en nysgerrighed, der tilfredsstilles med nye detaljer ved hver gennemlytning.

Læs anmeldelse: Dean Blunt ‘The Narcissist’