Röyksopp

Röyksopp har nået enden af vejen. Det her er nordmændenes sidste udgivelse i tradionelt albumformat, og fremtiden byder herfra på uvisse, musikalske størrelser.

Er det her så det gloværdige, om end midlertidige, farvel, som Svein Berge og Torbjørn Brundtland helt sikkert har drømt om at kreere? Desværre ikke, og for hver gennemlytning bliver det klarere, at duoen har taget den rigtige beslutning. Spørgsmålet er, om de allerede skulle have stoppet albumlegen med ’Senior’ i 2010?

Debutalbummet ’Melody A.M.’ fra 2001 var en langtidsholdbar blanding af legesyge og nakklubmelankoli, ’The Understanding’ fulgte trop, dog uden helt samme konsistens, og selv de to ’Junior’/’Senior’-album havde en konceptuel sammenhørighed, hvor lyden, som brødrene i ’1864’, stak i en henholdsvis løssluppen og introvert stemning. Men det er svært at se pointen med ’The Inevitable End’, for albummet ved ikke rigtigt, hvad det skal gøre af sig selv.

Det er nærmest snyd af starte med braget ’Skulls’, der næsten er techno-tungt som et lille damplokomotiv, hvor trommerne er hjulene og synthen tågehornet, der hyler i natten. For herefter jagter nordmændene mestendels en sortmelankolsk romantik, og de fleste sange lyder som enten ’Junior’-numre med behov for lykkepiller eller ’Senior’-stemninger, der er lagt helt i seng.

I modsætning til sidstnævnte er her oftest vokal på, men hvorfor Jamie McDermott fra The Irrepressibles pryder fire ud af albummets 12 numre er uforklarligt. Han lyder lidt som en James Blake-light. Vokalen er dybere, men uden personlighed, hvilket ikke hjælper på den boblende ørkenvandring ’Compulsion’ eller den hjerteknuste ’You Know I Have to Go’, hvor luftige synths svæver som stjernestøv i et søvndyssende tempo.

Röyksopp har selv udtalt, at teksterne denne gang virkelig er i fokus. Men når tempoet bliver skruet i vejret på den blidt pumpende ’I Had This Thing’, står McDermott klar med linjer som »I had this thing to call my own, just one slip and it was gone« og »I’m so confused, I cannot see / this wave of guilt is drowning me«. I modsætning til Robyn har han ikke charmen til at slippe af sted med det letbenede.

Robyn selv er med på en nyredigeret, mere klubvenlig version af ’Do It Again’-tracket ’Monument’ samt ’Rong’, et kort, intenst og strygerfyldt midter-track. Sammen med ’Skulls’ er disse højdepunkter, som dog bliver trumfet af ’Running to the Sea’, hvor Susanne Sundfør frigørende løber mod frelse med taktfast bas og lavmælt piano som pejlemærker.

Det nummer er sjovt nok udgivet enkeltstående for et år siden, og så er vi tilbage til, at afskeden med albumformatet giver mening. Det her er ikke et grådkvalt farvel, og når lukkeren, den dvælende robotballade ’Thank You’, rinder ud, er man ikke i tvivl om, hvorvidt man skal takke for musikken eller Röyksopps beslutning om at genopfinde sig selv.

Læs også: Röyksopp annoncerer deres sidste album

Læs anmeldelse: Röyksopp & Robyn ‘Do It Again’