Azealia Banks

Azealia Banks har lavet seksten fantastiske sange, men ikke et decideret album.

Siden ’212’ svingede mellem lyshastighedshurtige battle-rim og storladne sangsekvenser, har kernen i Azealia Banks’ musik været dynamikken mellem modsætninger. Og sådan er det også på hendes langt om længe leverede debutplade. Faktisk er albummet rapperens mest overbevisende og overrumplende udgivelse indtil videre, men den er også endnu et eksempel på, at Harlem-kunstnerens eksplosive sange ikke rigtigt fungerer i albumformat.

Læs også: Azealia Banks’ debutalbum ‘Broke with Expensive Taste’ udgivet ud af det blå

Sangene krydser nærmest klinger: ’Gimme a Chance’ starter med skarpe flows over blæsere, der er majestætiske nok til et Just Blaze-beat, men ender med, at Banks’ synger på spansk over latinamerikanske rytmer. Ariel Pink-samarbejdet ’Nude Beach a Go-Go’ er til gengæld rendyrket surferrock (inklusive linjer som »nude beach a go-go / ram-a-lama-ding-dong, surfer Billy bing-bong«), hvor Azealia Banks lyder som om, hun aldrig har lavet andet end at ligge sorgløs i den californiske sol.

Og så er der albummets fantastiske midt- og højdepunkt, numrene ’Bbd’ og ’Ice Princess’, hvor Banks bruger et tilbageholdt, selvsikkert flow, der lyder halvt som en aggressiv trap-rapper fra Atlanta, og halvt som om hun kanaliserer Lil Kims selvsikre, mørke stemme. Men selvfølgelig har begge numrene også en anden side: Førstnævnte afbrydes hele tiden af EDM-agtige lyde, der bygger op til et drop, der aldrig kommer, mens sidstnævnte på herlig vanvittig vis sampler Kyle Minogues ’Can’t Get You Out Of My Head’ i omkvædet. Det er rastløs musik til barnet, der ikke kan sidde stille i klassen.

Og det gør albummet til en åndeløs affære. Nogle gange fordi man bliver forpustet af de mange ideer, der ikke altid er lige gode, men oftest fordi man holder vejret af spænding, hver gang endnu et nummer vender vrangen på sig selv. Banks virker aldrig forceret eller forvirret, når hun skifter stil – hun er mere som en skingrende sindssyg flugtbilist, der kører i den forkerte kørebane, mens hun smiler manisk af de andre forfærdede bilister.

Måske er Azealia Banks bare ikke nogen albumartist – ikke engang hendes mixtape, ’Fantasea’, der havde et klart, konceptuelt tema, hang særligt godt sammen. Der var et vagt antydet vandtema, men sangene var så forskellige som fiskene i havet.

Numrene er altid ved at sprænges af overskud og skæve indfald, og det er det, der gør musikken så levende. Men her virker det sammenhængende format forceret: Nogle gange føles albummets 16 sange som 16 fantastiske scener, plukket fra 16 forskellige film.

Læs også: Hvor blev de af? 12 sagnomspundne album, der blev væk

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Azealia Banks. 'Broke with Expensive Taste'. Album. Selvudgivet.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af