Jim Carrey og Jeff Daniels har mere end ’Dum og dummere’ tilfælles. De er for eksempel (til manges fortrydelse) begge to blevet ’snydt’ for en Oscar-nominering, selvom de har været i spil adskillige gange.
De har dog også haft meget forskellige karriereforløb:
Jim Carreys har udfoldet sig efter et ret klassisk Hollywood-skema (se også Bill Murray): Ung komiker laver tv-show (’In Living Color’), tager springet til film og laver aggressivt morsomme komedier (1994 var Carreys annus mirabilis: ’The Mask’, ’Ace Ventura: Pet Detective’ og ’Dumb and Dumber’), laver herefter mere ’safe’ komedier til familiesegmentet (’Liar Liar’) for så at tage springet til seriøse film, der angler efter Oscar-anerkendelse (’Man on the Moon’, ’The Truman Show’). Herefter fortaber karrieren sig i variationer over de allerede etablerede typer med et i stigende grad ujævnt udbytte.
Jeff Daniels’ karriere har fulgt en mere uforudsigelig kurve. Et tidligt gennembrud med mange interessante roller (80’erne), nogle pauvre år i 90’erne, da han ellers havde potentialet til at blive en stor stjerne a la Tom Hanks, et seriøst comeback i indiefilm i 00’erne (’The Squid and the Whale’, ’The Lookout’) og bredere bevågenhed i 10’erne i både tv-serie-regi (’The Newsroom’) og en tilbagevenden til pueril komik på tærsklen til de 60 år (’Dum og dummere to’).
Som modgift til den biografaktuelle ’Dumb and Dumber To’, der er blevet sablet ned af de amerikanske anmeldere, kigger vi her på de bedste dramatiske roller fra d’herrer Carrey og Daniels. Vi har endda tilladt os at spille dem ud mod hinanden med en fælles rangering.
8. ’Man on the Moon’ (Jim Carrey)
’Man on the Moon’ (1999) er bestemt ikke en af den tjekkiskfødte instruktør Milos Formans (’Amadeus’, ’One Flew Over the Cuckoo’s Nest’) stærkeste film, men rollen som komikeren Andy Kaufman, der døde af kræft i 1984, var oplagt materiale for Carrey i hans bestræbelse på at blive taget seriøst.
Kaufmans univers giver Carrey mulighed for at veksle mellem reenactments af Kaufmans scene- og skærmpersonlighed og portrættere det skrøbelige individ bag den grænsesprængende, absurde komik, der var Kaufmans varemærke.
Det er ikke overraskende, at Carrey er ret god til at imitere Kaufman, fordi hans komik altid har været præget af en uforlignelig evne til fysisk at modellere sit ansigt i en hvilken som helst variation af overdreven galskab. Hans præstation vidner om grundig research, dedikation og indlevelse.
I den anden ende af skalaen bærer hans nærmest salige gestaltning af den døende Kaufman præg af en skuespiller, der er lidt for optaget af at skabe en rørende konklusion på et omtumlet, forvirrende levnedsforløb. Carrey nærmest stråler af dødsaccept, som var han en helgen parat til at dø på vegne af os alle. Det virker over the top, for ikke at sige patetisk, især i en film om en misforstået komiker.
7. ’Terms of Endearment’ (Jeff Daniels)
Jeff Daniels’ gennembrudsrolle fandt sted i en Oscar-vindende tearjerker, der har 80’erne prentet ind i marven af sit væsen. Den unge Daniels spiller Flap Horton, der er Auroras (Shirley MacLaine) datters mand.
Der er ingen tvivl om, at MacLaine og Jack Nicholson (som Auroras love interest) er filmens stjerner, men Jeff Daniels’ rolle er kompleks, i og med at han både skal agere ambitiøs underviser (familien flytter til Nebraska for hans karrieres skyld) og bygge bro over spændet fra utro ægtemand, da Emma er rask, til ulykkelig ægtemand, da hun ligger for døden. Efter Emmas død går han med til at overgive børnene i Auroras varetægt, men uden at kunne slippe følelsen af at have fejlet som både far og ægtemand.
Daniels er overbevisende, selvom filmen tydeligvis ikke er skrevet med blik på at uddybe hans karakters nuancer. Han er en sømløs bit part player i en film, hvis uomgængelige formål (og bedrift) er at vride tårer ud af sin tilskuer og fungere som udstillingsvindue for MacLaines og Nicholsons Oscar-appellerende roller. Det virkede, for de vandt begge.
6. ’Good Night, and Good Luck’ (Jeff Daniels)
Daniels spiller en lille, men fint ramt rolle i George Clooneys Oscar-nominerede film fra 2005 om et mageløst eksempel på journalistisk integritet og mod i McCarthy-æraens Koldkrigs-Amerika i 50’erne.
David Strathairn stjæler billedet som den altdominerende hovedperson, CBS-værten Edward Murrow, der insisterer på anstændighed og retfærdighed midt i tidens paranoide kommunist-heksejagt, men Daniels er rigtig god som nyhedsredaktøren på CBS News, Sig Mickelson, der skal vælge mellem at presse Murrow tilbage på en mere farbar, konsensussøgende vej eller støtte ham i hans projekt med at insistere på sandheden. Med fare for sit eget job.
Daniels har et ansigt, der er bedragerisk velegnet i autoritetsroller som denne. Han kan både se komplet goofy ud med sine hundeøjne og lidt slappe, slaskede ansigtstræk (udnyttet til lavkomisk perfektion i ’Dum og dummere’), men han er samtidig i stand til at lade et ocean af følelser fare hen over sit ansigt med alarmerende lethed, så det antager en dyb, inderlig seriøsitet: Stemninger af lakonisk træthed eller grundfæstet melankoli.
5. ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ (Jim Carrey)
Uanset hvad man i øvrigt måtte mene om Carreys ’drama-drejning’ i slutningen af 90’erne – kulminerende med ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’ fra 2004 – viste han i disse år en udpræget vilje til at udfordre sig selv og sit publikums forventninger ved at tage del i nogle projekter med vidt forskellige instruktører: Tjekkiske Milos Forman, australske Peter Weir og franske Michel Gondry. Sidstnævntes krøllede, kreative hjerne – opflasket på opfindsomme musikvideoproduktioner – var et godt match til denne sci-fi-romance med et væld af musikvideo-lignende sekvenser, der indfanger den pludselig-opvågnen-fra-drøm-agtige tilstand af smuldrende minder, som Carreys kærlighedsknuste karakter gennemgår.
Carrey er mestendels klædeligt underspillet – som befinder han sig i en choktilstand, han hverken har overskuddet eller redskaberne til at begribe.
Det er dog ret tydeligt, at han ikke er skolet som dramatisk skuespiller. For eksempel spiller han slet ikke sammen med eller op imod Kate Winslet. Han er fanget inde i sin egen boble og har tydeligvis sin egen klare ide om, hvad rollen kræver. Dermed bliver hans præstation mere rørende for sin selvbevidste egensindighed end levende i kraft af den energi, der kan opstå, når man står over for en fremragende medskuespiller.
4. ’The Purple Rose of Cairo’ (Jeff Daniels)
Woody Allens metabevidste film-i-filmen-fantasi fra 1985 indeholder en skøn hovedrollepræstation af Mia Farrow som den kærlighedshungrende filmfan Cecilia, der drømmer sig væk i celluloidstrimlens eskapistiske mørke.
Jeff Daniels spiller dobbeltrollen som filmkarakteren Tom Baxter, der gennembryder ’den fjerde væg’ mellem lærred og biografsal og indleder en affære med Cecilia, og som skuespilleren Gil Shepherd, der spiller Tom i (den fiktive film) ’The Purple Rose of Cairo’. For at lokke Tom tilbage til filmens univers opsøger Gil Cecilia og overbeviser hende om, at hun skal vælge ham som sin elsker frem for Tom.
Rollen som Tom/Gil er en fortræffelig mulighed for Daniels til at spille på et bredt register: Den overdrevne patos ved filmfiguren Tom, der repræsenterer drømmen om filmbyens uskyld, og den kyniske og opblæste Gil, der repræsenterer Hollywoods opportunisme. Daniels er som en fisk i vand her: Selvbevidst charme møder skæbnetung patos og sørgmodigt drama.
3. ’The Truman Show’ (Jim Carrey)
Peter Weirs ’The Truman Show’ var det perfekte springbræt for Carrey over i det seriøse rollefag. Trumans glatte, falske ’liv’ – som den eneste uvidende om, at han lever i en gigantisk illusion af et reality-tv-univers – giver ham mulighed for at spille på nogle af styrkerne ved hans åbne, forundrede ansigt: En karikeret ignorance, naivitet og selvudslettende, vennesæl adfærd.
Frem for at lade fremstillingen af Truman Burbank-figuren kamme over i udstillende (tragi)komik, problematiserer filmen hans skæbne og peger fingre af den kyniske medielogik, der indfanger og knuser sagesløse menneskeskæbner som hans.
Der er en glidende overgang mellem Carreys gestaltning af Trumans ikke-komplicerede personlighed til den sørgelige og tragiske skæbne, vi som publikum opfatter, at han inkarnerer. Og Carrey bevæger sig på en fin balancegang filmen igennem. Det er med ganske små midler, han formår at påvirke sit publikum, så vi går fra at le af Truman til at græde med ham. På den måde er rollen både nemmere og sværere end den ser ud.
2. ’Something Wild’ (Jeff Daniels)
Jonathan Demmes kultfilm fra 1986 befinder sig i en interessant gråzone mellem actionkomedie, identitetsthriller og roadmovie. Den er både ret ligetil og ret langt ude.
Daniels spiller Charlie, der lige er blevet forladt af sin kone. Han møder en kvinde, der kalder sig Lulu (Melanie Griffith) på en café, og snart befinder de sig i en bil sammen, hvorefter en masse mærkelige, både befriende og foruroligende, ting begynder at ske, herunder et opgør med Lulus (der nu kalder sig Audrey) eksmand, Ray (Ray Liotta).
Daniels er forrygende som en succesrig bankmand, der midt i sit privatlivs største modgang lader sig rive med og forføre. En dansescene med Audrey indfanger på fantastisk vis karakterens forvandling fra det tilbageholdende til det hæmningsløse.
På mange måder er rollen som Charlie den, der allerbedst opsummerer Daniels’ styrker som skuespiller: Han er komplet troværdig som en selvsikker, men også hæmmet finanstype, der tænker på friværdi og pensionsopsparing, men med en farlig eller frisættende understrøm, der eksploderer i udbrud af handlekraft.
1. ’The Squid and the Whale’ (Jeff Daniels)
Rollen som Bernard Berkman i Noam Baumbachs indie-hit fra 2005 er uden tvivl Daniels’ signaturrolle i den senere del af karrieren. Baumbachs film har et syreindhold på grænsen til det eksplosive, og det er inden for rammerne af denne giftigt-vittige miljø- og familieskildring, at Daniels kanaliserer en overbevisende variant af ’vred hvid mand i det moderne Amerika’-figuren. Han sælger figuren totalt med dens intellektuelle arrogance og narcissisme, sarkasme og afsky – samt alle de svagheder, han ikke helt kan inddæmme.
Hvis der er noget, Daniels altid har haft, er det et ansigt, der bærer en masse karisma i sig, og det skinner tydeligt igennem selv i en rolle, der er så tæt bundet op på karakterens konfrontationslyst, irritation og indebrændthed. Berkman er bundsvær at holde af, men det er umuligt ikke at elske Daniels’ gestaltning af ham.
Læs også: Christopher Nolans film fra værst til bedst
Læs også: David Finchers film fra værst til bedst