‘Dum og dummere 2’

20 år skulle der gå, før vi fik den oplagte toer til en af verdenshistoriens (på daværende tidspunkt) bedste komedier, ’Dum og dummere’ – en film, der har fået en generation til at brække sig af grin. Det var derfor med en vis forventning, at jeg satte mig i sædet for at se opfølgeren, hvis originalitel lyder ’Dumb & Dumber To’ (altså udstyret med en kæk lille stavefejl – det manglende ‘w’ – så publikum ikke er i tvivl om, at det hele nu er lidt dummere).

Opskriften er den samme som etteren: De to dumme venner Lloyd (Jim Carrey) og Harry (Jeff Daniels) benytter et bredt udsnit af køretøjer for at rejse tværs igennem USA og overlevere en pakke til en kvinde – med en lang række fjollede optrin til følge.

Harry har fået diagnosticeret en dødbringende sygdom, og hans eneste redning er at luske en nyre ud af sin eneste slægtning, sin datter. Lloyd indvilger i at tage med, da han ser et billede af datteren, som er smoking hot. Karakterernes rejse er således hurtigt på plads, og plottet afvikles effektivt og forudsigeligt.

Man skal ikke undervurdere brødrene Farrellys evne til at fortælle historier. Ved første øjekast er plottet blot en undskyldning for at hænge en masse gags på, men faktisk hænger deres plots altid ret godt sammen. Problemet i denne omgang er faktisk, at der er forbløffende få gags. Og endnu færre, der fungerer.

Hvorfor skulle vi vente så længe på en opfølger?

De 20 år er i hvert fald ikke gået ind i manuskriptet, der hverken formår at være en kærlig tribute til etteren eller en original historie, men falder i den uheldige kategori af film, der parodierer sig selv. Der er krediteret seks manuskriptforfattere, og det er ikke svært at se, at for mange kokke fordærver maden. Onde tunger ville mene, at Farrelly-brødrene selv skulle holde nallerne fra manuskriptet. Der er i hvert fald en overflod af scener med halvdårlige signaturjokes om dysfunktionelle kropsfunktioner.

Karaktererne er de samme, skuespillerne er de samme, plottet er det samme, og road movie- og buddy movie-beatsene er på plads. Der er oven i købet truffet mange rigtige valg: Hvor etterens quest førte til skisportstedet Aspen, så fører opfølgerens til et science fair, hvor alle er genier. Det er jo på papiret en sjov arena at smide de to lovable losers ind i, men det er underligt stift og blottet for den lystfuldhed, der ellers kendetegner alle de kreative kræfter bag.

Ni ud af ti af filmens button jokes (de jokes, der lukker scenen med en lille knap) var så usjove, så man gik ud af samtlige scener med en tåkrummende fornemmelse – og desværre ikke den slags dejlige tåkrummeri, som ’Klovn’, ’Curb Your Enthusiasm’ og ’Louie’ mestrer. I stedet får man dårlige ordspil, overdreven mimik, uelegante referencer til etteren og en slap Jim Carrey på autopilot. Det kan bare ikke tickle mit funnybone anno 2014.

Filmen har dog én fremragende gak, med en underspillet Kathleen Turner og et postkort, som var så misundelsesværdigt godt eksekveret og havde the good ol’ Farrelly feel, at min sidemand og jeg stadig chucklede langt ind i næste scene. Det var desværre den eneste.

Og hvis man ikke konstant rider videre på næste bølge af jokes, er Farrelly-brødrenes film umådeligt hårde at komme igennem. Der er pinligt langt fra deres top- og bundniveau. ’Vild med Mary’ og ’Dum og dummere’ hører til i den absolutte top, men opfølgeren her slår bunden ud af skalaen og virker mest af alt som økonomisk spekulation. Brødrenes humoristiske sans har ikke udviklet sig, siden de var 15, og humoren er sjældent over bæltestedet.

Til gengæld ved man, hvad man får. Jeg anbefaler, at man napper den derhjemme engang i fremtiden, så man kan sætte den på pause, hvis man ikke lige rammer dagen, hvor det er sjovt, at en kat prutter fjer. Nogle dage kan det jo være det eneste, man har brug for.

Læs også: Jim Carrey og Jeff Daniels’ alvorsroller rangeret