Nicki Minaj

På coveret til sit debutalbum ’Pink Friday’ iscenesatte Nicki Minaj sig selv som en Barbiedukke – et sigende billede på den sexfikserede og syntetisk poppede hiphop, som karakteriserede hendes to første plader.

Hendes tredje fuldlængde gør op med den endimensionelle selvfremstilling og forsøger at tegne et mere helstøbt portræt af mennesket og musikeren Nicki Minaj. På åbningsnumrene ’All Things Go’ og ’I Lied’ smider hun Barbiekostumet og blotter en dybfølt sentimentalitet og skrøbelighed over to atmosfæriske produktioner, der kun lige bliver hængende i luften. Inspirationen fra Drake er påfaldende åbenlys, men resultatet er overbevisende.

Beatet bliver dog hurtigt tegnet skarpere og mere markeret op og giver Minaj plads til at udfolde sit fabelagtige flow. Det kommer bedst til udtryk på den fremragende ’Feeling Myself’ med Beyoncé, der koger over af feministisk selvsikkerhed, og på ’Four Door Aventador’, hvor hovedpersonen med smagfuld subtilitet citerer Notorious B.I.G.’s umiskendelige rapstil.

Desværre punkterer ’The Pinkprint’ halvvejs inde med en serie af tamme dancepop-numre og overfladiske ballader, der hverken er fængende eller velproducerede. Der er heller ikke meget at lade sig imponere af på førstesinglen ’Anaconda’, som er en fuldstændig overflødig genfortolkning af Sir Mix-A-Lots ’Baby Got Back’.

’The Pinkprint’ er ikke det mangefacetterede og fuldendte værk, det stræber efter at være. Det viser imidlertid meget interessante og lovende tegn på modning hos Nicki Minaj, som man må håbe får lov at udfolde sig yderligere fremover.

Læs også: Video: Nicki Minaj inviterer indenfor i sin SM-klub