Petite Noir

Hype-toget ruller allerede støt for Petite Noir – eller Yannick Ilunga, som hans borgerlige navn lyder. Sydafrikaneren er blevet spået som en af de mest lovende nykommere i 2015 af mange medier, og selveste Mos Def har allerede indgået et samarbejde med ham.

Men han har også noget at have det i. Først og fremmest er der stemmen. Ilunga besidder en vokal spændvidde, der rækker fra en smægtende baryton-croon og så helt op i de fineste falsetter, hvilket placerer ham i formidabel liga med folk som Kele Okereke fra Bloc Party eller TV on the Radios Tunde Adebimpe. Og TVOTR-sammenligningerne ophører ikke her, for et nummer som ‘Chess’ klinger også i produktionen, hvor kildrende guitarer titter ud mellem glitchy, elektroniske strukturer, langt mere af Brooklyn end Cape Town.

Det er måske i virkeligheden samtidig Petite Noirs svaghed: Han er ikke helt sin egen endnu. Et andet af ep’ens numre er nærmest ren plank – ‘Come Inside’ bøffer simpelthen omkvædet fra Gorillaz’ ‘Dirty Harry’ og ekstrapolerer det op til en sang i sig selv.

Dermed kan ep’en sine steder godt synes en smule præmatur, på trods af, at en sag som singlen ‘Till We Ghosts’ allerede har et par år på bagen som rambukken, der skaffede Ilunga en pladekontrakt og her optræder i en opraffineret udgave. Men især førnævnte ‘Chess’, ‘The Fall’ og ‘Shadows’ lyser en lovende sti for Petite Noir som en bannerfører i en ny bølge af sofistikeret pop.

Læs også: Petite Noir på vores liste over de mest lovende navne for 2015