Styrke nr. 1: Ansigtet
Før Benedict Cumberbatch ramte det store lærred, havde han op gennem 00’erne stor succes på den britiske teaterscene, hvor han modtog massevis af priser. Men det var først med sin portrættering af Sherlock Holmes i BBC’s successerie ’Sherlock’, at navnet Benedict Cumberbatch kom på alles læber. Og det skyldtes måske særligt Cumberbatch’s særprægede og letgenkendelige ansigt, der altid skiller sig ud i mængden, og som altid brænder igennem i hans dialoger.
De markerede kindben og de skæve øjne gjorde det fra start klart, at det var Cumberbatch, der skulle bære serien, med den mere introverte Martin Freeman som sidekick. I stort set alle roller han castes til, spiller han figurer, som skal skille sig ud, hvad enten det er den apatiske Sherlock Holmes, det matematiske geni Alan Turing i ’The Imitation Game’ eller sågar den onde Khan i ’Star Trek Into Darkness’.
Cumberbatch har en distanceret, aristokratisk udstråling, der gør ham særdeles velegnet til at spille gådefulde skurke eller dobbelttydige helte.
Styrke nr. 2: Stemmen
Ud over et distinkt og skarpt markeret ansigt besidder Benedict Cumberbatch en stærk, autoritær og ikke mindst britisk hoven stemme, som er meget særpræget. Cumberbatchs stemme gav dragen Smaug liv i ’Hobbitten’-trilogien, og den dybe og hypnotiserende stemme var vel flere steder mere dragende (no pun intended) end både hobbitternes og dværgenes skuespilpræstationer.
Benedict Cumberbatch har derudover indtalt dokumentarfilm for både National Geographic, Discovery Channel og til en dokumentarfilm om Cristiano Ronaldo, men han også indtalt masser af reklamer for både Jaguar, Google+ og Sony. Derudover har han lagt stemme til ’Pingvinerne fra Madagascar’ og et afsnit af ’The Simpsons’, hvor han spillede Severus Snape fra Harry Potter. Hvilket giver mening.
Styrke nr. 3: Indlevelsen
Benedict Cumberbatch har en fantastisk evne til at leve sig ind i alle roller, uanset hvor stor og flad rollen er. Han tilfører simpelthen noget ekstra, for eksempel hans hurtige, velartikulerede replikfremføring i ’Sherlock’.
Et af de bedste eksempler er dog hans skurkerolle Khan i ’Star Trek Into Darkness’, der på trods af et til tider fjollet manuskript, gav noget ondskab til fortællingen, som akkurat redder filmens troværdighed og suspense.
Han er en skuespiller, der altid får seeren til at tro på projektet, for eksempel i hans portrættering af Julian Assange i ’The Fifth State’. Af en eller anden grund kan man ikke lade være med at holde af ham, selvom han er et dumt svin.
Styrke nr. 4: Hårdtarbejdende håndværker
Benedict Cumberbatch er en af de få skuespillere i branchen, som har taget turen ind i skuespilverdenen gennem universitetet, hvor han har en kandidatgrad i musik og dramatik. Og man fornemmer da også en både intelligent og veltalende mand bag de søgende øjne. Da han i 00’erne havde sin gang på den britiske teaterscene, formåede Cumberbatch at spille både Victor Frankenstein og hans alterego i samme stykke, og han har derudover gået hele vejen fra mindre biroller i små britiske serier og film til at være en af de mest eftertragtede skuespillere i Hollywood.
Han er en håndværker, der bare bliver bedre og bedre, og hans kalender er da også fyldt op frem til 2017. Han skal blandt andet spille Shere Khan i en ny udgave af ’Junglebogen’, titelrollen i ’Dr. Strange’ og en væsentlig rolle i Gary Oldmans blot anden film som instruktør, ’Flying Horse’.
Hvilken faldgrube skal Cumberbatch undgå? Se næste side.
Faldgruben: Undgå typecastingen, Cumberbatch!
Benedict Cumberbatchs særegne styrker – ansigtet, stemmen, diktionen, indlevelsen – kan i længden også blive en svaghed.
I hvert fald begynder man at se en fællesnævner i de store roller, han har spillet de seneste år. Både Sherlock Holmes, Julian Assange i ’The Fifth Estate’ og Alan Turing i ’The Imitation Game’ er socialt handicappede genier – arrogante, autistiske skiderikker med et godt hjerte på bunden.
Med hans fremtoning er det ikke så mærkeligt, at han castes til netop disse roller, som han da også inkarnerer bedre end nogen andre.
Men man kan også blive en smule træt af at se de samme greb om og om igen, så selvom hans Oscar-nominering for ’The Imitation Game’ er fuldt fortjent, må man håbe, The Cumberbatch formår at udvide repertoiret i de kommende år. Gør han det, kan han blive en af de største britiske spillere gennem tiderne.
Læs også: Otte britiske serier, du skal se