’Mænd og høns’
Man troede, at han var færdig som instruktør, men Anders Thomas Jensens første film i ti år gør på fornem vis al tvivl til skamme: Han er stadig en unik dansk filmskaber. På godt og ondt.
Jensens fortællinger er altid et bombardement af groteske karakterer, stupid ultraviolence og grim sex. Et mytisk parallelunivers domineret af bibelanalogier, afsporede outsideres familieforhold og en tilsidesættelse af al moral.
Meget vand er dog løbet under broen, siden vi grinede af Mads Mikkelsen med fjollet skaldepande i ’De grønne slagtere’ eller forargedes over Ole Thestrups groteskheder i ’Blinkende lygter’. Og hvor efterlader det så ’Mænd og høns’? Omtrent det samme sted, som vi forlod i ’Adams æbler’. På groteskhedens overdrev i en brunbeskidt variant af Danmark, her en lille ø med 42 indbyggere, som brødrene Gabriel (Dencik) og Elias (Mikkelsen) rejser til for at få afklaring på deres fædrene ophav.
Gabriel er hyperintelligent forsker, Elias en tvangsonanist, hvis gullige toiletrulle er en af de bedste film-props længe. De vader lige ind i et indavlet øsamfund, hvor mænd er noget, man tæsker, og kvinder (og høns) noget, man knepper. På deres fars gamle herregård møder de tre misrøgtede slagsbrødre (Malling, Bro og Lie Kaas), der tæver folk med udstoppede dyr og støbejernsgryder.
Lyt til Soundvenue Filmcast: Har en syg høne lagt ‘Mænd og høns’? Lever ‘Better Call Saul’ op til ‘Breaking Bad’?
Hvis ’Adams æbler’ var en analogi over den gammeltestamentlige ’Jobs bog’, er ’Mænd og høns’ snarere en outreret kommentar til genteknologi og menneskelig biologi. Endnu engang imponerer Mads Mikkelsen med sin sensitive mimik og komiske timing, og han formår på næsten naturstridig vis at gøre den afstumpede misogynist Elias elskelig.
Også Dencik gør den ubehageligt harkende og haltende stakkel Gabriel til et rigtigt menneske, hvorimod flere af de mindre karakterer bliver efterladt i et udsyret skabelonland, blandt andre Bodil Jørgensen som opkastende småkagebager.
Anders Tomas Jensens måske største kvalitet er hans fornemmelse for slagkraftige oneliners, fra »vi er jo bare kokke« til »det skal jeg da ha’, Torkild«. Symptomatisk er den måske bedste scene i ’Mænd og høns’ da også en bibelandagt, hvor de fem mærkværdige brødre tolker historien om Abraham og Isak. Deres konklusion? »Det er synd for geden«.
Kort sagt:
’Mænd og høns’ har moralsk forkastelighed, groteske karakterer og suveræne oneliners til overflod. Det minder til forveksling om noget, vi har set før – fra Anders Thomas Jensen selv.