’Powers’
Krigen raser på serieslagmarken. Netflix og Amazon har meldt deres indtog som vægtige serieproducenter, mens Snapchat, Hulu og Yahoo! febrilsk halser efter. Den seneste usandsynlige spiller på banen, Playstation, bliver nok også den næste til at forlade den, for hvad konsolsværvægteren ikke har indset er, at kampen om binge-seerne ikke handler om platforme, devices og lancering, men om godt, gammeldags indhold.
Hvor Netflix og Amazon lagde kimen til deres dominans med sublime serier som ’House of Cards’ og ’Transparent’, debuterer PlayStation med ’Powers’, et superheltedrama med samme finesse som et andenrangs skydespil.
Tag blot navnet på Sharlto Copleys (’District 9’, ’Chappie’) sammenbidte hovedkarakter, Christian Walker. Som taget ud af telefonbogen, tænker man, indtil man erfarer, at Walker som tidligere superhelt engang kunne flyve, men nu blot kan gå.
Nuvel, et navn er et navn, og man frydes automatisk ved tanken om Copley som falmet superhelt i et tegneserieunivers af ildspyende, teleporterende og flyvende vidundere. Efter tabet af sine kræfter har Walker skiftet løbebane og er nu frontfigur i en underfinansieret politidivision med missionen om at holde supermenneskerne, de såkaldte powers, i ave. En mission, der kompliceres, da hans gamle nemesis Johnny Royale vågner fra graven.
Det lyder umiddelbart som uforpligtende guf for PlayStation-segmentet, men allerede inden for de første fem minutter har ’Powers’ jævnet alle håb om et kulthit med jorden.
Først toner en MTV-smart nyhedsvært frem på en fladskærm og leverer en regulær infoblok om Walkers fortid. Dernæst levendegør gyselig CGI et opgør mellem luftbårne powers, mens Walker drømmer om at lette fra jorden i et ekko af fordums storhed. I stedet toner hans tidligere læremester, Wolfe (en overspillende Eddie Izzard), frem som mental projektion og hvisler ordene »how does it feel to be powerless?« i øret på den vingeskudte has-been.
Først derefter tilsøler Orgys støjende cover af New Orders ’Blue Monday’ højttalerne i seriens titelsekvens. Det er helligbrøde af bibelske proportioner og samtidig et rungende punktum for en af den slags begyndelser, som er umulige at rette op på.
Det lader seriens skabere nu heller ikke til at prøve på, for særligt dialogen sigter konsekvent mod laveste fællesnævner med en vedvarende salve af infantile oneliners. Den kvindelige afløser for Walkers afdøde partner navngiver sin kollegas fesne skægvækst chinpubes, efter han har kommenteret hendes mandhaftige guns. En utålelig diva spørger, om hun kan få nogle nødder på politistationen, kort efter at hun har inspiceret en liderlig superhelts ædlere dele. Og i en diskussion om overlevering af superkræfter tyr Walker i ramme alvor til en anekdote fra sin flyvende fortid: »This girl, one time after she blew me, she flew«.
Skaberne vil nok sige, at der er tale om selvbevidst kitsch, men når nu den centrale fortælling om Walkers personlige deroute formidles med dødsens alvor – vredesudbrud, tårer og ’Gladiator’-grædekoner på soundtracket – køber man den ikke. Forfatterne fremstår som en flok forårskåde drengerøve, der affyrer slibrige jokes på samlebånd, alt imens de gør krav på vores indlevelse i det psykologiske drama uden skæve smil.
Kort sagt:
Glimt af mestendels ufrivillig komik løfter ’Powers’ over det dræbende kedelige, men når nu den står på mekanisk karakterudvikling, kitschet dialog og klodsede computereffekter på Sonys spillekonsol, er man tilbøjelig til at savne sin controller. Jeg vil derfor sige det samme til PlayStation, som Walkers partner siger til en af seriens superskurke: »Keep your powers in your pants!«
Anmeldt på baggrund af første afsnit.
Læs også: Hvor er fuckfingeren Snapchat?
Lyt til Soundvenue Filmcast: ‘Bloodline’ / Ny nordic noir – friskt blod eller dødssejler