‘Dear White People’
For nylig lancerede Starbucks i USA kampagnen Race Together, der opfordrede kunderne til at diskutere racespørgsmål med deres barista. Kampagnen blev hurtigt dømt ude som naiv, ugennemtænkt og grænseoverskridende. Kunderne ville bare gerne have deres frappuccinos, og baristaerne var ikke interesseret i at føre dybere samtaler end om antallet af espressoshots.
Det er heller ikke en nem debat at tage over disken. En undersøgelse fra Northwestern University viser, at hvide studerende har nedsat kognitiv præstationsevne og øget stressniveau efter en fem-minutters samtale med en sort studerende. Det er angsten for at virke fordomsfuld eller sige noget stødende, der virker mentalt udmattende.
I en tid, hvor ideen om Obamas ’post-racial America’ bogstavelig talt er blevet skudt ned, er ingen blevet klogere på, hvordan vi skal tale om race. ’Dear White People’ giver heller ikke svaret. Men den kaster et hav af svære spørgsmål op i luften og får os til at grine undervejs.
Den debuterende instruktør Justin Simien blev inspireret til filmen af en række skandalehistorier om hvide rige college-studerende, der holdt blackface-temafester på universitetet. ’Dear White People’ handler netop om racespændinger på et eliteuniversitet, det fiktive Winchester University.
I centrum er den aktivistiske mediestuderende Sam (Tessa Thompson), der er vært for radioprogrammet ’Dear White People’. Her udbasunerer hun opfordringer som: »Minimumantallet for sorte venner for ikke at virke racistisk er lige blevet forhøjet til to. Beklager, men din potleverandør, Tyrone, tæller ikke«.
Da Sam banker sin dengsede ekskæreste Troy (Brandon P. Bell) af pinden som formand for det traditionelt sorte kollegium Armstrong-Parker, kommer hun til at indtage en militant lederrolle, som hun egentlig ikke føler sig hjemme i. For hvor længe kan hun gemme sin hvide kæreste og kærlighed til Taylor Swift af vejen?
Ud over Sam følger vi den nørdede journaliststuderende Lionel (Tyler James Williams), der som homoseksuel føler sig uden for i alle grupperinger. Men da han får chancen for at skrive for den hvide universitetsavis ved at flytte ind på Armstrong-Parker og dække konflikten, springer han til. »Du er kun teknisk set sort«, siger redaktøren. Den rolle har Lionel det ikke helt godt med.
Sam og Lionel er to spændende og tvetydige karakterer, som man ønsker at følge hele tiden. Desværre bruger filmen lidt for meget tid på flere af birollerne, som Troy og Coco (Teyona Parris), en mønster-økonomistuderende, der har et horn i siden på Sam og drømmer om at blive reality-stjerne. I det hele taget er filmen lidt af en rodebutik med for mange dagsordener og sideplots, der med fordel kunne have været skåret væk og forkortet spilletiden.
Filmen er nemlig lidt længe om at nå frem til pointerne. Heldigvis er den ret sjov undervejs. Som da den sorte studentergruppe protesterer i en biograf over Tyler Perrys stereotype roller. Eller Sam fortæller om sit tilbagevendende mareridt om at være med i ‘The Cosby Show’. »Mit hår var så glat og min sweater så stor«.
Det er befriende at se en film, der tør tage tunge emner som racespændinger alvorligt på den sjove måde. Den giver os lov til både at græmmes og grine af de stereotype forestillinger, vi har om os selv og hinanden, og opleve glæden og det foruroligende ved, at de ikke holder.
Altså bortset fra den om, at verden stadig styres af privilegerede hvide mennesker. Årsagen kan du diskutere med din barista. Der er i hvert fald masser af tale om efter ’Dear White People’.
Kort sagt:
Den lidt overmættede ’Dear White People’ er et sjovt, modigt og tankevækkende bud på en racesatire anno 2015. Et bevis på, at racestereotyperne lever i bedste velgående… i vores hoveder. Dear white people… se den.
Læs også: Syv sorte instruktører, der kan rykke ved amerikansk films farveskævhed
Læs stor artikel om håb for sort amerikansk film i det nye Soundvenue