1. Kim Bodnia i ’Bleeder’
Ingen anden skuespiller i dansk film formidler sydende raseri så effektivt som Kim Bodnia, der slog sit navn fast med en trio af ætsende intense præstationer i Ole Bornedals ’Nattevagten’ samt Nicolas Winding Refns ’Pusher’ og ’Bleeder’.
Særligt samarbejdet med Refn bragt Bodnia til ekstreme yderligheder, i ’Pusher’ som hårdtslående low life-gangster i Københavns slum, i ’Bleeder’ som ufaglært arbejder, hvis verden styrter i grus, da kæresten afslører sin graviditet.
Refns pulserende videofilmsæstetik fremkalder næsten fysisk ubehag, mens Bodnia mister besindelsen og lader de voldelige impulser råde. Flere scener er aldeles gruopvækkende, ikke mindst da Kim Bodnia taber kampen til overjeget og losser sin gravide kone i maveregionen i en voldseksplosion med udspring i selvhad, angst og fortvivlelse. Den Refn’ske desillusion udmunder sig i en veritabel voldsopera, og som en dansk De Niro er Bodnia den ideelle formidler af aggressionernes gradvise ophobning.
Bodnia dykkede da også så helhjertet ned i rollens sorte hul, at han havde svært ved at komme ud igen, og i flere år efter lavede han primært mere letbenede film, der ikke krævede samme niveau af indlevelse.
2. Nicolas Bro i ’Offscreen’
Med karakteristisk originalitet udfolder Christoffer Boe nedstigningen mod den rablende sindssyge i en foruroligende grænsezone mellem fiktion og dokumentar.
Nicolas Bro kaster forfængelighed og hæmninger helt over bord i fortællingen om en mand, der bliver så besat af den filmiske virkelighed, at han mister grebet om den reelle. Han registrerer og filtrerer verden gennem sit kamera, indtil både venner og kæreste efterlader ham i en selvfortærende spiral med støt kurs mod nedsmeltningen.
Bro blotter sit mægtige korpus i filmens makabre klimaks, der tager en sindsforstyrret drejning mod gyserfilmens konventioner. Ikke just et sikkert valg af første filmhovedrolle for Bro, men hans præstation er hjemsøgende.
3. Trine Dyrholm i ’Daisy Diamond’
Instruktøren Simon Staho kommer nok aldrig til at true folkekomedierne på billetindtægter, og ’Daisy Diamond’ opsummerer hvorfor.
Erigerede lemme, ufølsomme penetrationer og den evige lyd af et spædbarns infernalske skrig. Det er ikke rart at overvære Stahos råt grumsede realisme i fortællingen om den aspirerende skuespillerinde Anna, hvis ambitioner lider et invaliderende knæk, da hun bliver gravid. Hun må nedværdige sig til porno og prostitution for at bringe babymos på bordet.
Som i ’Mænd der hader kvinder’ leverer Noomi Rapace en kompromisløs indsats i hovedrollen, men også Trine Dyrholm nedriver pansret af blufærdighed som en biseksuel animationsfilmsinstruktør med speciale i maskulin lagengymnastik.
Usminket og uden en trevl på kroppen udstyrer hun sig med en massiv strap-on og penetrerer passionsløst Rapaces underdanige offer.
4. Hele ensemblet i ‘Idioterne’
Præmissen er udfordrende nok i sig selv: En flok pæne danskere vælger at give det etablerede samfunds normer en strittende fuckfinger og slippe tøjlerne om deres indre idiot. Som fingerede sinker får de et tiltrængt pusterum fra dagligdagens rigide rutiner.
Vanviddet kulminerer i et berygtet sexorgie, hvor Albinus, Romer, Lie Kaas og co. lægger kroppe til von Triers amatørpornoshow uden at skrue ned for sinke-adfærden. En indstilling af egentlig penetration bragte mangt en biografgængers sind i kog og fik blandt andet den katolske fortrop Irland til at forbyde filmen i frelst fordømmelse.
Heller ikke Knud Romer var overmåde tilfreds med scenen:
»Vi havde alle læst manuskriptet. Og under optagelserne ventede vi på de her frygtelige ting. Vi kunne ikke, og vi ville ikke. Men Lars von Trier ønskede, at vi skulle onanere, kneppe og sperme og sutte og slikke. Vi er helt sikkert på det tidspunkt blevet hjernevasket. Trier er kultlederen i en meget mærkelig kult«, sagde Romer i bogen ’Ålens Rige – Zentropa Under Overfladen’.
Det skal dog bemærkes, at der blev brugt stunt-doubles, blandt andre Porno Lasse, til de eksplicitte scener.
5. Stine Bierlich i ’Ofelia kommer til byen’
Det er ikke så meget, at Stine Bierlich smed laserne som storbyhærdet prostitueret i Jon Bang Carlsens ’Ofelia kommer til byen’, som at hun gjorde det i en alder af sølle 18 år. Hun havde tidligere inkarneret den rebelske teenagepige med forankring i storbyens slum (et ekko af hendes virkelige liv, hvor hun kæmpede med stofmisbrug i lange perioder), men hendes rolle som purung prostitueret i Carlsens klassiker var karrieredefinerende – lige dele rå og følsom.
Bierlich vandt både en Robert- og en Bodil-statuette for den modige præstation, men hun valgte alligevel at indstille skuespilkarrieren få år efter (med Susanne Biers novellefilm ’Brev til Jonas’ som svanesang). Hun døde i 2007 efter kort tids sygdom.
6. David Dencik i ’En soap’
David Dencik fik et gjaldende gennembrud i Pernille Fischer Christensens prisslugende debutfilm, ’En soap’, hvor skuespilleren inkarnerer Trine Dyrholms transkønnede underbo. Det er en både modig og afmålt præstation, hvor skuespilleren viger uden om stereotyperne og underspiller sin cross dresser på menneskeligt engagerende vis. I samspillet med Dyrholms fandenivoldske skønhedsplejer slår den intime romance gnister.
Denciks Robert-belønnede præstation var et aparte startskud for en strålende karriere inden og uden for de danske grænser. Et vidnesbyrd om, at det nu og da belønner sig at springe ud på skælvende grund.
7. Thomas Bo Larsen i ’Flænset’
Thomas Bo Larsen går grassat i en af de blodigste splatterfilm i dansk films historie.
Blodrusen indledes, da Bo Larsens ægtemand fanger sin kone på fersk gerning i en hed affære. Han skjuler sig på bagsædet af hendes elskers bil og dræber ham for øjnene af en intetanende blaffer, hvorefter han tager liget hjem til konen, hænger det op for øjnene af hende og indleder maltrakteringen af det livløse korpus.
B-filmen med den sigende titel udvider ikke just horisonter, men som hæmningsløs kultfilm har den sikkert tjent trofast til videoaftener i den dårlige smags tegn. Af naturlige årsager strøg den direkte på dvd-markedet – Thomas Bo Larsen fortærer trods alt et sæt testikler undervejs.
8. Thure Lindhardt ’3096 dage’
Det ekstreme kan ikke reduceres til det fysisk outrerede. Ofte er den lavmælte, uforklarlige ondskab den mest uafrystelige.
Det kræver derfor mod i rigt mål at portrættere kidnapperen Wolfgang Priklopil, for skal man gestalte ham uden at forfalde til banal fordømmelse, må man forsøge at forstå ham. Men hvordan forstår man det uforståelige?
Thure Lindhardt drager frivilligt ned i det morbide mysterium, der er Priklopil, i ’3096 dage’ – det antal dage, han holdt Natascha Kampusch indespærret i en klaustrofobisk garage – og løfter opgaven med nærvær og nuancerigdom. Det ville være en ukompliceret opgave at indgyde afsky for en mand, der frarøvede en uskyldig pige sine bedste år, men det er omvendt en stor udfordring at udfordre publikums forudindtagede fordømmelser og blotlægge en flig af menneskelighed bag det monstrøse ydre. Netop den moralske kompleksitet er styrken i Lindhardts portræt.
9. Jesper Asholt i ’Kunsten at græde i kor’
Jesper Asholt havde før givet sig i kast med det psykologisk udfordrende – blandt andet som Anders W. Berthelsens autistiske bror i ’Mifunes sidste sang’ – men skuespilleren krakelerede selv mentalt, da han gik linen ud i Peter Schønau Fogs tragikomiske perle, ’Kunsten at græde i kor’. Som patriarken med sønderjysk sølvtunge, kendt for sine formfuldendte begravelsestaler, tabte han sig selv i karakteren og lod den traumatiske incesthistorie kravle under huden på sig.
Samtidig boede han under kummerlige forhold i optageperioden og blev sågar udsat for et dobbeltrøveri – det andet, mens han sov. Efter optagelserne fandt han sig selv i en eksistentiel afgrund så dyb, at han måtte kvitte sin metier midlertidigt og søge psykologhjælp.
Hans præstation i ’Kunsten at græde i kor’ var uafrystelig – også for ham selv.
Læs også: De 10 mest kontroversielle sexscener fra de seneste 20 år