’San Andreas’
Var ’San Andreas’ blevet til i de katastrofeglade, sarkastiske 90’ere, havde den haft potentiale til at blive en af den slags syndigt underholdende ’kultkatastrofefilm’, TV 2 ynder at pryde sendefladen med efter kl. 23 på en lørdag aften, når den gennemsnitlige parcelhusdansker er tilpas pacificeret i sofaen efter halvanden flaske Valpolicella Ripasso og to poser lakridskonfekt. Såsom ’Dantes Peak’, ’Twister’ og ’Volcano’.
Hvad faen’, havde den bare kastet et par moneter ekstra efter et par karismatiske skuespillere til at mandsopdække hovedrolleindehaver Dwayne ’The Rock’ Johnson, kunne ’San Andreas’ om ikke andet være endt i samme kategori som dommedagsbragene ’The Day After Tomorrow’ og ’2012’, hvori henholdsvis Jake Gyllenhaal og John Cusack fik smæk af Moder Natur. Den slags fastfilm kan bestemt have deres berettigelse på en sløv dag.
Men nej. ’San Andreas’ er en formularisk 3D-snooze fest, der efter en ellers lovende introsekvens kvaser sit spæde potentiale under The Rocks urokkelige fysik og naturstridigt uspændende jordskælvsødelæggelser.
Plottet er lige så genreklassisk, som det i virkeligheden er farligt aktuelt: Spændinger omkring den famøse San Andreas-forkastning (hvor to tektoniske plader gnubber skuldre) truer Californien med et monsterskælv, der allerede er gået adskillige år over tid. Da ulykken indtræffer i ’San Andreas’, har seismologen Lawrence (Paul Giamatti i frit karrierefald) slået alarm, men fuld evakuering af San Francisco, hvor skælvet når rekordhøje 9,6 på richterskalaen, er utopisk.
Helikopterpiloten Rays datter Blake (Alexandra Daddario) bliver efterladt af sin kujon af en stedfar (Ioan Gruffud) i murbrokkerne, så Ray og ekskonen (Carla Gugino) må sammen af sted til lands, vands og i luften for at redde pigebarnet. Og som vi ved fra førnævnte beslægtede film, er der intet som naturkatastrofer, der kan få kuldsejlede ægteskaber på ret køl igen!
Også ’barn-i-knibe’-konceptet er en oldgammel traver, der her forsøges krydret med følelsesmæssigt drama via en sidehistorie om Blakes druknede søster. Det er perverst ringe eksekveret og komplet unødvendigt i en film, der alligevel hverken vægter dialog eller skuespilpræstationer halvt så højt som effektmændenes formåen.
De kan i det mindste deres kram, men at se skyskrabere eksplodere i skyer af glas og beton, mens sagesløse indbyggere flygter som hovedløse kyllinger, er blevet jævn hverdagskost i 10’erne.
Inden for 15 minutter udvikler ’San Andreas’ sig til harmløst filmidioti: De ’onde’ får, hvad de fortjener i komisk tegneseriestil, mens man aldrig bekymrer sig om, hvorvidt heltene nu også overlever de smuldrende bygninger, der regner ned om ørerne på dem.
På denne måde tegner filmen et spøjst børnevenligt univers midt i kaossets rasen, og som garvet katastrofefilmsnyder savner man lidt mørk kant og selvironi, der kunne have givet Disney-karaktererne mere skarptandet kam til de friserede frelser-lokker.
Kort sagt:
’San Andreas’ når så himmelråbende fladpandede højder af stupiditet, at man kunne mistænke instruktør Brad Peyton for selv at være med på joken. Det er han dog desværre ikke, og filmen misser akkurat sin snævre chance for at kvalificere sig som komisk underholdende fastfood for sanserne.