1. De dyrker stemningen
Hvis man skal tro udbuddet af horrorfilm i de danske biografer, er billige jump scares, endimensionelle historier og ligegyldige karakterer lig med en god gyser. Man skal naturligvis ikke kimse af et velplaceret chok eller en blondine med en kniv i maven, men det kan hurtigt blive ensformigt. Heldigvis er der mange film, der stoler mere på sit publikum og beror på stemning frem for hurtige scares.
Du skal se:
Jennifer Kents atmosfæriske hit ‘The Babadook’ (2014), Ti Wests babysitter-i-et-stort-mørkt-hus-gys ‘The House of the Devil’ (2009), stortalentet Ben Wheatleys ‘Kill List’ (2011), hvor vanviddet ulmer lige under alt det usagte, eller Peter Stricklands ‘Berberian Sound Studio’ (2012), hvor virkelighed og fantasi smelter urovækkende sammen for en lyddesigner på en italiensk horrorfilm.
2. De bryder de værste tabuer
‘Saw’-filmene viser, at de danske biografer heldigvis ikke er helt uden afskårne lemmer. Men det er en skam, hvis den slags hyggevold er biografgængerens eneste bekendtskab med blodsjasket gru. For den brutale del af genren byder på mange andre og mere originale frontalangreb på menneskekroppen, hvor grænserne for menneskelig ondskab afsøges og tabuer som incest, nekrofili og nazisme brydes.
Du skal se:
En saks og en gravid kvinde i den franske home invasion chiller ‘Inside’ (2007), menneskeparteringer i japanske Sion Sonos mesterlige ‘Cold Fish’ (2010), den ubærlige dødsvoldtægt af en nyfødt baby i den grænseoverskridende ‘A Serbian Film’ (2010) og opkastfremkaldende kvindedrab i den snuskede ‘Murder-Set-Pieces’ (2004).
3. De dyrker de bizarre koncepter
Alle burde have mulighed for at invitere familien ind for at se film, hvor folk bliver syet sammen mund til anus. Men foreløbigt har ‘The Human Centipede’-filmene med det groteske tusindbenskoncept været henvist til festivalerne. De bizarre koncepter har generelt trange kår, men når vanvidsideerne bringes til live med flair for begsort humor og kvalmende Grand Guignol-tableauer, opstår film, der beriger mediet med uforudset groteske oplevelser.
Du skal se:
Kevin Smiths ‘Tusk’ (2014), hvor en mand opereres om til en hvalros, Brandon Cronenbergs ‘Antiviral’ (2012), hvor folk får overført deres idolers sygdomme for at føle sig tættere forbundet med dem og horrorkomedien ‘Zombeavers’ (2014), hvis titel siger det hele.
4. De vender op og ned på klicheerne
Hvis man går ned i en kælder, støder man naturligvis på noget ubehageligt. Altså hvis man er med i en gyserfilm. Men selvom udbuddet i biograferne kan få det til at se ud som om, at genren kun består af stivnede klicheer, er der film, som veloplagt benytter sig af genrens koder og samtidig udfordrer dem.
Du skal se:
David Robert Mitchells aktuelle ‘It Follows’, der spiller på den klassiske regel om, at sex er lig med døden, men som ikke forfalder til lette løsninger og entydige svar. Og ‘Excision’ (2012) af Richard Bates Jr., der også bobler rundt i velkendte temaer som ungdom, sex og død, men fortæller sin historie originalt gennem datteren i en dysfunktionel familie og via blandt andet surreelle mareridt med blodig sex.
5. De gør det alt for virkeligt
Det dokumentariske greb blev brugt med så modbydelig realisme i Ruggero Deodatos kannibalklassiker ‘Cannibal Holocaust’ fra 1980, at filmens mord blev anklaget for at være den ægte vare. Og med ‘The Blair Witch Project’ fra 1999 begyndte found footage-genren for alvor at yngle. Smartphones og små digitale kameraer med lydudfald og rystelser har effektivt bragt publikum tæt ind på livet af rædslerne og udvisket den ellers så markant optegnede grænse mellem virkelighed og fantasi.
Du skal se:
Klaustrofobisk survival horror i den spanske ‘In Darkness We Fall’ (2014) og de legesyge antologigysere i ‘V/H/S’-serien (2012-14), der byder på alt fra zombier til vampyrer og aliens. Eller prøv den vilde norske troldejagt i mockumentaren ‘Troldjægeren’ (2010) og et religiøst samfunds grumme hemmeligheder i ‘The Sacrament’ (2013).
Læs også: ‘It Follows’ / Anmeldelse