Det ligger efterhånden fast, at David Lynch går helhjertet ind i den omstridte fortsættelse af ‘Twin Peaks’.
Men projektet er stadig omgærdet af mystik, og præcis hvordan serien kommer til at spænde af, vides ikke endnu – ud over at den foregår 25 år efter de oprindelige begivenheder, og at store dele af det oprindelige cast vender tilbage.
I et interview med Deadline fortæller FBI-agent Dale Cooper himself, Kyle MacLachlan, en lillebitte smule, og vi tager gerne, hvad vi kan få.
»Jeg har læst et par (afsnit, red.), men jeg kan ikke sige noget om det. Jeg ville gerne, tro mig. Men jeg kan i hvert fald sige uden tøven, at det bliver fantastisk«, siger han. Og selvom det da ville være overraskende, hvis han sagde det modsatte, er det alligevel godt nyt.
MacLachlan beretter, at optagelserne starter til efteråret, september-oktober, og så fortæller han om sin egen reaktion, da han hørte, at serien blev genoplivet.
»Jeg var overrasket. Jeg har vel altid haft en fantasi om, at jeg måske på en måde fik mulighed for at genbesøge den karakter, Dale Cooper. Jeg nød ham virkelig, og han var sådan et interessant miks af… han er bare en kompleks person«, fastslår han i interviewet.
»David og jeg er venner, så vi har nogle gange mødtes til en kop kaffe, hvor vi husker tilbage og taler om alt muligt. Jeg ville altid sige, ‘overvejer du det nogensinde’ (at lave en fortsættelse, red.)? Det kom der ikke så meget ud af (…). Så jeg var totalt overrasket, da David sagde: ‘Det ser ud, som om vi kommer tilbage’, og jeg var virkelig begejstret af to grunde. Dels på grund af karakteren Dale Cooper, som er virkelig sjov, og hele ‘Twin Peaks’-universet. Og dels muligheden for at arbejde med David igen, fordi vi ikke har arbejdet sammen som skuespiller og instruktør i omkring 25 år. Der er gået noget tid. Jeg savnede virkelig det forhold«.
I interviewet med Deadline nævner MacLachlan, der også har spillet med i Lynch-film som ‘Blue Velvet’ og ‘Lost Highway’, hvilke andre instruktører han drømmer om at arbejde med: Wes Anderson og Coen-brødrene.
Læs også: Alt, hvad du skal vide om ‘Twin Peaks’-fortsættelsen lige nu