Rygterne svirrede allerede, efter Mew i sidste uge optrådte på Best Kept Secret-festivalen i Holland uden guitarist Bo Madsen. Han var – uden at bandet kommenterede på det fra scenen eller på de sociale medier – erstattet af en anden guitarist.
Nu har Mew i en officiel udtalelse netop bekræftet, at Bo Madsen ganske rigtigt har forladt bandet efter mere end 20 års samarbejde og blot få dage, før gruppen skal spille på Roskilde Festivals største scene.
“Efter mere end 20 år sammen som band har Mew og Bo Madsen på nuværende tidspunkt besluttet sig for at gå hver til sit. Som band vil Mew forsætte som trio og på de kommende live shows vil guitarist Mads Wegner spille med. Vi glæder os meget til at se jer alle derude. Tak for jeres forståelse og support – Jonas, Johan og Silas”, lyder det i udtalelsen fra Mews resterende tre medlemer.
Det er ikke første gang, at et medlem forlader Mew. Bassist Johan Wohlert trak sig i 2006 ud af bandet, blandt andet for senere at fokusere på bandet The Storm med sin daværende hustru, Pernille Rosendahl. Wohlert vendte dog tilbage til bandet sidste år.
Mew spiller fredag nat på Roskilde Festivals Orange Scene.
Læs også: Vi rangerer Mews 10 bedste numre