I weekenden begik Mew en formidabel koncert på NorthSide Festival som den kvartet, de startede som for godt tyve år siden. Bandets originale bassist, Johan Wohlert, er vendt hjem til folden efter syv års tid som blandt andet far, ægtemand og The Storm-medlem. Efter nyheden spredtes, fortalte den såkaldte ’Captain Woolheart’ til fansiden MewX, at det hele startede med et opkald fra guitarist Bo Madsen. Vi har snakket med Wohlert om savnet, hjemkomsten og fremtiden for Mew.
Hvornår ringede Bo?
»Det er lidt over et år siden – 15 måneder siden«.
Hvorfor tror du, han ringede og inviterede dig tilbage?
»De stod med en ny plade, som skulle laves, og de havde hyret Michael Beinhorn, som også var med til at producere ‘Kites’ (’And the Glass Handed Kites’ fra 2005, det sidste Mew-album med Johan Wohlert, red.). Jeg tror, noget af det første, han havde sagt til dem, efter at have hørt nogle af deres ideer til sange, det var, at han syntes, de skulle ringe til mig og få mig med igen, fordi det havde bandet brug for. Og så tror jeg også, at det måske var det sidste, der skulle til for ligesom at overbevise dem om, at det også kunne være fedt. Jeg havde engang imellem henover årene sagt »skal vi ikke bare mødes og spille lidt for sjov – for hyggens skyld?« Jeg har jo også savnet at spille sammen med dem. Vi er gamle, gamle venner, så vi har holdt kontakten ved lige på venskabsplan. Så kombinationen af at stå foran at skulle lave et nyt album og arbejde med en producer, der sagde, »it’s time, boys«. Jeg tror, det var dét, der gjorde det«.
Hvorfor tror du, at det var vigtigt for Beinhorn, at du kom med igen?
»Det er energien. Jeg kan vildt godt lide deres seneste plade (’No More Stories…’, red.), men den er også meget anderledes, end hvis det havde været os fire. Den er meget mere afdæmpet, blød og langsommere i tempo i forhold til ‘Frengers’ eller ‘Kites’. Jeg tror, at drengene også gik med et ønske om at lave noget med et lidt højere energiniveau, som lød lidt mere som et band. Så jeg tror bare, det var oplagt at spørge mig«.
Er det også energien, du tidligere har leveret til bandet?
»Ja, det er der slet ikke nogen tvivl om. Det er noget, som jeg den dag i dag kan se meget klart efter at have været ude af det i så lang tid – at vi hver især bidrager med noget vidt forskelligt. Det er i kombinationen, magien opstår. Det ene feeder af det andet. Man hører det meget tydeligt, hvis man tager et af elementerne ud af bandet. Så bliver det noget helt andet. De plader vi lavede sammen, især ‘Frengers og ‘Kites’, er også to plader, der betyder rigtig meget for mange mennesker, og jeg tror netop, at noget af magien i de plader var spændingsfeltet mellem at have noget, der var meget smukt og rørende og meget feminint eller forfinet, og så koble det med noget, som havde enormt meget saft, kraft og nerve. Det er den blanding, der gør bandet til noget specielt«.
Hvordan var det så at vende tilbage?
»Der gik selvfølgelig et par dage, hvor man lige skulle mærke hinanden igen. Men det gik egentlig meget stærkt. Vi spillede slet ikke noget gammelt overhovedet. Vi rørte faktisk slet ikke de gamle numre før en uge før NorthSide, hvor vi øvede op til koncerten. Det var ikke noget med lige at spille ‘Am I Wry?’ for at se, om det stadig lød som os. Det gjorde vi slet ikke. Det var bare at prøve at skrive sange. Det slog os meget hurtigt, at det nærmere føltes som syv måneder siden end syv år. Det lyder jo bare af os«.
»Når man har spillet sammen i 20 år, eller hvor meget det er, er der en eller anden indforståethed og en fælles musikalsk reference. Den behøver ikke engang at være udtalt, den er der bare. Det gør samarbejdet utrolig let – eller i hvert fald meget naturligt. Alle ved godt helt instinktivt, når et nyt nummer er der eller ikke er der. Så det føltes egentlig hurtigt ret naturligt at spille sammen igen. Jeg var sådan lidt »gad vide, hvordan det egentlig bliver før NorthSide – hvordan bliver det at stå på en scene sammen igen?« Men der gik ikke meget mere end ét nummer, så tænkte jeg »gud ja, det er jo bare sådan her det er, fordi det føles også utrolig velkendt««.
Hvad har du savnet mest i de år du har været væk?
»Kammeratskabet er og var en kæmpe del af det band. Det med at have kendt hinanden i så mange år. Tre af os har kendt hinanden, siden vi var seks år gamle, så det var jo en svær ting at give slip på, da jeg valgte at gå ud af det. Så det har jeg savnet – følelsen af at det er os mod verden. Jeg har også savnet den musikalske skat, vi har kreeret sammen. Jeg synes, vi har lavet nogle utrolig fede album og sange over årene. Jeg savnede følelsen af os fire i et rum og den kraft der er i det«.
Hvad betyder det for The Storm?
»Pernille og jeg er jo også gået fra hinanden som par, så det var på en eller anden måde et naturligt afbræk. Vi har egentlig ikke endegyldigt besluttet, om vi vil lægge det ned. Det er jeg ikke sikker på, at vi gør. Men lige nu handler det om Mew for mit vedkommende, og hun laver sin egen plade, ved jeg, og hvis vi får lyst til at spille noget rock en dag, så kan vi jo altid tage ud og gøre det. Vi havde det sjovt med at gøre det, så hvis det også ender et sted, hvor det er noget, vi bare kan gøre for hyggens skyld uden at basere levebrødet på det, så er det jo en super luksus. Det har jeg da tænkt i mit stille sind – at det er noget, vi kan tage op igen en dag, hvis vi får lyst til det«.
Har du været med hele vejen i arbejdet på det nye Mew- album?
»Ja, det kan man sige. De havde arbejdet som en trio på noget materiale on and off i et års tid, inden jeg var med, men numrene – også dem, de havde arbejdet på, inden jeg kom tilbage – fandt jo først deres endelige form, efter vi blev fire igen. Så halvdelen af det har vi skrevet sammen fra bunden af, og halvdelen af det har de arbejdet på før, og så har jeg været med til at lave det færdigt. Jeg tror, det var blevet en meget anderledes plade, hvis jeg ikke var kommet med. Jeg føler, at jeg har fået lov til at bidrage lige så meget, som hvis det havde været en hvilken som helst af de andre Mew-plader«.
Hvorfor har det trukket ud?
»Jeg tror, at de kom sent i gang, men vi har altid brugt utrolig lang tid på at skrive de der plader. Det er jo meget detaljemættet musik, og sangstrukturerne er ret anderledes i forhold til andre, så det tager bare ret lang tid, også når man skriver som et band. Det er fire filtre, det skal igennem, og ikke ét. Den arbejdsproces er klart bare mere langsommelig«.
»Det var også svært for dem at skulle i gang med at skrive igen som en trio, tror jeg. Jeg ved ikke, om jeg manglede, men der manglede bare bas, og der manglede en eller anden form for retning og et fokus på, hvad fanden det er, vi skal nu. Og jeg tror, at det fokus først rigtigt kom, da Michael og jeg kom indover«.
Du har kaldt det mere opfløftende og positivt …
»Ja, det har helt klart en stor portion eufori. Altså, det er ikke decideret happy, det tror jeg aldrig vi bliver, men hvor ‘Kites’ var vores mørke album, har det her en mere opløftende tone. Der er lidt mere groove, et gennemgående swing og tempo, som er sjovt for os at lege med. Det er noget nyt for os på en måde«.
Og albummet er færdigindspillet?
»Ja«.