De Underjordiskes debutalbum er et forrygende tilgængeligt take på syrerocken
Den cadeau skal de altså have: Spids Nøgenhat har gødet jorden ganske effektivt for den danske psykedeliske rock, som blomstrer syregrønt i disse år. De Underjordiske er de seneste albumdebutanter på banen, men man skulle virkelig tro, at de havde været på banen længere end er tilfældet. ‘Ind i flammerne’ lyder således forbløffende homogent, gennemført og stålsat. De her gutter ved, i den grad, hvor de vil hen og deres lyd er på disse breddegrader helt deres egen. Det er en imponerende bedrift for et band, der kun har eksisteret i to år, og hvoraf mindst et par af medlemmerne ikke rigtigt havde spillet i band før De Underjordiske.
Hvis du ikke har sat tænderne i de psykedeliske muldvarpe endnu, så er den største hurdle at overvinde måske forsanger Peter Kures særegne, manierede og let vrængende måde at synge på. For udover ham byder De Underjordiske altså på et forrygende tilgængeligt take på deres genre, hvor det psykedeliske islæt nærmere kommer luskende ind i rocken via fantasifuld og fabulerende lyrik og smukke stemninger, end gennem eksotisk instrumentering og overlange, udkoksede passager.
Således er der mere Springsteen eller The War On Drugs end 13th Floor Elevators over et par højdepunkter som ‘Hvis du forstod’ og ‘Tempel’, hvor De Underjordiske går hen og bliver overjordiske med masser af luft under vingerne, helt poppede melodier og et flot, ekspansivt og atmosfærisk lydbillede.
Albummets slagside er mestendels, at homogeniteten, som det skrider frem, efterhånden går hen og skifter ham til en mildt nagende monotoni. Det handler især om at numrene godt kan flyde lidt sammen på grund af en forkærlighed for visse tonearter og nogle bestemte, dronende sangstrukturer. Fans af De Underjordiske kan måske også studse over inklusionen af ‘Trold’ og ‘Under skyggernes kniv’, der har været ude som dobbeltsingle i halvandet år og som udgør en fjerdedel af albummets spilletid.
Men for den unge, nordjyske kvintet kunne fremtiden næppe tegne meget bedre. Det er på tide, at De Underjordiske bryder jordskorpen og kommer ud og frem i lyset.
Kort sagt:
Den unge, nordjyske kvintet har begået en fin debut, der udgør et forrygende tilgængeligt take på syrerocken, hvor det psykedeliske islæt nærmere kommer luskende ind i genren via fantasifuld og fabulerende lyrik samt smukke stemninger, end gennem eksotisk instrumentering og overlange, udkoksede passager. Der er mere Springsteen end 13th Floor Elevators over højdepunkterne, mens en mild monotoni lægger sig over albummet og udgør dets svaghed.
Læs også: Den Store Syretest: Psych-klicheer med De Underjordiske og Fribytterdrømme