‘Straight Outta Compton’ har gået sin sejrsgang, men hiphop-historien er fyldt med farverige rap-grupper og dramatiske affærer, der også ville gøre sig fremragende i biografens mørke. Vi har leget manuskriptforfattere og kommer her med vores bud på ti fremtidige hiphop-biopics.
Men husk: Listen er rangeret i forhold til kvaliteten af selve historien i de hypotetiske film, ikke efter gruppernes musikalske output.
10. The Sugarhill Gang
Det her skal ikke være historien om The Sugarhill Gang, for så interessant en gruppe er de heller ikke, men om ’Rapper’s Delight’ – sangen der er almen kendt for at popularisere rapmusik hos de brede masser i både USA og resten af verden. Hovedpersonen skulle måske ligefrem være producer og pladeselskabschef Sylvia Robinson, der stod for at samle Wonder Mike, Master Gee og nu afdøde Big Bank Hank til The Sugarhill Gang og altså også var drivkraften bag ’Rapper’s Delight’, som desuden står som et landemærke indenfor en anden hiphop-tradition: Nemlig sampling, da ’Rapper’s Delight’ tog Chics disco-klassiker ’Good Times’ og gjorde det til hiphop.
Åbningsscene
Robinson står til et hiphop-arrangement i New Yorks undergrund. Hun går hjem og sætter en disco-plade på. Får en idé. Ind kommer baslinjen fra ’Rapper’s Delight’.
9. The Fugees
Det her skal ikke være den klassiske historie om The Fugees’ succes, men et persondrama fokuseret på det ombruste forhold mellem Lauryn Hill og Wyclef Jean, som eftersigende resulterede i, at gruppen gik hvert til sit efter megasuccesen med ’The Score’ i 2006. Hill og Jean indledte er forhold tidligt i The Fugees’ karriere, og ifølge Jean var det så passioneret, at spændingerne ofte gik for højt. Det hjalp selvfølgelig heller ikke på det, at Jean giftede sig med sin kone Claudinette, mens forholdet til Hill stadig stod på, og filmen skal derfor være et indblik i det personlige drama som splittede gruppen op, mens de stod på toppen af verdens hiphop-tinde.
Åbningsscene:
Action! Vi starter selvfølgelig på settet til ’Ready or Not’-musikvideoen. Helikoptere, speedbåde – så er men i gang med et brag.
8. Outkast
Her er en mulighed for at få et komedieaspekt ind i hiphop-genren. Den spraglede Atlanta-duo er kæmpe personligheder (André 3000 topper selvfølgelig), og starten af karrieren handlede alt om at være pimps og playas og køre rundt i cadillacs, inden excentriciteten stille og roligt begyndte at ramme. Så blev de aliens, og overordnet er det historien om, hvordan to kunstnere udvikler sig på deres helt egen, unikke farverige sti sideløbende med, at musikkens genialitet følger med af sig selv.
Lidt drama er der dog også plads til, for efter ’Stankonia’ driver André og Big Boi fra hinanden, hvilket resulterer i det opdelte mesterværk ’Speakerboxxx/The Love Below’. Det er en mulighed at slutte filmen her: Med det kommercielle højdepunkt, men personlige lavpunkt, mens man også kunne være lidt fræk og køre handlingen frem til 2014, hvor Outkast blev gendannet og drog på verdensturné.
Åbningsscene:
Vi står midt i et hvilket som helst mall i USA. Unge hænger ud, snakker, mødes, drikker Cola. To 16-årige knægte giver hånd.
»Hey, jeg hedder André«.
»Hey, jeg er Antwan«.
7. Run-D.M.C.
Run-D.M.C. havde det hele: Stilen, tøjet, musikken, og historien om trekløveret fra Queens er derfor det perfekte oplæg til en film, der ligeså meget handler om hiphop-kulturens opblomstring som medlemmerne selv. En slags fætter til ’Wild Style’, der dykker ned i alle aspekter af den omringende kultur med ’Run’, ’D.M.C.’ og ’Jam Master Jay’ som fikspunkter i en udforskning af alt det, der foregik i New York i midten og starten af 80’erne. En præmis, der ligesom ’Straigt Outta Compton’ også giver mulighed for at præsentere en lang række af andre prominente spillere på rap-markedet.
Vi stopper handlingen med ’Raising Hell’ fra 1986, for hold kæft hvor kunne en genindspilning af ’Walk This Way’-videoen blive enten genial eller tåkrummende.
Åbningsscene:
Boombox, rapmusik og breakdance-battle på gaden i Queens. Så er scenen sat.
6. Grandmaster Flash and the Furious 5
En film om Grandmaster Flash vil unægtelig gå tilbage til et tidspunkt, hvor hiphop endnu ikke var manifesteret som egenrådigt musikalsk fænomen, men viser sig i andre former. Efter borgerrettighedskampen i 60’erne, den massive modstand mod krigen i Vietnam og en eksplosion af kreativitet i film, musik og kunst, viser 70’erne en anden side af det amerikanske samfund. For den unge Joseph Saddler er det ghettodannelser, arbejdsløshed og kriminalitet, der præger området i The Bronx, hvor han vokser op.
Men der er også en gryende optimisme at spore. Curtis Mayfield og Isaac Hayes er tidens musikalske ikoner og Shaft er den afro-amerikanske helt. Joseph finder inspiration i farens pladesamling og øver sig som dj på sit værelse. Diskoteker og dansefester bliver en del af New Yorks pulserende byliv, og under navnet Grandmaster Flash samler Joseph en gruppe af unge MC’s, der bliver hans såkaldte Furious Five. De bliver et populært undergrundsfænomen og Grandmaster Flash bliver en ledende pioner hvad angår dj’ing, mixing og scratching. De begynder først at indspille efter The Sugarhill Gang hitter med ’Rapper’s Delight’, og det kulminerer med 1982-hittet ’The Message’, der udkommer under navnet Grandmaster Flash & the Furious Five, selv om Flash himself ikke engang medvirker på nummeret – men for første gang markeres hiphop som redskab for socialt engageret samfundskritik.
Åbningsscene:
En ung sort dreng går igennem 70’ernes The Bronx. På murene er graffitimalerier og på gadehjørnerne står sorte mænd sammen i grupper. Curtis Mayfields ‘Pusherman’ spiller.
5. Den Gale Pose
Nej, ikke ’Spændt op til lir’ og så videre, men historien om Den Gale Poses tid i Los Angeles, hvor de under navnet Madness 4 Real producerede numre for blandt andet N.W.A-medlemmerne Ice Cube og Eazy-E. Jokeren blev indlemmet i Eazys slæng, hang ud med ham privat, var offer for skyderier, blev røget under bordet af en bodyguard, blev eftersigende snydt for en million dollars – alt imens, at medlemmerne vaskede trapper og arbejde i børnehaver hjemme i Danmark, når de ikke besøgte Englenes By.
Med danske øjne er historien komplet surrealistisk og et fantastisk oplæg til en film, der både er spækket med musikhistorie, vanvittige scener og masser af godt potentiale i vekslingen mellem livet i København og Los Angeles.
Læs Jokerens egen udlægning af årene 1992-1995 HER.
Åbningsscene:
Musikvideoen til ’Straight Outta Compton’ kører på fjernsynet. Zoom ud: 14-årige Jesper Dahl sidder på sit værelse i Hillerød og rocker med.
4. Clipse / The Neptunes
Clipses historie er næsten skræddersyet til det store lærred. Historien om to brødre, der startede på gaden, men langsomt fik hul igennem til international hiphop-succes med hårdkogt dope-rap. Det er dog ikke nødvendigvis den musikalske historie, der berettiger Clipse til en plads på denne liste, men nærmere parløbet (eller mangel på samme) mellem brødrene Pusha T og Malice. På et tidspunkt overgiver Malice sig til den kristne tro (bliver til No Malice), og vil ikke længere rappe om Clipses normale emneområde, mens Pusha bliver indlemmet i Kanye Wests G.O.O.D. Music og bliver kastet ind i den kommercielle, og yderst lukrative, del af hiphop-verdenen.
Filmen skal have et nærmest dokumentarisk præg, hvor man følger to brødre (som stadig ikke kan enes) på hver deres sti i livet. Om Malice, der pludseligt ikke kunne indfinde sig med hiphoppens skyggesider, og Pusha, der ender på toppen af kransekagen. Som sidehistorie (for den slags er altid sjove i hiphop/musik-film) bliver vi selvfølgelig også introduceret for Pharrell og The Neptunes, hvis tidlige succes går hånd i hånd med Clipses.
Åbningsscene:
Split-screen: Malice sidder i kirken, Pusha står med en flaske champagne til en G.O.O.D. Music-fest. Og så flashback til gadehjørnet.
3. Beastie Boys
Historien om Mike D, MCA og Ad-Rock er interessant, ikke mindst fordi den er vigtig, men især fordi den stikker i forskellige retninger. Det var tre drenge, der kom fra jødiske middelklasse-familier, som endte med at være verdensstjerner og ambassadører for en musik, de samtidig blev anklaget for at piratisere.
Mike D og MCA startede med at spille sammen i en hardcore punkgruppe, før de i selskab med Ad-Rock foretog en musikalsk makeover og gik over til at lave hiphop og inkorporere samples i deres lyd. De hyrede en ung og ukendt Rick Rubin til at være deres live-dj, blev senere signet på hans indflydelsesrige selskab Def Jam og varmede op for både Public Image Ltd. og Madonna før de udgav ’Licensed to Ill’, en af de bedst sælgende hiphop-debutalbum i historien.
Men med tydelige punk-inspirationer og en selvironisk drengerøvsattitude var de også nemme at affeje som en midlertidig joke og som et mindre seriøst bud på samtidig hiphop. De kom dog efter det i samarbejde med Dust Brothers-producerteamet på opfølgeren ’Paul’s Boutique’, der først floppede kommercielt, men siden er rykket op i rækkerne og i dag betragtes som en af hiphoppens milepæle, ikke mindst grundet sammensætningen af de mange intrikate og eklektiske samples.
En noget anderledes hiphop-dannelsesrejse end mange af de andre historier på listen.
Åbningsscene:
To punks står i en kælder og øver sig på trommer og guitar i et hvidt middelklasse-villakvarter i New York. Det lyder ikke særlig godt. En ven kommer ned i kælderen og fortæller dem, at de skal høre den her nye single. Det er Run-DMC’s ’It’s Like That’.
2. Wu-Tang Clan
En film om Wu-Tang Clan vil på ingen måde kunne blive fyldestgørende eller repræsentativ. Det vil derimod blive et spraglet og forvirrende monster. Fokuspunktet skal derfor ubetinget ligge på RZA, der som producer og mastermind orkestrerer indspilningen af kollektivets første album, ’Enter the Wu-Tang (36 Chambers)’. Herefter stikker Wu-Tang-kronologien i hvert fald af i en ni-ti forskellige retninger, der umuligt vil kunne gøre en god film.
Så efter RZA og ODB sidder og stener til martial arts-film, finder RZA inspirationen. Vestkystens G-funk og Dr. Dres popularitet med ’The Chronic’ har presset New York ud på et sidespor i forhold til at repræsentere hiphoppen. Der skal noget nyt til – og i sofaen bliver parallellen fra samuraifilmenes sværdkampe over til virkelighedens ordkampe real. RZA skal samle sit eget hold af ordkrigere, der hver især kan bidrage med noget unikt – et farligt flow, et teknisk-ekvilibristisk angreb eller frit fabulerende ordkløveri.
Udfordringen ligger dog ikke kun i at samle bidske rappere, der vil bidrage, men også at finde et selskab, der vil godkende, at de enkelte medlemmer er frit stillede til at lave soloplader på andre selskaber efterfølgende. Det bliver en realitet, og i et lille, tætpakket studie i New York sidder hele kollektivet i røgdampe og ordkampe og skaber en af 90’ernes vigtigste og mest indflydelsesrige albums.
Åbningsscene:
RZA og ODB sumper i en sofa i New York, mens de ser samuraifilmen ’Shaolin and Wu Tang’. RZA får en idé …
1. Public Enemy
Social aktivisme, politisk militarisme og musikalsk revolutionisme. Kontroverser, genrekryds og et samfund i forandring. Historien om Public Enemy har det hele – hvis man lige tager dødsfald fra – og filmen skulle umiddelbart være et politisk ladet musikdrama med fokus på årene 1988-1991.
Hvis Grandmaster Flashs 1982-hit ’The Message’ var det første hiphop-eksempel på social kritik, så var Public Enemy ikke mindre end en revolution. Efter at have rumsteret i undergrunden slog 1988-albummet ’It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back’ gennembruddet fast. Hiphop blev en politisk platform, som Chuck D erklærede i sit berømte citat om, at »rap er de sortes CNN«, en udtalelse der vækker genklang helt op til i dag. Som albumtitlen antyder kan Public Enemy ikke holdes nede.
Men det var også en musikalsk vision, der lykkedes. Produktionsteamet The Bomb Squads både brutale og catchy beats forenede funk, soul og heavy metal, og i kombination med indignationen og vreden var det en form for hiphop, der rykkede helt ind i hjerterne hos selv hvide rockkritikere. ’Fear of a Black Planet’ fra 1990 blev endnu bedre modtaget end forgængeren, og ’Fight the Power’ (der også spillede en væsentlig rolle i Spike Lees racekonflikt-film ’Do the Right Thing’) blev en revolutionær slagsang for den frustrerede, sorte befolkning. Det var en afrocentrisk knytnæve i ansigtet på hvide magthavere og en kritik af den ikke-repræsentative hvide amerikanske kultur personificeret af Elvis Presley og John Wayne.
Der var dog også bump på vejen – Richard Griffin, hvis rolle i gruppen var ‘minister of information’ udtalte, at jøder stod for størstedelen af verdens ondskab, hvilket resulterede i gruppens kortvarige opløsning. Ligeledes blev hittet ’Bring the Noise’ opfattet som en opbakning til den kontroversielle Nation of Islam-leder Louis Farrakhan, som offentligt er blevet anklaget for anti-semitiske udtalelser såvel som han er blevet sammenkædet med mordet på Malcolm X.
Public Enemys rise to fame er en eksplosiv blanding af musikalsk og politisk historie – sikke en film!
Åbningsscene:
En ung Chuck D ser forarget til, mens det annonceres, at den tidligere western-skuespiller Ronald Reagan har vundet præsidentvalget i 1980 over demokraten Jimmy Carter. På Chuck D’s væg hænger plakater med The Black Panther Party, Huey Newton og Che Guevara.
Læs også: Gangstarap og ghettoliv: De bedste hiphopfilm nogensinde – rangeret