I august fik vi den første teaser for Martin Scorsese, Terence Winter og Mick Jaggers stærkt imødesete HBO-serie, ‘Vinyl’. Men med danske briller var forsmagen skuffende af én særlig årsag: Det var ikke til at få øje på Birgitte Hjort Sørensen.
Det bliver der rådet bod på i den helt nye trailer, men man skal kigge godt efter: 1.02 minutter inde kan den danske skuespiller ses på bagsædet af en bil med kort lyst hår, store øreringe og turkise stropper – og øjeblikket efter deler hun et hedt kys med Olivia Wilde, mens hun samtidig har godt fat i en vodka-flaske.
Serien foregår i musikmiljøet i slut-70’ernes New York, og Hjort Sørensen spiller en dansk skuespiller, Ingrid Superstar, i kredsen omkring kunstnerikonet Andy Warhol. Hun er samtidig gode veninder med hustruen (kyssemakkeren Olivie Wilde) til seriens hovedperson, Richie Finestra (Bobby Cannavale).
Richie er en pladeselskabschef på jagt efter den nye lyd, og traileren giver formentlig et godt billede af, hvad vi kan vente os af serien. Det skorter ikke på sex, drugs og rock’n’roll.
Terence Winter (‘Boardwalk Empire’, manusforfatter på ‘The Wolf of Wall Street’) er hovedforfatter, og Martin Scorsese er konceptuerende instruktør, ligesom han producerer serien sammen med blandt andre Mick Jagger, hvis søn, James Jagger, spiller den håbefulde sanger for punkrockbandet Nasty Bits.
‘Vinyl’ får premiere på HBO Nordic i første halvdel af 2016.
Læs også: Birgitte Hjort Sørensen – »Scorsese er ikke en instruktør, der kræver mange takes«