‘Pacific Rim’-instruktøren Guillermo Del Toro vender Hollywood ryggen: »Jeg har brug for mere galskab i mit liv«

Hollywoods blockbuster-maskine kan tage pusten fra selv de bedste: Hvor James Bond-skuespilleren Daniel Craig i sidste uge løftede sløret for rollens fysiske pris, brød ‘The Avengers’-instruktøren Joss Whedon så godt som sammen i kølvandet på de krævende indspilninger af den bombastiske ‘The Avengers’-efterfølger, ‘Age of Ultron’.

Heller ikke Guillermo Del Toro – skaberen af fantasifulde film som ‘Hellboy’, Oscar-vinderen ‘Pans Labyrint’ og den uhøjtidelige XXL-smadrefilm ‘Pacific Rim’ – omtaler det amerikanske blockbuster-mekka som himlen på jorden. Faktisk har den 51-årige instruktør snart fået nok – i hvert fald hvis man skal tro hans ord i podcasten Home Studio Corner, hvor Del Toro sagde:

»’Pacific Rim 2′ bliver i hvert fald ikke min næste film. Jeg føler behov får at lave noget småt og underligt. Både fordi jeg har brug for en slapper, og fordi jeg har brug for mere galskab i mit liv«.

Og det behov synes instruktøren nu opsat på at efterleve. I et interview med The Guardian gav Del Toro nemlig et praj om sin næste film efter ‘Crimson Peak’: Projektet, der bærer titlen ‘Silva’, vil være i sort-hvid og omhandle en maskeret wrestler i Mexico, der opdager, at alle mexicanske politikere er vampyrer – og herfra begynder et nævenyttigt oprydningstogt.

»Jeg kan i hvert fald med sikkerhed sige, at jeg ikke har tænkt mig at fortsætte med at forsøge at lave gigantiske Hollywood-film meget længere”, lød det desuden fra instruktøren, der tidligere har stødt hoved mod en mur med projekterne ‘Hellboy 3’ og ikke mindst ‘Hobbitten’, som Peter Jackson i sidste ende overtog. Hvad angår ‘Pacific Rim 2’, er fremtiden stadig uvis.

Guillermo Del Toros nyeste film, ‘Crimson Peak’, har blandt andre Tom Hiddleston og Jessica Chastain i hovedrollerne og er fotograferet af danske Dan Laustsen (‘Silent Hill’, ‘1864’). Filmen kan ses i biograferne fra på torsdag.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af