1. Elijah Wood
Krøltoppen Elijah Wood var som født til at spille hobbit på det brede lærred, og han bar ‘Ringenes herre’ på sine skuldre, som Frodo bærer ringen. Hans udvikling i den tredje film, hvor han omsluttes af melankolsk udsigtsløshed efter eventyret formidles så overbevisende, at man efterlades med en alvorlig klump i halsen.
Akkurat som Orlando Bloom pr. definition er Legolas, har Wood siden ikke formået at distancere sig fra sin ikoniske rolle som ringbæreren Frodo. Med fine præstationer i ’Evigt solskin i et pletfrit sind’ og ’Everything Is Illuminated’ lignede det, at han var på rette vej, men det skulle vise sig, at hans skæbne lå i skæve indie-produktioner af tvivlsom kvalitet.
Hans overbevisende indsats som maniodepressivt selvmordsemne i den surrealistiske komedieserie ‘Wilfried’ har givet ham en mindre opblomstring, men det ændrer ikke ved, at han i disse dage får mere opmærksomhed ved at vende plader end at spille skuespil.
2. Kyle MacLachlan
Der lød et kollektivt jubelbrøl i tv-serieland, da Showtime annoncerede genoplivningen af ’Twin Peaks’, men én mand havde grund til at glæde sig mere end alle andre: Kyle MacLachlan.
Den nu 56-årige skuespiller fik sit gennembrud i David Lynch og Mark Frosts banebrydende kultserie som mesterdetektiven Agent Cooper, en ovenud elskværdig, aparte og lynende begavet levemand slash arbejdsnarkoman, der snildt melder sig blandt tv-historiens mest mindeværdige karakterer.
MacLachlan spiller ham formidabelt, vekslende mellem gævt overskud og dødelig alvor. Han var grundpillen, der tillod ’Twin Peaks’ at stråle. Men pragtpræstationen førte ikke andet end beskedne roller med sig.
Skuespilleren dukkede godt nok op i tilbagevendende roller i ’Desperate Housewives’ og ’How I Met Your Mother’, men han vedblev at være ham med den forbandet gode kaffe fra ’Twin Peaks’. Og sådan fortsætter det næste år, når Lynch genopliver kultserien med MacLachlan foran kameraet.
3 & 4. Emma Watson & Daniel Radcliffe
Det er svært at ryste ikke blot én, men otte hyperpopulære fantasyfilm baseret på moderne tids største bogserie af sig. Og Emma Watson og Daniel Radcliffe forbindes da også fortsat med hhv. Hermione Granger og Harry Potter fra J.K. Rowlings magiske univers.
Men både Watson og Radcliffe har vist, at de besidder spændvidden til at forlade Hogwarts-heltenes natsorte slagskygger. Watson har givet prøver på talentet i ungdomsdramaet ’The Perks of Being a Wall Flower’ og Sofia Coppolas knytnæveslag mod materialismen, ’The Bling Ring’, mens hun spiller Belle i det kommende live-action-remake af ’Skønheden og udyret’ med Dan Stevens (’Downtown Abbey’, ’The Guest’) som sidstnævnte.
Radcliffe har taget en række radikale beslutninger i forsøget på at viske det lynformede ar fra panden. Han dækkede det med horn i Alexandre Ajas horrorfilm ’Horns’, mens han gjorde sig som ung mand på vildspor i datingland i den vellykkede (!) romantiske komedie ’What If’.
Der var næppe mange, der spåede Watson og Radcliffe store chancer for at træde i karakter uden for ’Harry Potter’-universet, men de har vendt oddsene til deres fordel – og efterladt trekløverets svageste led, Rupert Grint (Ron Weasley), alene i glemslen.
5. Malcolm McDowell
Måske listens mest utrolige tilfælde af rise and fall.
McDowell leverede en af 70’ernes mest inciterende skuespilpræstationer i Stanley Kubricks dystopiske mesterværk ’A Clockwork Orange’, hvor han tyllede mælk, udspyede højrøvet kaudervælsk og voldtog sagesløse kvinder – til lyden af sin egen lystige fortolkning af ’Singin’ in the Rain’.
Hvad mere er, havde McDowell allerede tre år tidligere duperet i Lindsay Andersons ungdomsoprørske hovedværk, ’If…’, om en flok purunge revolutionister, der går blodigt (og allegorisk) til angreb på en striks kostskole. Med den efterfølgende pragtpræstation i Kubrick-klassikeren lignede det unægteligt et varigt gennembrud for den unge McDowell.
Men skuespillerens rollevalg i de følgende år lod meget tilbage at ønske, og det hjalp ikke just, at han dukkede op i ‘Caligula’, en, lad os være ærlige, hardcore pornofilm i dyre, romerske fåreklæder.
Den nu 72-årige McDowell er som sådan ikke gået i glemslen, og han dukkede for nylig op som pensioneret dirigent i Amazons kulørte komedieserie ’Mozart in the Jungle’. Men rollen som den mælkedrikkende fremtidsrebel spøger stadig og stiller det nedslående spørgsmål: Hvorfor blev det ikke til mere?
6. Linda Blair
Hvem?
Linda Blair blev en øjeblikkelig legende i horrorkredse, da hun gav liv til den besatte pige Regan med roterende hoved i William Friedkins klassiker ’Eksorcisten’ (1973), men siden er hun mildt sagt forsvundet fra rampelyset.
Hun gentog sin rolle i ’Eksorcisten II: Kætteren’, men styrede derefter mod b- og tv-filmens kunstneriske losseplads, hvor hun lukrerede på sit tiltagende ydre i mildest talt forglemmelige actionfilm.
Måske skyldes Blairs tvivlsomme succes på lærredet post-’Eksorcisten’ det knæk, hendes ry led, da hun blev dømt for besiddelse af stoffer i slutningen af 70’erne. Omvendt var det ikke, fordi skuespillerindens karriere var på himmelfart, inden anklagerne nåede offentlighedens bevågenhed. Hun er og bliver Regan fra ‘Eksorcisten’.
7. Hayden Christensen
Hayden Christensen er et usædvanligt tilfælde på listen, for her er ikke så meget tale om en ikonisk rolles forbandede skygge som det faktum, at han spillede rollen gudsjammerligt ringe.
Indrømmet, George Lucas’ tåkrummende dialog arbejdede ikke til hans fordel, men Natalie Portman, der udgjorde hans bedre halvdel i ’Attack of the Clones’ kvalmende romance, har trods alt formået at rejse sig fra Tatooines sand (mere om sand i ovenstående klip).
Om Christensen havde potentiale til mere er svært at sige, for skuespilleren har ikke fået mange muligheder for at prøve kræfter med dramatisk tungere roller. Umiddelbart efter ’Star Wars’-fadæsen illuderede han implicit Bob Dylan i ’Factory Girl’ – en rolle, Dylan selv tog kraftigt afstand fra – men derefter har det skortet på seriøse filmroller. Hans optræden som teleporter i den intetsigende ’Jumper’ syntes at slå sidste søm i Christensens kuldsejlede Hollywood-karriere, der i en forstand startede og sluttede i en fjern galakse langt herfra.
8 & 9. Robert Pattinson & Kristen Stewart
Ligesom Radcliffe og Watson har ‘Twilight’-stjernerne Stewart og Pattinson sat kurs mod seriøse filmroller oven på fanatisk dyrkede hovedroller i et hypet fantasy-univers.
Mens Stewart har formået at lægge sit ansigt i nye folder i ’Camp X-Ray’ og ’Skyerne over Sils Maria’, har Pattinson fulgt en strategisk velovervejet sti ud af teenidoliseringens lurende dødsdom. I stedet for at lukrere på teenagepigernes dånende blikke har Pattinson fortrukket sig til artfilmens fordybelse og påtaget sig solide biroller i film som ’The Rover’ og ’Maps to the Stars’, hvor han har overbevist i en sådan grad, at han nævnes som en fremtidig Bond-kandidat.
Skyggerne falmer altså hastigt for Pattinson og Stewart, der begge har det tilstrækkelige mod og talent til at flænse deres forbindelse til det blege vampyrfænomen.
10. Michael Keaton
Man kan med rette mene, at Michael Keaton er malplaceret på indeværende liste, da han reelt har besejret fortidens skygge. Men taget i betragtning at det tog ham to årtier, bør han alligevel nævnes.
Det var først, da han konfronterede sin årelange slump i kølvandet på titelrollen i Burtons ’Batman’, at han steg ud af mørket. I Alejandro González Iñárritus Oscar-vinder ’Birdman’ lægger han kortene på bordet og afklæder sig til underdrengene, mens han bramfrit lader det svævende kamera følge sig i den faldefærdige tilværelse, der så tydeligt alluderer hans egen.
Simultant med hans renæssance i filmen ændrede Keaton som på et splitsekund sin status fra glemt til hyldet, og kun Eddie Redmaynes Oscar-venlige transformation i ’Teorien om alting’ stod i vejen for den ultimative hæder.
Måske får Keaton en ny mulighed for at blande sig i striden om den gyldne statuette, når han indtager hovedrollen i Todd McCarthys journalistdrama ’Spotlight’, der er blevet rost til skyerne på festivalerne i Toronto og Venedig.
11. Tobey Maguire
Tobey Maguire er endt i samme fælde som Keaton: Han påtog sig titelrollen i en serie af store superheltefilm og returnerede dernæst til en beskeden karriere i branchens andet geled.
Ret skal være ret: Maguire har landet bærende roller i ’The Great Gatsby’ og dette års ’Pawn Sacrifice’, men man fornemmer, at han er ude af betragtning, når filmbyens sværvægtere sætter sving i castingprocessen.
Maguire var hverken forrygende eller forfærdelig i Sam Raimis ’Spider-Man’-film, men det var, som om hans omdømme tog skade af den overlæssede treer. Hvor filmseriens to første installationer tog stikket hjem på klassiske opskrifter, begav trilogiens punktum sig ud på fatale afveje og satte Maguire i flere pinlige situationer, der er svære at slette fra hukommelsen. Raimi gjorde ham eksempelvis ingen tjeneste ved at lade ham discodanse gennem New Yorks gader i filmseriens indiskutable lavpunkt. Se klippet ovenfor.
Rollen som den paranoide og socialt handicappede skakvirtuos Bobby Fischer i ’Pawn Sacrifice’ var et fornuftigt valg af Maguire, der med sin mildt øretæveindbydende mimik ikke er den fødte, altruistiske helt. Måske har Edward Zwicks biopic relanceret ham som andet og mere end henfalden edderkoppemand?
12 & 13. Linda Hamilton & Robert Patrick
Linda Hamilton og Robert Patrick gav begge liv til filmhistorisk fede karakterer i James Camerons våde actiondrøm, ’Terminator 2: Judgment Day’ – Hamilton som den røvsparkende mande-kvinde Sarah Connor, der har forudset maskinernes komme, Robert Patrick som dræbermodellen T-1000 med århundredets stenansigt.
Okay, Patrick lever måske højt på sine markerede ansigtstræk i en (frydefuldt!) ensidig rolle, men Linda Hamiltons øjeblikkelige fald fra tinderne er sværere at forklare.
Kan det have noget at gøre med manglen på kødfyldte actionroller til kvindelige skuespillere i Hollywood? Hamilton passede med sin senede fysik ikke profilen som feminin love interest, og hun måtte derfor søge mod b-film og ditto tv-serier for at tjene til dagen og vejen. En trist skæbne for den dygtige skuespillerinde.
Patrick derimod havde muligvis ikke talentet til at lægge afstand til skurken af flydende metal, men han har ikke desto mindre vist flaget i både ’Walk the Line’ og ’The X-Files’ (som no nonsense-agenten John Doggett).
14. Haley Joel Osment
»I see dead people«.
Ordene er foreviget i filmhistorien, men det samme kan man ikke sige om skuespilleren, der ytrede dem. Haley Joel Osment brød igennem med et brag og en Oscar-nominering i ’Den sjette sans’, men ikke ulig filmens instruktør, M. Night Shyamalan, gik hans karriere i vasken efterfølgende (i hvert fald efter Spielbergs ’A.I.’ fra 2001).
Osment dukkede op som uregerlig, stangliderlig milliardærsøn i dette års ’Entourage’-film og blev – primært grundet en ukæmmet løvemanke og et BMI på den tunge side af medianen – dårligt genkendt af biografgængerne. Det kommenterede han selv på over for Rolling Stone:
»Der var mange, der ikke kunne kende mig indtil rulleteksterne«, sagde Osment. »Det er virkelig spændende for en skuespiller«.
Måske er det netop hans mulighed for at få et comeback – at han rent fysisk har distanceret sig så meget fra sin gennembrudsrolle, at biografgængerne ikke associerer ham med den længere? Osment har under alle omstændigheder ikke skrinlagt sine skuespilambitioner.
15. Jon Hamm?
Der er ingen, der siger, at Jon Hamm ikke kan ride videre på den bølge af berømmelse, der skvulpede over ham i løbet af ’Mad Men’s syv sæsoner. Men det er alligevel værd at diskutere, om den 44-årige skuespiller, der ikke just har badet i solide filmroller, har en fremtid på Hollywoods A-liste efter AMC-seriens strålende punktum.
Pudsigt nok har hans bedste roller uden for ’Mad Men’-universet været i komedier. Som karismatisk dommedagspræst med hang til karate er han et af de få lyspunkter i Tina Feys overgearede Netflix-serie ’Unbreakable Kimmy Schmidt’, mens han (særligt i et afsluttende twist) gjorde god figur i serie-genoplivningen af ’Wet Hot American Summer’ som dødbringende lejemorder.
Læg dertil, at Hamm til fulde har cementeret sit dramatiske potentiale med den gradviske dissekering af knudemanden Don Draper, og du har en skuespiller med hele pakken. Men selv om enestående talent er en fordel, er det ikke nødvendigvis nok.
Ligesom Daniel Craig skal Hamm bevise sig uden for et ikonisk univers, der har tegnet hans tilværelse igennem flere år. En mission, der kræver både held, dygtighed og strategisk snilde.