’Pawn Sacrifice – Sidste træk’
At sport og politik er uløseligt forbundet, blev banket fast under Den Kolde Krig, hvor de stridende supermagter krydsede stave, ketsjere og handsker i elitesportens politiske allegorier.
I ’Pawn Sacrifice’ udkæmpes krigen med bønder, heste og tårne. Med Det Hvide Hus i ryggen og den amerikanske befolkning klinet til skærmene påtog den storparanoide skakvirtuos Bobby Fischer sig at nedbryde det sovjetiske monopol på verdenseliten – og dermed sende et signal med storpolitisk resonans.
Han levede gennem det ternede bræts brikker i en sådan grad, at det ødelagde hans evne til at kommunikere meningsfyldt med verden omkring ham. De amerikanske borgere kendte ham som en »isoleret og underlig mand«, sågar »den mest arrogante person, man kan forestille sig«. Skakbrættets betvinger var en fremmed i virkelighedens rammer.
Tobey Maguire, som ellers syntes at danse lige lukt i skuespillernes gravkammer med ’Spider-Man 3’, indfanger forbilledligt Fischers socialt invaliderende geni. Hans øjne flakker febrilsk, og sveden pibler på panden, når blot den mindste forstyrrelse – urets tikken, publikums hosten – svækker hans koncentration i kampens hede. Alt og alle er til gene, hele tiden, og Maguire formidler utilpasheden med den helt rette dosis skingert raseri.
Hans historiske skakdyster mod den sovjetiske elite – først og fremmest verdensmesteren Boris Spasskij – visualiseres effektfuldt af Edward Zwick (’Glory’, ’Blood Diamond’), der graver dybt i arsenalet af tekniske tricks for at løfte skakdysterne fra nerdfests til storpolitiske slagudvekslinger. Ved brug af slow-motion, ekstreme nærbilleder og distinkte lyde – klokken, der slår, blyanter mod papir, stole mod gulvet – skaber han en slags ophøjet realisme, mens brikkerne suser afsted som armerede missiler i skakbrættets bipolære mikrokosmos.
Det er flot og potent, men også sært distancerende, ikke mindst fordi sympatien for Maguires indesluttede skakgeni naturligt lider knæk undervejs. Det er ikke et problem i sig selv. Problemet er, at Zwick samtidig lægger op til fanfarer og jubelstemning i sin enøjede skelen til sportsdramaets forskrifter.
Med tilbagestrøget slikhår, rockstar-briller og vaskebræt er modstanderen Spasskij (spillet af Liev Schreiber på formfuldendt russisk), lidt for fresh, fri og fly til at overbevise som skaknørd – han foretrækker så langt stranden over skakbrættet – men han er langt mere elskværdig end sit amerikanske modstykke.
Zwicks effektjageri fjerner fokus fra det, der burde have været fortællingens kerne, nemlig portrættet af den komplekse hovedperson, der rejste den amerikanske fane på skakscenen, men nedsank i paranoiaens dyb i processen. Hans hysteriske gennemsøgninger af diverse hotelværelser og telefoner bliver trættende i længden, og man savner et sidste svirp med halen i portrættet, et insisterende forsøg på at løse mysteriet Bobby Fischer. Noget, den fængslende dokumentarfilm om skakgeniet, ’Bobby Fischer Against the World’ fra 2011, havde langt større held med.
Tættest kommer Zwick og co. under rulleteksterne, hvor virkelighedens Fischer iltert rabler løs i et kort dokumentarisk indslag. At det er filmens mest inciterende øjeblik, tjener ikke de foregående to timer til ære.
Kort sagt:
Tobey Maguire er glimrende som det storskrydende skakgeni Bobby Fischer, der under den kolde krig splintrede Sovjetunionens herredømme på det ternede bræt. Filmen tager dog luften af portrættet med sin enøjede skelen til biopic’ens abc, og Fischers mentale lidelser reduceres til banal koldkrigsparanoia i den afsluttende duel mod verdensmesteren Spasskij.