Rangleklods: Her er de vigtigste plader i vores liv – fra Radiohead til Dr. Dre

De mødtes via en fælles begejstring for Radioheads ‘Amnesiac’, og siden er elektronisk musik blevet Esben Andersen og Pernille Smith-Sivertsens fælles projekt. Så albummet er naturligvis blandt de plader, der har betydet mest for det turnéaktuelle makkerpar.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Fik mig til at ville være musiker
Portishead ‘Dummy’ (1994)

Pernille: »Det var en underlig oplevelse, første gang jeg hørte ‘Dummy’. Det var, som om jeg følte mig fuldstændig hjemme i det samplede, mørke men smukke og pænt teatralske univers, som de bygger op om Beth Gibbons’ stemme. Jeg havde ikke tidligere hørt en plade, som direkte antændte en drøm om også at kunne udtrykke mig via egne sange, men jeg kunne virkelig høre min stemme være en del af et lydunivers som deres«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Mit teenagesoundtrack
The Streets ‘Original Pirate Material’ (2002)

Esben: »Egentlig ligger det meget langt væk fra, hvad jeg ellers hørte på den tid, men det ramte mig hårdt. Der er en aggressivitet mod systemet, men samtidig også en indadvendt personlig refleksion i Mike Skinners lyrik, som jeg af en eller anden grund kunne relatere til. Og hans beats lød 100 procent, som de skulle – produceret i et soveværelse på en billig pc, men med de helt rigtige æstetiske valg«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Et musikalske vendepunkt
Radiohead ‘Amnesiac’ (2001)

Pernille: »Jeg var lige flyttet hjemmefra, da jeg fik fingrene i ‘Amnesiac’, og det kørte på repeat på mit studieværelse i mindst et halvt år. Jeg kan huske, at det var det album, jeg faldt i musikalsk snak med Esben om, da vi mødte hinanden første gang. Vi var begge helt oppe at køre over det, og det blev Esben, der introducerede mig til stort set al den elektroniske musik, jeg siden har hørt, mens jeg fik ham med på Portishead, Wu-Tang Clan og TLC«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En stor inspirationskilde
Oneohtrix Point Never ‘R Plus Seven’ (2013)

Esben: »Daniel Lopatins udgivelser er så fulde af vilde ideer, at det er det perfekte at lytte til, hvis man er løbet tør for inspiration. Både kompositionerne og lyduniverset er sindssygt originale og fængende. Han genoplivede ene mand min kærlighed for digitale synthesizere. Og hans brug af samples på ‘Replica’ giver mig nyt blod på tanden, hver gang jeg vender tilbage til albummet«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Festede til som teenager
Dr. Dre ‘2001’ (1999)

Pernille: »Tro det eller ej, men i 9. klasse havde jeg en meget dedikeret rapperiode. Min veninde og jeg iførte os hængerøvsbukser, bandana og store øreringe, og jeg øvede mig i timevis på at lære teksten til Westside Connections ‘Do You Like Criminals’, fordi jeg syntes, det var det hårdeste og sejeste i hele verden. ‘2001’ står for mig som en fuldstændig ikonisk festplade, som altid var på til de fester, jeg var til. Den indeholder mit yndlings lumre hiphop-track, ‘Xxplosive’«.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Forbinder med kærlighedssorger
Blur ‘Think Tank’ (2003)

Esben: »Da jeg var 18, blev jeg droppet af en pige, som jeg var dybt forelsket i. Jeg hørte ‘Good Song’ og ‘Sweet Song’ igen og igen. Når jeg hører de to sange i dag, er det som at sætte sig ind i en tidsmaskine. Jeg kan mærke en decideret kropslig forskel, og det er som at sidde med smadret teenagehjerte igen. Det er for altid fascinerende for mig, hvordan lyd og tekst kan påvirke ens følelser så kraftfuldt«.

Rangleklods starter deres Danmarksturné i Pumpehuset den 6. november.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af