Biopics om afdøde celebrities går som varmt brød (film om James Dean, Hank Williams og Miles Davis er blandt andet på vej), og nu er turen så kommet til den afdøde soul-sangerinde Amy Winehouse.
Bag filmen, der endnu ikke har en titel, står irske Kirsten Sheridan, der både skal skrive og instruere spillefilmen om Winehouses liv. Sheridan har tidligere instrueret den følsomme fantasy-film ‘August Rush’ (2007) med Freddie Highmore, mens hun i 2002 skrev den Oscar-nominerede ‘In America’, som faren Jim Sheridan instruerede.
Tidligere i år lavede Asif Kapadia (‘Senna’) den rørende og populære dokumentarfilm ‘Amy’, der gav indblik i Winehouses enorme talent samt turbulente – og alt for korte – liv. Med den kommende biopic skal den 27-årige sangerinde, der i 2011 døde af en overdosis, nu altså portrætteres af en skuespillerinde, og ifølge The Hollywood Reporter er det svenske Noomi Rapace, der i øjeblikket står øverst på Kirsten Sheridans ønskeliste.
Noomi Rapace slog igennem som den cyberpunkede power-kvinde Lisbeth Salander i Stieg Larsson-filmatiseringen ‘Mænd der hader kvinder’, hvorefter hun gentog rollen i filmseriens to efterfølgere. Desuden spillede hun hovedrollen i Ridley Scotts ‘Prometheus’ (2012), men rollen som Winehouse vil formentlig blive den 35-årige skuespillerindes største, hvis aftalen kommer i hus.